I lang tid prøvede Dennis Knudsen at blive far, men det gik hele tiden galt. Så kom erkendelsen

Der er ingen, der åbner, da jeg ringer på døren, så jeg går rundt om Dennis Knudsens forholdsvis nyindkøbte hus i Korsør og taber kæben, da jeg kommer om på den anden side.

Kun en stribe hybenroser adskiller det store moderne hus fra Storebælt, på terrasserne i flere plan er der infinitypool, jacuzzi og sofaarrangement, havets konstante brusen danner lydtæppet, Storebæltsbroen står knivskarp ude i vandet ikke langt derfra.

Jeg går ind gennem en af de åbne døre, Dennis kommer mig storsmilende i møde fra dybet af huset.

Trods husets stringenthed er der børnerod og tøjbunker og gamle kaffekopper her og der, og Dennis selv ligner en, der ikke kunne være mere ligeglad.

En, der er landet i sig selv og sit liv, i hjemmetøj og lidt mave og hvad så.

Ikke som man plejer at se ham, omgivet af glimmer og glitter, kendte mennesker og cocktails.

Da jeg har fået en rundtur i det 300 kvm storehus med fitnessrum, hjemmebiograf, kunst, børne­ værelser og hamsterbur sætter vi os i det store åbne køkken med kaffe og kringle.

På det her tidspunkt, er der et par måneder til, han skal over og hente sine to døtre i USA, så han er i fuld sving med at indrette et værelse til den jyske au pair-pige, som skal bo hos ham og børnene.

19 år og fra Esbjerg, er hun. Og så spiller hun fo’bold, fortæller Dennis, så drengene kan lære det, hvis de vil.

Selv om Lucas på tre år hellere vil plukke blomster end at rende efter en bold.

Det er ikke mere end et år siden, han fik Lucas’ lillebror, Noah, så han har allerede hænderne fulde som alenefar.

Så to mere! himler folk omkring ham. Er det ikke lige i overkanten?

– Der er mange, der spørger, om ikke jeg synes, jeg er for gammel til at blive far igen, og nej, der er ingen garanti for, hvor længe, jeg er her, men det er netop derfor, jeg også vil have pigerne.

Så kan de fire lave en lille familie og klare sig selv, når jeg ikke er her mere.

Selvfølgelig får jeg mere at se til, men nu har jeg været far i tre år og jeg synes, at det fungerer rigtigt godt. Dagligdagen kører, og jeg elsker det.

Og så får jeg jo hjælp, når pigerne kommer.

Jeg har stadig befrugtede æg på frys, så jeg kunne faktisk få et helt fo’boldhold, hvis jeg ville, smiler Dennis.

EN MILLION PER BARN

24 år og seks forskellige kvinder skulle Dennis Knudsen igennem før det lykkedes ham at få de børn, han har ønsket sig i så mange år.

– Der var det lesbiske par, som jeg lå og duskede inde på D’Angleterre.

Hende, der så fik glæde af mig, endte med at blive til mænd og gå fra sin kæreste, så det gik i vasken.

Så var der min veninde, som jeg også gik i seng med, fordi jeg synes, det må være den rigtige måde at få børn på.

Og fordi jeg godt kan lide kvinder også – jeg har været sammen med masser af kvinder i mit liv, da jeg var yngre. Hun blev forelsket i mig, og det var ikke dét, der var meningen.

Så gik jeg i fertilitetsbehandling med en, hvor det viste sig, at jeg ikke var far til barnet, da hun blev gravid, fordi hun havde bollet ved siden af.

Der var hele tiden problemer.

– Da jeg erkendte, at min alder er ved at være godt deropad, besluttede jeg, at jeg måtte gøre det selv.

Jeg læste så en artikel om et homopar, som fik et barn via et dansk-svensk bureau, som jeg kontaktede, og de garanterede mig, at jeg ville blive far, hvis jeg betalte up front.

En million per barn, plus det løse. Jeg skulle så vælge en ægdonor fra et kartotek med billeder og navn og det hele.

Jeg valgte en amerikansk kvinde, der er lidt højere end mig, meget skandinavisk at se på, blond, blå øjne, ser smuk og dejlig ud.

Dennis fløj til USA og fik sin sæd frosset ned. Og talte med rugemoderen, en singlepige fra Arkansas, som selv har to børn.

– Hun fortalte, at hun godt kunne lide at være gravid og gerne ville gøre en forskel i andre menneskers liv.

Første gang fik vi lagt to æg op, fordi jeg gerne ville have to børn samtidig, men det lykkedes ikke. Men så kom Lucas i 2019 og Noah sidste år.

Med pigerne bliver det en ny rugemor, for hende, jeg har drengene med, kan ikke bære tvillinger, fortæller Dennis, som har en stabil kontakt til rugemoren fra Arkansas.

– Lige nu kalder Lucas alle kvinder for mor, for det siger de andre børn jo også, så han tror, at alle kvinder hedder mor.

Det synes han er lidt underligt, og det går lige i hjertet på mig. Så jeg fortæller ham – og Noah, når han bliver større – at deres mor bor i Amerika.

Han skal ikke føle sig for fremmed, børn kan jo ikke forstå, at de ikke har en mor. Og den rolle vil rugemoren gerne have.

TIL AFRUSNING PÅ HOSPITALET

I dag ser hverdagene i Dennis Knudsens liv nogenlunde sådan her ud: I seng ved 22-23-tiden, hvis ikke han falder i søvn sammen med børnene, hvilket sker ret tit.

Efter en urolig nattesøvn, hvor han har været vågen mange gange, fordi der skal skiftes ble eller gives mælk, eller han selv skal op og tisse, står han op omkring klokken syv, laver morgenmad til børnene, tager en lyn-dukkert, mens de spiser, smører madpakker og klæder ungerne og sig selv på og lander i vuggestuen cirka 9.30.

To-tre gange om ugen kører han ind til sin salon i København, og når han ikke selv kan hente børnene, har han et par søde naboer og en ung pige, der hjælper ham.

Gæster får han ikke så tit, både fordi hans dage er så pakkede, og fordi der er lidt langt til Korsør.

Et noget anderledes liv end det, du havde før. Hvordan er det?

– Det er fantastisk. Mit liv i rigtig mange år kørte på første klasse med fester og middage og masser af alkohol, for lidt søvn, tømmermænd, angst, depression – alt det, der følger med, når du har hypen også.

Og det har været en stor pris at betale, synes jeg. Men jeg holdt op med at drikke, inden jeg fik Lucas og har ikke rørt alkohol siden.

Jeg endte med at ryge ind på Herlev Hospital til afrusning efter nogle ordentlige drukture, fordi jeg havde så mange abstinenser.

Det skete et par gange. Og det gik simpelthen ikke længere.

Gik du så i behandling?

– Ja, jeg fik antabus to gange om ugen og gik hos en psykiater, jeg havde været hos før for at få styr på min angst og depression.

Jeg gik også til et par møder i AA (Anonyme Alkoholikere, red.), men jeg syntes ikke rigtigt, at det gav mig noget.

Det, der gav mig noget, var bevidstheden om, at jeg skulle have et barn. Og så min mors ord.

Hun sagde: ”Hvis jeg ser dig fuld omkring dit barn, så skal du ikke have ham”. Da forstod jeg alvoren. Der var altså folk, der holdt øje med mig.

Udenfor står himmel og hav pludselig i ét. Mørket sænker sig over stuen, og bølgerne krabber hidsigt ind mod os.

Dennis’ telefon giver lyde fra sig i ét væk, men han rører den ikke.

ANGSTEN

Dennis Knudsen er 29 år, da han får sit første alvorlige angstanfald. Han ligger i sengen med sin daværende kæreste, og pludselig ser han sin afdøde fars ansigt i kærestens.

– Jeg fik så meget angst, at jeg sked i bukserne. Jeg kunne ikke få luft, jeg fik hjertebanken og koldsved og kunne ikke finde ud af, om jeg levede eller var død, da jeg så min far.

Hvad nu, hvis jeg bare bilder mig ind, at jeg lever? tænkte jeg.

Jeg tror, at jeg lukkede op for nogle centre, jeg ikke var klar til at åbne, for i dag ved jeg, at der findes noget større end det liv, vi kender.

Men hvis man ikke er klar til at åbne til den spirituelle verden, kan man blive skør, fordi det er for voldsomt.

– Jeg følte, at jeg gik rundt i en anden verden og kunne se mig selv udefra. Som om jeg var spærret inde i en osteklokke.

Et sted, jeg fornemmede, at jeg aldrig kom tilbage fra igen. Og det gjorde jeg heller ikke dengang, fordi angsten kom lige bagefter – det er først i dag, hvor jeg har fået børnene, at jeg er tilbage igen.

Børn holder dig nede på jorden, og det var Guds gave til mig. Lucas betyder faktisk lys – det vidste jeg ikke dengang, jeg gav ham navnet, fortæller Dennis.

Som på stikord lyser himlen op udenfor, og stuen ligger badet i lys.

– Se der, siger han. Bare vi taler om det.

– Den dødsangst, jeg har kæmpet med i så mange år, har jeg ikke længere i dag. For mig findes døden ikke.

Jeg ved godt, at vi skal herfra rent fysisk, men vores energier, vores tanker, følelser, vibrationer, dem er jeg overbevist om lever videre i et flow. Dem kan de jo ikke putte ned i en kiste.

– Så selv om jeg gik i to år med angst og depression, tror jeg på, at det var en gave, jeg fik.

En bevidsthed om, at der kan åbnes til noget større.

Og når man ved det, er der jo ikke noget at være bange for. Vi har ikke noget at bruge den åbning til i det her liv, men det har vi, når vi en dag skal ud at flyve.

Jeg er overbevist om, at det ikke bare er slutprut, når vores fysiske legeme dør.

“FÅR DU NOGET PÅ DEN DUMME?”

Dennis Knudsen voksede op i en to et halvt værelses lejlighed på Novembervej i Mørkhøj. Moderen var bankdame, faderen bygningsmaler.

Han delte værelse med sin fem år yngre lillebror og manglede ikke noget i sin barndom, synes han.

– Men min barndom var påvirket af, at jeg havde en far, som var alkoholmisbruger.

Han havde malersyndrom og dulmede sine psykiske smerter med alkohol, og jeg var altid på vagt overfor ham, for jeg vidste, at min mor blev sur, hvis han var fuld.

Desværre opdagede jeg ind i mellem, at han sad ovre på Mørkhøj Bodega, og en gang tog jeg ham i at drikke, da jeg kom derover.

”Jamen, jeg drikker kun citronvand”, sagde han.

Men jeg smagte på det, da han gik toilettet, og der var snaps i.

– Med tiden fik han også angst og depression, og da jeg som halvvoksen var med ham hos psykiateren, fordi han var så bange og ikke kunne komme derop selv, sagde psykiateren:

”Jeg kan ikke gøre mere for dig, Per”.

Min far døde i en trafikulykke, da jeg var 21. Jeg ved stadig ikke den dag i dag, om det var selvmord, men han efterlod et brev, som min mor aldrig lod mig læse. Jeg ved ikke hvorfor.

Fik du meget kærlighed derhjemme?

– Ja, det synes jeg. Min far var jo håndværker, så han var sådan rigtig mandeagtig over for mig i mine tidlige teenageår, du ved: ”Hva’ så, knægt. Får du noget på den dumme?”

Det var ikke lige de følelser, jeg havde, selv om jeg havde nogle store forelskelser i piger som 14-15-årig.

Da jeg var 18, fik jeg så den første rigtigt store drengeforelskelse i en, der hed Frank.

Der var ingen, der vidste, at jeg var til fyre, og jeg skjulte det.

Når jeg var på Madam Arthur (københavnsk natklub for bøsser, drags og frisindede mennesker i 1970’erne og 80’erne, red.) i weekenderne, sagde jeg bare til min familie, at jeg var på diskotek.

Det var så ikke lige den slags diskotek, de troede, det var.

OVERGREBENE

En dag gik Dennis’ farmor op til lægen og bad om råd, fordi hendes mand ikke var så god til at have sex med hende.

– Ved De hvad, fru Knudsen, hvis ikke De er tilfreds med Deres mand, må De finde en anden, svarede lægen.

Og farmor skulle nok have droppet sin mand og fundet sig en anden, for farfar Knudsen kunne bedre lide fysisk kontakt med Dennis end med sin egen kone.

– Når jeg kom hjem til dem i Sydhavnen var måden, min farfar og jeg sagde davs på, at jeg skulle kramme ham og så holdt han mig fast og stak sin tunge ind i munden på mig.

Samtidig med, at jeg kunne mærke, at han havde stiv pik i bukserne og gned sig op af mig. Han har jo helt sikkert været bøsse.

Han var altid meget sober og velplejet, og så var han balletdanser – han dansede Harlekin i Tivoli – og arbejdede med tekstiler.

Min farfar og farmor har nok bare haft sex, da de fik min far, og så levet i et ægteskab uden sex, tror jeg.

Men jeg elskede at komme hos dem, det var et godt og trygt hjem.

Bortset fra de dér overgreb, han lavede på mig … årh. Det var sådan en kvælningsfornemmelse ...

Har de påvirket dig i dit liv, de overgreb?

– Ja, altså – det tog mange år for mig, før jeg kunne nyde at tungekysse med en, jeg datede. For hvis folk klistrede for meget på mig, fik jeg kvalme.

Jeg har på en eller anden måde tilgivet min farfar, for det handlede ikke om, at han ville være ond ved mig.

Han har bare været betaget og forelsket i mig, og det må jo have været forfærdeligt for ham at have det sådan.

Men jeg har været meget i terapi og tale om de her ting, det har jeg.

Har det hjulpet?

– Altså nu er jeg jo blevet så gammel, så nu påvirker det mig ikke længere. Jeg har ligget og banket i puder og råbt og skreget af ham for at få ham ud af kroppen, og i dag fylder det ikke noget.

KENDISSERNES VEN

Fra en læreplads hos Stuhr kom Dennis Knudsen som 18-årig ud i TV-Byen, hvor han lavede hår, parykker og makeup.

Her lagde han grundstenen til sin karriere blandt alle de kendte mennesker.

Efter seks år gik han freelance og begyndte at lave film og teater, og da TV 2 kom sidst i 1980’erne åbnede han sin egen afdeling på tv-kanalen.

– Det var helt klart et drømmeliv.

Jeg var lykkelig for, at jeg ikke bare skulle stå i en frisørsalon hele mit liv, at jeg kunne komme rundt og opleve en masse ting.

Jeg fik succes, masser af venner og bekendtskaber, og blev kendissernes ven, som kunne gøre dem smukke.

I de år drak Dennis Knudsen meget, men kun, når der var fest – og det var der tit – så han så ingen faresignaler.

– Først da jeg er omkring 45, begynder jeg at fornemme et misbrug, for nu åbnede jeg også altid en flaske vin, når jeg kom hjem – selv om jeg var alene.

Men når folk omkring mig begyndte at tale om det og sige, at jeg var blevet for tyk, var jeg god til at stramme op.

Så tog jeg et halvt år, hvor jeg trænede op til en ironman og ikke rørte en dråbe alkohol.

På den måde har jeg en fantastisk psyke. Så fik jeg en masse omtale og folk tænkte:

”Han kan da ikke være alkoholiker, når han træner 25 timer om ugen!”

Men jeg nåede kun lige over målstregen, så holdt jeg fest for at fejre det og drak mig i hegnet og røg lige i igen. Det gjorde jeg fem gange.

Og det er den vilje og målrettethed, jeg har overlevet på: Når jeg beslutter mig for at gøre noget, så gør jeg det.

Dennis’ viljestyrke gjorde, at han kunne opretholde en facade indtil et vist punkt, hvor abstinenserne gjorde deres indtog, og han begyndte at drikke på arbejdet, når han havde det dårligt.

– Da jeg lavede ”Stille Hjerte” med Bille August, havde jeg det rigtigt dårligt og stod og rystede, da jeg skulle sminke Ghita Nørby.

Hun spurgte, om jeg havde vin med og sagde, at jeg skulle tage et glas, cool som hun er.

Og så drak jeg lige en halv flaske, så jeg kunne arbejde.

Hvad med de andre, du arbejdede sammen med – opdagede de det ikke?

– Jeg var god til at skjule det. Og jeg arbejdede meget med Lars von Trier, som selv drak, når han var på arbejde.

Vi havde hvidvin nede i min bil, så vi gik lige ned og fik tre-fire glas hver i løbet af dagen. Det var nok til, at man fik promillen, men så lidt, at ingen bemærkede det.

Når vi så havde fri fik den hele armen. Og når jeg ikke kunne sove, drak jeg rødvin.

– Det var Lars, der senere introducerede mig til AA – han er selv ædru alkoholiker – men det fællesskab havde jeg ikke så meget brug for.

Men jeg var glad for at være der de første par gange, for man fik et billede af, at alkoholikere altså ikke ser ud, som man tror.

Der er jo mange, der tænker: ”Den pæne dame dér, hun kan da ikke være alkoholiker!” Men ork jo.

IKKE KÆRESTESØGENDE, MEN …

Det længste forhold, Dennis Knudsen nogensinde har været i, varede i fire år.

Det var med Paw, som var elektriker og gift med Dorthe, men sprang ud samtidig med Dennis.

– Vi boede sammen i Gørløse, fra jeg var 24 til jeg var 28. Så gik vi fra hinanden, og jeg fandt en ny kæreste, der holdt et år. Så en anden, der holdt et år, så en, der holdt fire måneder og sådan gik det hele vejen.

Synes du, at du har været uheldig i kærlighed?

– Hmm. Jeg undrer mig ind i mellem over, at det ikke er lykkedes mig at finde præcis den kæreste, jeg gerne vil have.

De store forelskelser, jeg har haft, har altid været nogen, der har været umulige at få fat i.

Enten har de været i forhold eller også har det været heteroseksuelle fyre. Eller nogen, som ikke ville mig.

Hvorfor tror du, det er sådan?

– Nok fordi jeg altid har været søgende. Hvis jeg havde været i ét fast forhold kun, ville jeg aldrig kunne være tro.

Jeg ville altid være for nysgerrig på livet. Og måske er det et mønster i mig, at jeg forelsker mig i nogen, jeg ikke kan få.

Kan det have noget at gøre med, at jeg er bange for at sige helhjertet ja til kærligheden? Jeg ved det ikke …

Har du opgivet?

– Narh, jeg tror på, at han er derude et eller andet sted. Men jeg gør det jo ikke lettere for mig selv ved at få fire børn.

På den anden side får jeg så meget kærlighed af børnene, og det er jo nemt nok at gå ud og få noget fysisk kontakt med de datingapps, der er i dag.

Dem er jeg ikke flov over at bruge. Så … Jeg er ikke kærestesøgende, men hvis jeg lukker øjnene ved jeg godt, hvordan han skal se ud.

BRANDERTERNE FORUDEN

Det var i 2016, at Dennis Knudsen besluttede sig for at blive far – koste, hvad det ville. Det var også derfor, han lukkede salonen i Ny Østergade, hvor den havde ligget i 15 år.

Året inden havde han forsøgt sig med en restaurant, som egentlig bare skulle hype salonen og skaffe kunder. Men dét eventyr endte brat efter kun 32 dage.

– I dag er jeg lykkelig for, at jeg ikke har restauranten, for så havde jeg ikke siddet her. Så havde jeg drukket mig ihjel.

Den partner, jeg havde restauranten med, bildte mig ind, at hun kunne styre det, men hun skulle hele tiden bruge flere penge, alt var kaos, og det endte med, at jeg selv stod og vaskede op.

Og så drak jeg af helvede til, ellers kunne jeg ikke holde ud at være der. Det var store fadøl fra morgenstunden.

– Jeg er heller ikke sikker på, at jeg havde kunnet finde mere gnist i livet ved at være kendisfrisøren Dennis Knudsen, som alle klappede af, hvis ikke jeg havde fået børn.

Det er vidunderligt, at jeg har mange af de kendte som venner i dag, men nu er hele det liv sekundært.

Det kan godt være, at der en kendis, der skal klippes og farves, fordi hun skal på tv i morgen, men jeg skal hente Lucas og Noah, og det er vigtigere.

Så må hun finde en anden. Sådan prioriterer jeg nu, og det har jeg det rigtigt godt med.

At jeg ikke skal være tilgængelig for verden hele tiden.

Du har fundet ro i dit liv?

– Ja, virkelig. Og det tror jeg kun, man kan sige, hvis man også har været der, hvor livet ikke var til at bære.

Hvor det har gjort så ondt, at man har overvejet at tage det. Men når man er så ekstremt bange for døden, som jeg var, tør man jo ikke at tage sit liv.

Man tør heller ikke at leve, for man skal jo dø en dag.

Du var simpelt hen så bange for at dø, at du ikke turde leve?

– Ja. Og hvor er du så henne? Du kan ikke gå til højre, du kan ikke gå til venstre, du kan kun være i angsten.

Dennis Knudsen er ikke i tvivl om, at alkoholen har en stor del af skylden for hans angst og depressioner. Nok 50 procent, hvis han skal gætte.

– Det er ret skræmmende at finde ud af, at det faktisk er alkoholen, der skaber angsten, for det er jo også den, der dulmer den.

Så befrielsen i ikke at have alkohol i mit liv længere er en kæmpe optur. Men jeg vil ikke have været alle de fester og branderter foruden, for det har eddermame også været sjovt.

Og det kan godt være, at jeg laver et comeback, når jeg bliver 80. Når jeg er så gammel, at det kan være ligegyldigt, og børnene kan klare sig selv, danser jeg måske på bordene igen.

Men ikke før. Jeg har det sgu for godt.

Dennis Knudsen er efter interviewet blevet far til fire - i sidste uge fortalte han på Instagram, at to piger er kommet til verden.