Brev til Renée: Hvor mange chancer skal man give et forhold?

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 48 år, og jeg har de sidste seks år boet sammen med en kæreste.

I begyndelsen havde vi det fantastisk sammen, men som tiden gik, blev han mere og mere egoistisk.

Han valgte eksempelvis at tage på cykelferier alene, mens jeg sad i hans hus langt fra mit sociale netværk.

Jeg fandt på et tidspunkt ud af, at han havde aftalt med en tidligere flirt, at han skulle hjælpe hende med nogle ting.

Jeg konfronterede ham, og han sagde, at det bare var det, han skulle.

Der er sket så mange negative ting efter det. På et tidspunkt fik jeg tilbudt et nyt job og en lejlighed og sagde ja.

Min kæreste og jeg aftalte, at vi skulle forblive kærester. I begyndelsen var jeg virkelig ked af det og alene i alt det nye, og han havde slet ikke overskud til at være der for mig.

Jeg begyndte at søge venner på nettet, og jeg fandt en god ven, og jeg fik følelsen af, at jeg var nødt til at slutte forholdet med min kæreste.

Jeg begyndte at se ham den anden mere og mere, men min eks blev ved med at presse på om, at vi skulle ses.

Han lovede, at nu skulle vi lave alt det, vil ville, og han sagde, at han havde forandret sig.

Jeg valgte at stoppe det andet og give min eks en chance. Men nu står jeg i det samme som før: Alt, hvad vi aftalte, holder han ikke, og det er præcis, som da vi boede sammen.

Jeg er i vildrede, og jeg er begyndt at søge venner igen. Jeg har fortrudt, at jeg gav ham en ny chance, og jeg er ulykkelig.

Hvad skal jeg gøre, jeg føler mig forpligtet til at blive, fordi vi har aftalt det, jeg holder virkelig meget af ham, men jeg kan ikke hans måde at leve på.

Hilsen

den fortvivlede og ulykkelige

Kære fortvivlede og ulykkelige

Det lyder, som om du har givet det forhold, du er i lige nu, de chancer, det skal have.

Da du finder ud af, at din kæreste har hjulpet en tidligere flirt med ting uden at have fortalt dig noget om det, bliver det for meget for dig, hvilket jeg godt forstår.

Det viser nemlig, at han levede sit liv, som om han ikke havde nogen forpligtelse over for dig, hverken til at holde dig med selskab eller til at informere dig om, hvad han lavede, eller hvem han var sammen med.

Så det er ikke noget at sige til, at du reagerer, og jeg forstår virkelig godt, du valgte at flytte fra ham og få dit eget.

Men det, jeg faktisk ikke forstår, er, at du valgte den nye fyr fra, som du var begyndt at se, og at du dermed valgte at prøve med din gamle kæreste igen.

Og det, jeg slet ikke forstår, er, at du nu føler, at du skylder ham noget, fordi I har aftalt at prøve jeres forhold af?

Jeg vil sige til dig, at efter min bedste overbevisning har du al ret i verden til at fortryde, at du sagde ja til at prøve igen.

Du skylder ham ikke at blive længere, når du allerede kan mærke, at det er forkert, at du gik ind i forholdet igen.

I grunden behøver du ikke engang forklare dig, du kan bare sige, at du har fortrudt, og at du ikke har lyst til at være sammen alligevel.

Hvis det er din samvittighed, der holder dig fra at gøre det, du mærker er rigtigt for dig, forstår jeg det godt, men du behøver ikke at have dårlig samvittighed.

I har ingen børn sammen, I var egentlig gået fra hinanden, og det her synes at kunne være de sidste krampetrækninger i jeres forhold.

Det er selvfølgelig altid sørgeligt at skulle sige farvel til en, man har elsket.

De fleste af os har prøvet det. Men det er en ret, vi alle har, og vi kan ikke bebrejde hinanden, at vi ikke længere vil være sammen.

Vi kan blive kede af det, og det gør han måske også, din kæreste, men du har ret til at ville noget andet.

Den ret synes jeg, du skal holde fast i, og så synes jeg, du skal få sagt til ham, at det var en fejl, I fandt sammen igen, og at det må stoppe nu.

Denne gang tror jeg ikke, det bliver så svært som sidst, da I jo ikke bor sammen længere.

Du skal selvfølgelig være ordentlig og kærlig i din måde at sige det til din kæreste på, men vid, at det er okay, at du gør det.

Og så vil jeg lige nævne en sidste ting. Denne gang tror jeg, du skal overveje at få sat de grænser, der skal sættes, lidt mere markant.

Forstået på den måde, at når du siger fra, så gør det på en måde, så han forstår det, også selv om den måde måske kan virke harsk, lige mens det står på.

Grunden til, jeg skriver det, er, at du fortæller, hvordan han nærmest pressede dig til at prøve igen ved at blive ved med at tage kontakt og til sidst blive nærgående.

Måske har det været svært for dig at få sat grænser tidligere, måske også i andre sammenhænge i dit liv, men tiden er til, at du øver dig, og du er IKKE forpligtet til at forblive kærester med et menneske, du ikke har lyst til at være kærester med.

Det er ingen forpligtede til!

Sidst, men ikke mindst, kan det være, at ham den anden, du mødte, kunne have lyst til at mødes igen?

Hvis jeg var dig, så tror jeg, at jeg ville prøve at give ham et ring, når du altså har fået sagt det, der skal siges, til din kæreste.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.