Brev til Anna Mejlhede: Jeg føler mig utilstrækkelig

Kære Anna

Jeg føler mig simpelthen så hårdt spændt for.

Mine forældre er blevet gamle, min mor er dog frisk nok, men min far er blevet syg, så jeg er der ekstra meget for mine forældre pt.

Mine børn er teenagere, 13 og 15 år, så de kan ikke helt klare sig selv, og de bor stadigvæk hjemme.

Den ene har det svært i skolen og er lidt sårbar, så hende er jeg der ekstra meget for. Og så skal de selvfølgelig have mad hver dag, og jeg kører dem til alverdens ting.

Jeg er skilt, men teenagerne er mest hos mig. Jeg arbejder som lærer, så der er også en del at se til inkl. nogle gange aftenarbejde.

Og ved siden af dette her, har jeg også nogle venner, jeg gerne vil se af og til.

Jeg føler, at jeg render mellem den ene og den anden forpligtelse, og at jeg er omsorgspersonen i alles liv. Selv om jeg prøver at gøre det, så godt jeg kan, føler jeg mig utilstrækkelig.

Og nogle gange er jeg også utilstrækkelig, jeg glemmer en fødselsdag, et møde eller den nye pinkode til mit dankort, og jeg vrisser af mine børn eller mor.

Jeg har mest af alt lyst til at stirre ind i en væg i 14 dage, eller råbe højt og længe ud over havet og derefter gå på hotel og næste dag råbe højt ud over havet igen.

Men hvis jeg skal være realistisk, får jeg ikke lige mere tid til mig selv i den nærmeste fremtid.

På sorte dage ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal klare ærterne, og jeg har lyst til at sige mit job op og aflyse alle aftaler.

Hvordan kan jeg komme igennem den her tunge periode, jeg ikke ved, hvornår stopper, og gøre tingene så godt jeg kan, uden jeg mister mig selv?

Gode hilsner

Mig

Kære dig

Jeg får sådan lyst til at forære dig et kaffekrus med tegneren Line Jensens motto: “Alle kan ikke alting altid!”

Selv om det ikke med et trylleslag letter dine skuldre, kunne det fungere som en daglig påmindelse om, at heller ikke du vågner hver morgen og hælder trylledrikken “Ubegrænset tid og overskud” i dig.

Af og til luller vi os ind i den vrangforestilling, at vi kun ved at bukke begge ender sammen på os selv lever op til at være et godt menneske.

Men når vi dræner os selv i jagten på at gøre alle glade og tilfredse, brænder vi i stedet ud og holder op med at være noget som helst for nogen.

“Så godt du kan” er virkelig langt mindre end det, du lige nu gaber over.

At erkende hvad vi reelt kan overkomme er også at turde skuffe de mennesker, som betyder noget for os. Den pille er svær at sluge.

Men hvis alternativet er at stirre ind i en væg fjorten dage i træk, sige op eller skrige ud i den tomme luft – er det så ikke forsøget værd?

Lad dine store børn tage bussen af og til, og vær en tid den sidste til at tilbyde hjælp til nogen. Også dine forældre.

Inden du nu dunker dig selv i hovedet med en masse nye krav om at være “god til at sætte grænser,” så hør her engang:

Hvis det var let som at stryge en tændstik, så ville bibliotekets hylder nok ikke bugne af litteratur om det.

At finde ud af at prioritere, sætte grænser og trække vejret i sin hverdag, er noget de fleste af os kæmper med. S

å tag et lille skridt ad gangen. Et enkelt nej om dagen er bedre end ingen, og om så du glemmer alles fødselsdage en tid – inklusiv din egen – så fat mod!

Ingenting er statisk. Heldigvis heller ikke de faser af livet, vi ikke kan overskue.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.