Brev til Anna Mejlhede: Er det for svær en familiefusion?

Hej Anna

Jeg har brug for gode råd i min situation.

Min kæreste og jeg ønsker at flytte sammen, vi har været kærester i halvandet år og har det rigtig godt sammen.

Vi har begge et barn hver på fuldtid (bortset fra hver anden weekend). Grunden til vi ikke er flyttet sammen endnu er hans søn.

Han har adfærdsvanskeligheder, er meget konfliktsøgende, negativ og har et nedladende syn på aktiviteter udover skærm­aktivitet.

Derfor er konfliktniveauet ofte meget højt, hvor han taler rigtig grimt. Han er meget svingende i sit humør – enten overglad eller meget negativ.

Det er utroligt udmattende at være i hans selskab, desværre. Det skal dog siges, at vi – sønnen og jeg – har en god relation på trods af vanskelighederne.

Hans far gør alt, hvad der står i hans magt for at hjælpe sin søn. Skole, kommune og læge er også involveret.

Jeg er ked af, at hans søn skal døje sådan og ønsker af hele mit hjerte, at han får hjælp til at håndtere sine følelser, så livet bliver lettere for ham.

Men i og med, at han er, som han er, føler jeg ikke min kæreste og jeg kan ses ret meget sammen med børnene, da jeg er bange for, at hans søns negative adfærd smitter af på mit barn.

Jeg kan nogle gange høre, at mit barn kopierer ting, som hans søn har sagt.

Derfor kan vi ikke flytte sammen, som situationen er i øjeblikket.

Vi har få gange talt om, hvorvidt sønnen burde bo et andet sted, hvor han kan få den rette hjælp, men det er en meget svær beslutning for hans far, som er meget påvirket af sin søn.

Mit dilemma er, at jeg ikke trives i et forhold, hvor vi ikke bor sammen, jeg trives ikke i en hverdag hver for sig, jeg ønsker mig flere børn og et fælles liv.

Det gør min kæreste også.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal blive i forholdet og håbe på, at det bliver bedre, eller om jeg skal indse, at det er bedre at gå hver til sit og fokusere på mit eget liv og mine drømme.

Situationen fylder meget for mig, da jeg er så ked af, at vi skal være fra hinanden og har svært ved at være tålmodig, når jeg ikke ved, om tingene vil ændre sig.

Kærlig hilsen

Mig

Kære mig

Det lyder, som om din kæreste står et meget sårbart sted i livet med sin søn. Intet er mere knugende, end hvis vores børn har det svært.

Vores børn er de menne­sker, vi er tættest forbundet med og hele vores liv farves jo af, hvordan de har det.

Hvor er det trøstende godt at høre, at du har en god relation til din kærestes søn, trods alle udfordringerne.

Følelsen af at lide afsavn følger ofte i hælene på at gøre, hvad vi kan, for at vores børn får de bedst mulige vilkår at udvikle sig under.

Jeg kan derfor sagtens følge dig i dine frustrationer omkring, hvorvidt I nogensinde får en sammenbragt familie til at fungere, som situationen er lige nu.

Det er klogt af dig ikke at stille din kæreste det ultimatum, at hans søn skal bo et andet sted, hvis I skal flytte sammen.

For din kæreste skal aldrig føle, at han kun ved at vælge sin søn fra i dagligdagen får mulighed for at etablere et samliv med dig.

At flytte fokus fra det fastlåste i situationen og til dit eget liv, barn og drømme, synes jeg lyder som en god idé.

Spørgsmålet er, om du kan gøre det – og alligevel holde fast i din kæreste?

Brug de små lommer af tid, I har sammen alene, til at finde ud af, om jeres kærlighed er stærkere, end smerten over ikke at kunne bo sammen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.