Trine er gift med Morten og kæreste med Jørn: "Det er hårdt arbejde"
Foto: Jonna Fuglsang Keldsen
"Forsøg ikke dette derhjemme.”
Denne advarsel kan ofte læses, når noget ser flot og fristende ud, men ikke sådan lige lader sig kopiere på den hjemlige matrikel.
Sådan er det også med det liv og den særlige kærlighed, som udfolder sig i en villa i Brabrand ved Aarhus.
Her bor lærer og psykoterapeut Trine Dupont sammen med forfatter Morten Ramsland. Begge er 51 år, og de har tre børn på 20, 17 og 13 år.
Trine og Morten har været sammen i 30 år og gift i 17. Men Trine er kæreste med Jørn, og Morten er kæreste med Louise.
Det fungerer, men det har været hårdt arbejde og er det stadig.
Aldrig skilsmisse
Man sætter ikke tre børn i verden for at blive skilt. Det er Trine Dupont og Morten Ramsland enige om.
Det var de også den aften for 12 år siden, da Morten ulykkelig og presset fortalte sin kone om de S/M-lyster, han i årevis havde kæmpet for at holde nede.
– Mortens lyst havde altid været der, men han havde ikke gjort noget ved den, og det havde presset ham.
Han havde haft flere depressioner, og han var sindssygt bange for, at jeg ville gå fra ham, hvis han fortalte mig om sine behov, fortæller Trine.
– Vi måtte finde ud af det sammen. Ingen af os havde lyst til at være alene med tre små børn.
Den mindste var bare et halvt år og meget urolig. Tanken om skilsmisse var der aldrig, siger Trine.
Trine og Morten prøvede at udleve Mortens seksuelle behov sammen, men fandt hurtigt ud af, at det ikke fungerede.
Herefter gik der kun kort tid, før Morten mødte Louise. Hun er Mortens seksuelle partner, men har også sin egen familie.
– Da Morten møder Louise, er jeg virkelig jaloux, og der er halvandet år, hvor jeg har det skidt.
Det krævede sindssygt mange snakke og masser af arbejde. Det var vildt, så meget tid vi brugte på det i starten, husker Trine.
– Vi bryder jo med alle de forestillinger, vi har om kærlighed og parforhold. Det var svært for os begge, men især for mig, der bare gik og havde det dårligt.
Jeg var bange for, at Morten skulle blive mere glad for Louise. Men jeg ville det, og vi ville simpelthen have vores familie, understreger Trine.
Forholdet er skævt. Morten har sin kone Trine og sin kæreste Louise, og han er bevidst om sin seksualitet.
Trine har sin mand Morten og er ikke særlig bevidst om sin seksualitet.
– Efter et par år kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne holde til det. Det var simpelthen for hårdt. Jeg var meget tryghedssøgende og var nødt til at gøre noget.
– Jeg havde været folkeskolelærer i 17 år, men var samtidig ved at uddanne mig til psykoterapeut.
Jeg har altid været interesseret i selvudvikling, men jeg var ikke bevidst om min seksualitet. Det var noget, jeg skulle have åbnet op for.
Tantra
I Trines reol stod en bog om tantramassage. Den havde hun købt, da hun var i 20’erne, men aldrig læst. Nu besluttede hun sig for at kigge nærmere på emnet og få en tantramassage.
– Der startede det for mig. Morten sagde, at jeg så helt anderledes glad ud, da jeg kom hjem fra min første massage.
– Det var helt vildt fantastisk for mig at opleve en langsom og sanselig massage, hvor jeg bare skulle tage imod og nyde uden at give noget igen.
Jeg mærkede en stor indre frihed, og at det var ok at mærke min lyst.
Trine Dupont fik flere massager og begyndte at tage kurser i tantramassage. Da hun som lærer afsluttede sin årgang i folkeskolen og skulle begynde med en ny, valgte hun at tage orlov.
Hun åbnede egen praksis og tilbød psykoterapi og tantramassage og er aldrig vendt tilbage til folkeskolen.
– Jeg har selv gået meget i terapi. Jeg er vokset op i en alkoholisk familie og har altid været ovre i andres følelser.
Jeg har haft svært ved at mærke mig selv og havde et stort stykke udviklingsarbejde med mig selv.
Det hele blev løsnet op, da Jørn kom ind i billedet.
Trines kæreste
Jørn Uhrenholt, 50 år, har i mange år arbejdet som selvstændig IT-konsulent, men arbejder nu især som psykoterapeut og tantramassør. Og det var her, Trine mødte sin nye kæreste.
– Jørn og jeg talte om alt fra dag ét og gennemgik alle scenarier. Først herefter blev vi kærester.
I den første tid så jeg bare Jørn indimellem.
Det var svært. Jeg savnede Jørn, når jeg var hos min familie, og når jeg var sammen med Jørn, havde jeg dårlig samvittighed. Det var belastende at have sådan en dobbeltting kørende.
– Jørn manglede også at være en del af fællesskabet, når vi ikke var sammen. Han havde en form for jalousi.
Han var fraskilt og havde ikke noget familieliv at tage hjem til. Så enten måtte han søge ind i et andet fællesskab, eller også måtte han blive en mere naturlig del af mit og Mortens liv, fortæller Trine.
Løsningen blev det sidste.
– Morten havde først ikke lyst til, at Jørn skulle komme i huset. Men det ændrede sig, og han fandt ud af, at det var en lille ting i den store sammenhæng.
Nu er Jørn en naturlig del af vores familie. Han kommer her, når han har lyst, og vi deltager i hinandens familiesammenkomster.
Trine Dupont og Jørn Uhrenholt er begge psykoterapeuter og tantramassører og er kolleger og kærester.
Sammen har de udgivet bogen ”Berørt. Seksualitet som livskraft.”
Da Jørn kom mere ind i familien, hjalp det også på hans forhold til Morten.
Vi har lyst til at være sammen, og vi ved, at tryghed og ærlighed er vigtig, siger Trine.
Tryghed og ærlighed
Tryghed og ærlighed er ord, der går igen, når Trine Dupont fortæller.
– Tryghed er overskriften. Og transparens og ærlighed. Der er ikke er noget, der bliver skubbet ind under gulvtæppet. Ikke fordi vi altid skal sige alt. Men vi har ingen hemmeligheder, siger Trine.
– Da vi startede på det her for 12 år siden, kendte jeg ingen, der gjorde noget, der bare lignede.
Da Morten blev kæreste med Louise, kontaktede jeg Louises mand, og vi blev virkelig gode venner. Han støttede mig meget i den første tid.
Når man spørger Trine Dupont, hvad kærlighed er for hende, bliver hun stille.
– Det er et stort spørgsmål … Det er noget med at ville det. Også når det er hårdt. At sige ja, selvom det er svært og besværligt.
Det handler også om kærlighed til sig selv. Og om at sætte sig i den andens sted.
Det har vi virkelig brug for her. Vi gør ikke bare, hvad vi har lyst til. Det er slet ikke det, vi har gang i.
– Kærlighed er en form for fundament. Morten og Jørn er mit fundament. Og jeg er mine børns fundament.
Vi har gjort meget ud af at tale med børnene om, hvad kærlighed er. At man godt kan elske flere, ligesom man kan elske flere børn. Kærlighedskilden er uendelig.
Og så er der lysten. Den er vigtig for Trine, og hun oplever gang på gang i sit arbejde som terapeut, at kvinder har mistet eller har lukket ned for deres lyst.
– Vi skal genskabe kontakten til lysten, og vi skal genskabe kærligheden til os selv.
Kvinder er på mystisk vis i stand til at lukke ned for deres lyst. Det er fint nok at kunne, men det er svært at få åbnet igen.
– Til gengæld kæmper mænd meget med præstation. De skal præstere helt vildt, og de har påtaget sig ansvaret for kvindens lyst.
Hold da op. Vi skal bære ansvaret for vores lyst selv. Og det er helt ok, hvis den ikke er der, siger Trine.
Hårdt arbejde
Kærligheden har fundet sin egen form for Trine Dupont og hendes to mænd.
Trygheden og tilliden er der, og i dag er det først og fremmest logistikken, der udfordrer.
– Vi har jo travlt, og her har vi en ekstra relation, som vi også skal have tid til. Der er nogle følelsesmæssige behov, der skal passe sammen.
Jeg er stadig meget optaget af, at alle skal have det godt, så jeg kan godt blive lidt udmattet, smiler hun.
Louise Wolff: Det perfekte parforhold findes ikke
– Og der er ferierne. Morten og jeg og børnene skal holde ferie sammen. Jørn og jeg skal holde ferie sammen, og Morten og Louise skal holde ferie. Så du kan godt se …
Tidskrævende er også de mange snakke, som Trine pointerer, stadig er helt nødvendige.
– Vi spørger hele tiden hinanden, hvordan det går, og om der er noget, vi skal justere på.
Vi tager snakken, også om det, der måske ikke er så rart at snakke om. Nogle kan måske udlicitere deres seksualitet.
Det kan vi ikke. Vi er til langvarige forhold. Dybest set monogame forhold. Jeg er monogam med to.
– Det er hårdt arbejde, og vi er gået frem med bittesmå museskridt. Jeg vil aldrig nogensinde sige til nogen, at de bare kan gøre som os.
Det vil være respektløst. Det kan ikke bare lige anbefales, understreger Trine Dupont.
Vi har aldrig sat os ned og aftalt, hvordan det skulle være. Det er noget, der har udviklet sig med små museskridt.