Hun fotograferer dem, der ikke "passer ind": Det er os andre, der har en berøringsangst"

Angst, de rigtige valg, opgør, seksualitet og håb er nogle af de første ord, man møder, når man bladrer igennem Marie Halds nye bog “Feminin”.

Ord, der også har dannet ramme for Marie Halds arbejde som fotojournalist gennem 10 år, og ord, der nu også er den røde tråd i den fotobog, som har været undervejs i tre år.

For Marie Hald har det altid været vigtigt at komme helt tæt på og ind under huden hos de mennesker, som hun fotograferer.

Mennesker som ikke altid “passer ind i samfundet”, fortæller hun.

Om det handler om kropsidentitet, psykisk sygdom, seksualitet, angst eller døden, er Marie Hald ikke bange for at bevæge sig ind i det rum, hvor det bliver svært, sårbart – og ærligt.

– Tit vil folk gerne fortælle deres historie, og det er mere os andre, der har en berøringsangst.

Jeg har også prøvet ting i livet, mistet min far pludseligt og stået midt i en sorg med mine søstre og mor.

Der lærte jeg, at man bare skal gå lige på og snakke om tingene, siger hun.

Marie Halds første fotoserie handlede også om at gå tæt på og være der, hvor det bliver sårbart.

Hun var ved at færdiggøre sin uddannelse som fotojournalist, da hun lavede en fotoserie om Bonnie, der er sexarbejder og mor til tre.

I to år fulgte Marie Hald Bonnie, og i 2013 vandt hun prisen for årets pressefoto for sit arbejde.

– Der var jeg virkelig tæt på noget sårbart. Jeg gik ind i projektet, også psykisk, og jeg har efterhånden lært at være i de svære situationer.

Jeg ved dog også, at jeg ikke kan gå ind og løse problemer, men jeg kan give folk en stemme.

Det betyder vildt meget for mange mennesker, siger Marie Hald og fortsætter:

– Folk føler sig empowered, når de fortæller deres historie, selv om den måske er hård.

Vil bryde tabuer

Marie Hald er heller ikke bange for at sætte sin egen sårbarhed i spil, når hun arbejder.

Hun har selv angst og OCD, som stadig blusser op i perioder.

Fra hun var 13 år, til hun blev 22, vidste hun ikke, hvad det var, og hvorfor hun havde tvangstanker om, at hun skulle indrømme, hvis hun lavede en fejl eller gjorde noget forkert.

Der var et moralsk kompas, der kørte inde i hovedet og fortalte hende, hvis noget ikke var okay.

– Jeg troede, at jeg ville blive skør, og jeg kunne ikke forklare mine tanker til andre, fordi jeg var bange for, at de ville tro noget mærkeligt om mig, fortæller hun.

Da Marie Hald som 22-årig fandt ud af, at hendes tvangstanker skyldtes OCD, begyndte hun at tale mere med venner og familie om det.

Og da hendes fotografier fik opmærksomhed, og hun begyndte at komme mere i medierne, føltes det også naturligt at snakke om sin OCD og angst der.

– Jeg placerer mig selv midt i dét at tale højt om at have det svært.

På den måde har det været en gave i mit arbejde, at jeg kan fortælle om mine egne oplevelser.

Min OCD er bare et eksempel på, at jeg kunne have haft det så meget bedre, hvis det ikke var et tabu at snakke højt om, siger hun og fortsætter:

– Drivkraften bag rigtig mange af mine projekter handler derfor også om at bryde tabuer og give minoriteter en stemme, så vi kan se et mere mangfoldigt billede af, hvordan samfundet egentlig ser ud.

Kropsaktivisme

Et mere mangfoldigt billede kunne Marie Hald også have brugt, da hun gik i folkeskole og gymnasiet i midten af 00’erne.

Her var der kun tynde, hvide piger i fjernsynet, og hvis man talte om en “kvinde med former”, var det ofte sangerinden Jennifer Lopez, der stadig var meget slank.

– Vi så generelt ikke tykke mennesker, folk med forskellige hudfarver, og vi hørte ikke om psykiske sygdomme i tv’et, fortæller Marie Hald.

Derfor gjorde krops- og tykaktivismen også et stort indtryk på hende, da hun begyndte at beskæftige sig med det i 2017.

– Jeg fotograferede nogle seje kvinder, der fortalte, hvordan de bliver råbt ad på gaden og spyttet på.

Jeg synes, at det er en af de minoritetsgrupper i samfundet, som stadig bliver gjort grin med og udskammet, siger hun.

– Min bog handler om mere end det, men det er det emne, som jeg har haft mest lyst til at råbe op om.

Da hun startede, var der kun en artikel på emnet, der handlede om at kalde sig selv tyk, uden at bruge det som et skældsord.

Siden er det gået hurtigt, og flere store firmaer bruger nu også tykke mennesker og folk med handicap i deres reklamer.

– Sådan var det ikke, da jeg voksede op, og jeg håber virkelig, at det hjælper, siger Marie Hald.

Generationen, der kæmper

Det billede af samfundet, som Marie Hald og hendes veninder voksede op med, mener hun også har påvirket dem i dag.

– Vi skal have X-faktor, og vi skal blive til noget. Vi skal træffe de rigtige valg og hele tiden udfolde vores potentiale i livet. Det er bare hårdt, siger hun og fortsætter:

– Det paradoksale er nok, at jeg har den karriere, som samfundet gerne vil have, man får.

Men jeg synes, at vi skal præstere mere i dag end i mine forældres generation. Arbejde var ikke hele deres liv, og der var det nok at få nogle dejlige børn.

– De kæmpede i stedet fælleskampe, som eksempelvis kvindekampen, hvor vi i min generation kæmper med os selv, siger hun, og tilføjer, at hun i dag ser en ny generation, der gør det anderledes.

– Jeg tror virkelig på den nye generation, der tør råbe højt og allerede er i gang med at kæmpe sammen.

De er bare virkelig cool, siger hun.

Marie Halds nye bog har fået titlen “Feminin”, da hun ser det som en feministisk bog, der skal kæmpe og skabe plads til alle etniciteter, køn og psykiske diagnoser i samfundet og mediebilledet.

– Jeg ville ønske, at det, vi ser i “Feminin”, er det, som alle ser i mediebilledet.

At det er et lige så bredt udsnit af forskellige mennesker, man også vil få i sit feed på Instagram, siger hun og tilføjer til sidst:

– Jeg vil også ønske, at der er endnu flere forskellige grupper repræsenteret i bogen. Man kan ikke gøre det perfekt, men altid prøve.