Hun havde set folk blive handlingslammede af gæld - så byggede hun sit hus selv

Jette hus ligger helt smukt på en bakke. Med udsigt til vandet og vendt mod solen fra den står op, til den går ned.

Indenfor i husets hjerte står masseovnen, huset eneste varmekilde med bagsiden vendt mod badeværelset.

Viktualierummet er selvfølgelig placeret mod nord i det 200 kvadratmeter store halmhus.

– Det var givet. Et viktualierum skal jo være køligt. Et badeværelse har til gengæld altid godt af varme.

Ja, der er tænkt over detaljerne. Og det er Jette selv, der har tænkt. Og tegnet og bygget huset. Med sine egne hænder.

Og hun var hverken tømrer eller murer eller arkitekt, men dengang uddannet ejendomsmægler og havde arbejdet i den finansielle sektor.

“Er du ikke stolt?” er der mange, der spørger hende. Men nej, det er hun ikke. Overhovedet ikke.

– Det er bare noget, jeg har gjort. Jeg har været vant til at gøre alting selv, lige fra jeg var barn. Jeg er vokset op på landet, og mine forældre havde travlt i deres landbrug.

Når de ikke havde tid til at kalke eller male, var det mig, der gjorde det. Sådan var det jo på landet. Det var helt naturligt.

Og så er hun meget visuel.

– Når jeg ser andre gøre det, så kan jeg også finde ud af det. Jeg har f.eks. altid selv hængt lamper op, uden at der er nogen, der har lært mig det.

Jeg har bare set min far gøre det, og så kunne jeg også.

Sammenlagt tog det seks år at bygge halmhuset. Dengang var hun gift, men huset var hendes drøm og hendes projekt. Ikke hendes mands.

– Han var kun med, da jeg skulle have jord op på taget. Han sad i en teleskop-oplæsser, og jeg stod i skovlen og lagde jord på taget.

Resten klarede hun selv, med hjælp fra en kran, da spærene skulle rejses. Og professionelle til alt det lovpligtige, kloak og strøm.

Nogle dage arbejdede hun solen sort. Andre dage 10 minutter. Det afhang af det plejebarn, hun havde dengang.

Og det havefirma og landbruget, hun havde sammen med sin mand. Og det var helt fint. For hun havde ikke nogen deadline på huset.

– Vi havde jo stuehuset, der stod på grunden, da vi købte ejendommen.

Det var et nedlagt landbrug med ni hektar jord, som de omlagde til økologisk landbrug.

– Stuehuset var på bare 47 kvadratmeter, og der var hverken varmt vand eller isolering, og egentlig skulle vi kun bo der midlertidigt, til vi havde fået bygget et nyt hus.

Det skulle være et bæredygtigt hus. For hvorfor dyrke økologisk og så samtidig bo med sundhedsskadelige stoffer i væggene?

Men det ville blive alt for dyrt, og de ville gældsætte sig for millioner. Og så læste hun om halmhuse. De skulle være så gode at være i og til at gå til for selvbyggere. Hun kunne måske bygge ét selv?

I finanssektoren havde hun set, hvor handlingslammede folk kunne blive af gæld. Tænk hvis man kunne sidde gældfrit?

Og sådan gik det til, at de boede 19 år i det uisolerede stuehus, mens de sparede op til materialerne, og Jette læste op på tingene, så tegnede og til sidst byggede.

Hun begyndte med bygningsreglementet, og så købte hun nogle bøger om halmhuse og gik på nettet.

Der var især megen viden at hente i USA, og Jette var grundig.

I perioder byggede hun hele tiden, og det kunne godt være svært for hendes mand. Skal du altid være i det byggeri? spurgte han. Men de så ikke helt ens på det.

– Det var det bedste job, og det gav mig så meget energi. Jeg var skabende og brugte mig selv fysisk.

Og så har det givet hende den frihed, hun drømte om. Til at gøre de ting, hun har lyst. Bo på landet, dyrke jorden, være sin egen chef.

– Der er ikke nogen, der rykker mig. Det er en kæmpe frihed. Og når du først har været din egen chef en gang, er det svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

I dag dyrker Jette jorden biodynamisk sammen med den mand, hun bor sammen med i dag.

På førstesalen har hun indrettet klinik hvor hun giver kinesiologiske behandlinger. Og byggeriet har hun aldrig sluppet.

– Jeg har både bygget hønsehus og et stort maskinhus siden.

Det griber om sig, når man først kommer i gang, og hvis man ellers kan lide det. Jeg blev helt klart ramt af byggefeber.

Hun tog det første spadestik i 2003, og fem år efter rykkede de ud af stuehuset og ind i halmhuset. I stueetagen.

Så mistede Jette sin mor, og hun tog en byggepause på to år. Førstesalen var færdig på et år, i 2011. Nogle år efter blev de skilt.

Hun giver ikke byggeriet skylden for bruddet.

– Nogle gange udvikler vi os forskelligt. Vi gik hver vores vej.

Men hun lægger ikke skjul på, at det var et kæmpe arbejde at bygge det hus.

– Og tungt. Meget tungt. Jeg stod jo selv med det hele, døre og vinduer. Det er tungt.