Savner du også Den store bagedyst? Nu afslører DR datoen for den nye sæson
Det er ifølge kalenderen blevet efterår, og traditionen tro betyder det, at der er masser af nye programmer at følge på tv.
Nu er der også godt nyt til dem, der bare ikke kan vente på nye afsnit af Den store bagedyst, for nu har DR afsløret, hvornår vi igen kan følge et nyt hold deltagere og deres kamp mod tiden.
Lørdag 24. september - om bare små tre uger - er der nemlig premiere på sæson 11 af det populære kageprogram.
Det er igen Timm Vladimir, der er vært, mens der også er genvalg til dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo.
En anderledes sæson
”Seks kvinder og fire mænd er nu klar til at binde forklæderne og smøge ærmerne op i hele Danmarks bagetelt.
I ugevis skal de dyste på både italiensk bagværk, gylden karamel, godt gammeldags rugbrød, smukke blomsterroulader og vanvittige illusionskager”, skriver DR om den nye sæson.
Seks nedslag i renæssance-mennesket Timm Vladimirs fantastiske karriere
Samtidig afslører kanalen også, at den 11. sæson kommer til at adskille sig fra de forrige, fordi der er flere hemmelige udfordringer.
”Og så bliver deltagerne her i 11. sæson udsat for endnu flere hemmelige bagninger end vanligt. Det bliver en ekstra nervepirrende udfordring for de deltagere, som har det allerbedst med at have øvet sig grundigt hjemmefra!”
Denne artikel blev først bragt på Billedbladet. Dette er en redigeret version.