mikael
#metoo

Flere kvinder anklager den svenske skuespiller Mikael Persbrandt for krænkelser

2. september 2022
Af Silje Qvist
Foto: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix
Kvinderne har i årevis forsøgt at række ud og advare mod den svenske skuespiller, lyder det. Persbrandt bekræfter ikke de konkrete historier fra kvinderne.

Mikael Persbrandt er en af Sveriges mest berømte skuespillere. Han har medvirket i mange store, internationale produktioner. Men løbende med hans succes har kvinder varslet mod ham i årevis. Det skriver den svenske avis Dagens ETC.

”Han er stadig derude,” har en anonym kvindelig skuespiller udtalt til mediet.

En række kvinder har anklaget Mikael Persbrandt for alvorlige krænkelser. De har blandt andet forsøgt at advare mod ham ved at sende en e-mail til Netflix og til det britiske produktionsselskab Eventfilm, som står bag serien ”Sex Education,” Persbrandt har medvirket i siden 2019.

Ifølge mediet stod der følgende i mailen: ”Vi vil gerne informere jer om, at den mest nævnte person blandt alle vidnesbyrd fra den svenske #metoo-bevægelse, kaldet #tystnadtagning, er skuespilleren Mikael Persbrandt.”

I Sverige valgte de kvindelige skuespillere, at mænd ikke skulle nævnes offentligt ved navn under #metoo. Kvinderne ville stå frem i deres vidnesbyrd og fortælle om, hvad de var blevet udsat for, for at udstille strukturen fremfor mændene bag.

Erindringsbog

Mikael Persbrandt udgav i 2018 sin egen erindringsbog, der hedder ”Som jeg husker det”. I den indgår mindst to historier, som kan passe ind under #metoo, skriver Berlingske.

I den ene forsøgte Mikael Persbrandt at tage skuespilleren Rebecka Hemse på brysterne, hvorefter hun gav ham en lussing. De to arbejdede sammen på Teater Galeasen i 90’erne. Den hændelse har Rebecka Hemse bekræftet over for Dagens ETC.

I en anden beskrives det, hvordan han uden forudgående aftale trak trusserne af sin kvindelige medspiller under en sexscene. Hun sparkede ham og råbte stop. Hun blev ikke informeret om, at hændelsen var inkluderet i erindringsbogen.

Det er velkendt, at Mikael Persbrandt er bipolar og tidligere har været stofmisbruger, hvilket også fremgår i hans erindringer, men nu skulle han angiveligt opføre sig bedre. Historier om ekstrem og manisk opførsel er tidligere blevet fortalt i danske og svenske medier.

Persbrandts svar

Mikael Persbrandt har fået lov til at kommentere på anklagerne. I et langt svar til Dagens ETC skriver han, at både han selv og branchen har ændret sig.

”At forsøge at skabe et billede af, at det var mig og muligvis andre individer, der skabte en ulige branche eller var årsag til arbejdsmiljøproblemer, er ikke sandt og gavner hverken #tystnadtagning eller branchens arbejde,” skriver Mikael Persbrandt og fortsætter:

”Ja, historisk set har jeg haft sider og opført mig på måder, som jeg ikke er stolt af i dag, og som jeg har lagt bag mig. Sideløbende har hele branchen taget flere afgørende skridt for at imødegå de strukturelle problemer med ulighed og arbejdsmiljø, der har været.”

Læs også