Fem film, vi ikke kan vente med at se dette efterår
Foto: PR
Blonde
Marilyn Monroe er indbegrebet af klassisk Hollywood-glamour, og hendes stjernestatus er stadig uforandret her 60 år efter hendes død i 1962.
Hendes udseende er blevet en hel ikonografi i sig selv.
Så ingen er i tvivl, når de ser den blonde krøllede page, den lille skønhedsplet over de røde læber, den stramme sweater og det plisserede skørt, der letter i vinden, at det handler om Marilyn Monroe.
Filmen "Blonde" er en af de mest ventede titler på Netflix dette efterår, og rent visuelt tegner den også til at blive et sandt overflødighedshorn.
Den er baseret på den biografiske fiktionsroman af samme navn fra 2000 af Joyce Carol Oates og forsøger at genskabe Norma Jeane Bakers indre liv – som barn, kvinde og idol – mens hun udadtil skaber sig selv som Marilyn Monroe.
Ana de Armas spiller Marylin Monroe i filmen, der udvisker grænserne mellem fakta og fiktion og viser den voksende splittelse mellem filmstjernens private og offentlige jeg.
Selv om vi godt ved, hvordan det hele ender, er både hendes historie og persona stadig lige så tryllebindende i dag som dengang.
"Blonde" har premiere 28. september på Netflix.
My Policeman
Er der et navn, der dominerer overskrifterne i nyhedsmedierne for tiden, er det Harry Styles.
Den britiske sanger og nu også skuespiller løber med al opmærksomhed, hvad enten han rammer den røde løber ved Venice Film Festival i fuld Gucci-uniform, optræder som den første mand (i kjole) på forsiden af amerikansk Vogue eller spiller for fulde koncertsale over hele verden iført flamboyante paillet-outfits.
Og nu indtager han også hovedrollen i Prime Videos nye romantiske kærlighedsdrama "My Policeman".
Filmen er baseret på Bethan Roberts’ roman fra 2012 af samme navn og er en fortælling om forbudt kærlighed og skiftende sociale konventioner.
Vi følger politimanden Tom (Harry Styles), læreren Marion (Emma Corrin) og museumskuratoren Patrick (David Dawson).
Det handler om et ungt pars ægteskab og en udenomsægteskabelig romance.
Et fint portræt af tre menneskers indbyrdes relationer og et hemmeligt homoseksuelt forhold i 1950’ernes bornerte Storbritannien.
"My Policeman" har premiere 4. november på Prime Video.
Hilma
Den svenske maler Hilma af Klint (1862-1944) var en pioner inden for abstrakt maleri, men hendes egen samtid var overhovedet ikke klar til hendes banebrydende kunst.
Først de senere år har hun fået den anerkendelse, hun virkelig fortjener, bl.a. med store særudstillinger på kunstmuseerne Louisiana, Moderna Museet i Malmø og Guggenheim i New York.
Og nu får hun også sin egen film med Tora Hallström og Lena Olin i hovedrollerne som den unge og ældre Hilma.
Instruktøren Lasse Hallström ("Hva så, Gilbert Grape?", "Mit liv som hund") har kastet sig over at fortælle historien om det kunstneriske geni, der hævdede at være besat af ånder, som førte penslen, når hun malede sine farverige former, cirkler og spiraler.
Mens hendes samtidige kvindelige kolleger primært malede portrætter og skildrede kvindesysler, udviklede hun allerede i 1906 et unikt abstrakt formsprog, der mere minder om Kandinsky, Mondrian og Malevitj, som i dag betragtes som foregangsmænd inden for den abstrakte 1900-tals kunst.
Filmen skildrer udviklingen af hendes spirituelle side og er med til at understrege hendes vigtighed i kunsthistorien.
"Hilma" har premiere 18. november på Viaplay.
Goodnight Mommy
Trænger du til et godt gys, er der god grund til at se frem til filmen "Goodnight Mommy", som er et remake af den østrigske psykologiske horrorfilm af samme navn fra 2014.
Naomi Watts spiller hovedrollen som moderen, der allerede i traileren får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os.
Da de enæggede tvillinger (Cameron og Nicholas Crovetti) kommer hjem til deres mor på landet, får de sig en overraskelse, da de ser hendes ansigt pakket ind i kirurgisk bandage.
And Just Like That ... er Aidan tilbage på skærmen igen
Den umiddelbart plausible forklaring lyder, at forbindingen skylles en kosmetisk operation, men både vi og de to brødre fornemmer hurtigt, at noget er helt galt.
Da moderens opførsel bliver tiltagende bizar og utilregnelig, rammer en frygtindgydende tanke dem – er kvinden overhovedet deres mor?
Vi krydser fingre for, at det ikke går tvillingerne lige så grumt som i Kubricks Ondskabens hotel.
"Goodnight Mommy" har premiere 16. september på Prime Video.
The Greatest Beer Run Ever
Det lyder som titlen på en virkelig dårlig amerikansk highschool-film.
Men "The Greatest Beer Run Ever" er noget så spektakulært som historien om en mand, der i 1967 forlader New York for at bringe øl ud til sine barndomsvenner, som gør tjeneste i den amerikanske hær under Vietnamkrigen.
Zac Efron spiller vovehalsen Chickie, der begiver sig ud på den vanvittige mission.
Han vil personligt opstøve sine venner, mens de ligger i mudderet og kæmper mod Viet Cong for at skåle med dem i amerikansk øl.
Hvad der starter som sjov og ballade, ender selvfølgelig med at ændre Chickies perspektiv på livet.
Lyder historien usandsynlig? Den er ellers god nok.
Filmen er nemlig baseret på en sand historie i form af New York Times-bestselleren af samme navn fra 2017.
Det er Peter Farrelly, der har instrueret filmen, som også har Russell Crowe og Bill Murray på rollelisten.
"The Greatest Beer Run Ever" har premiere 30. september på Apple TV+
Artiklen blev første gang bragt hos Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.