Her er prins Nikolais fødselsdagsbilleder - kan du spotte den sjove detalje?
Foto: Karin Törnblom/TT/Ritzau Scanpix
Man kan godt se, at det er en rutineret herre, der står model på kongehusets nye billeder af prins Nikolai.
Prinsen, der tidligere har vist, hvordan han gør sig foran kameraet og på catwalken, har nemlig rutineret stillet sig op til fotografering sammen med sine søskende.
Det er i anledning af prins Nikolais 23 års fødselsdag, at kongehuset har delt de nye billeder på Instagram og Facebook.
Til billedet skriver det danske kongehus, at prinsen fejrer dagen sammen med familien.
Og hvis man kigger rigtig godt efter, afsløres det måske også, at prinsen allerede er blevet fejret i smukke omgivelser.
I hvert fald kan man i baggrunden ane den pool, man kan finde på toppen af Nimb Hotel med Tivoli i baggrunden. Men om anledningen til besøget var prinsens fødselsdag, afslører kongehuset ikke.
Mens prins Nikolai har talent for at stå foran kameraet, så gemmer der sig måske et særligt talent hos prinsens lillesøster. Af opslaget fremgår det nemlig, at det er prinsesse Athena, der står bag flere af billederne, mens prinsesse Marie også har taget nogle.