En bevægelse er startet i Iran: “Jina Mahsa Aminis død var dråben, der fik bægeret til at flyde over”

Det iranske regime arbejder gradvist på at lægge internettet ned i hele landet. De vil ikke have, at flere videoer kommer ud fra protesterne på gaderne. For hvis demonstranterne får større opbakning, kommer vi til at se et presset regime.

Og netop et regime med en større bevægelse imod sig kan få fatale konsekvenser for civilbefolkningen, mener Iran-ekspert Claus Valling Pedersen.

– Regimet frygter, at Jina Mahsa Aminis død kan blive gnisten, der har tændt befolkningen. De tidligere bevægelser i Iran har vist, at regimet slår hårdt ned, når folket kæmper imod, siger Claus Valling Pedersen.

Det er nu en uge siden, at den 22-årige Jina Mahsa Amini døde efter at have været i politiets varetægt. Ifølge øjenvidner blev hun gennemtævet under anholdelsen, hvor hun efterfølgende endte i koma. Efter tre dage på hospitalet dør hun.

Jina Mahsa Aminis død har startet store demonstrationer i Iran.

På videoen ses en billboardplakat af Irans religiøse leder Ali Khamenei sat i brand.

Der er stor opbakning til de kvinder, der tør smide tørklædet. På videoen her, ser man hvordan kvinderne brænder deres hijabs.

Det iranske folk har samlet sig på gaderne. Selvom kvinderne startede protesterne ved at klippe deres hår og brænde deres hijabs, er både mænd og kvinder taget på gaden for at protestere mod regimet.

Der er ingen tvivl om, at modstanden mod regimet bliver stærkere og stærkere. Det betyder dog også, at regimets modsvar bliver nødt til at være det.

Øjenvidneberetninger dokumenterer, at de iranske sikkerhedsstyrker skyder med metalkugler ind i de protesterende menneskemængder. Det har resulteret i både dødsfald og alvorlige skader blandt demonstranterne og heriblandt også børn. Det oplyser Amnesty International.

Ifølge de nyeste tal fra menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights er der dræbt mindst 31 civile demonstranter. De iranske myndigheder beretter om, at mindst otte mennesker er blevet dræbt i forbindelse med urolighederne. Det skriver DR.

I starten var det byerne Saqqez og Teheran, der var epicentre for demonstrationerne, men de har spredt sig som ringe i vand.

– Når befolkningen selv i de religiøse byer som Mashhad og Qom går i protest, så er der virkelig en stor del af befolkningen, der siger: ’vi kan ikke leve under det her’. Der er en stærk følelse af, at befolkningen ikke har noget at miste, siger Iran-ekspert Claus Valling Pedersen.

Det startede med Jina …

Siden 1979 har kvinderne været tvunget til at bære tørklæde uden for hjemmet.

Men i løbet af de sidste par år har mange af særligt de yngre kvinder moderniseret måden at gå med tørklædet på. Moden er blevet at vise en smule mere hår, men der er ikke tale om at smide tørklædet helt. Så da Jina Mahsa bliver slået ihjel, starter det en helt særlig følelse blandt de yngre kvinder.

– Det er især de veluddannede, yngre kvinder, der protesterer mod den rolle, de bliver tildelt igennem regimet. De ser mod de vestlige demokratier. Bevægelsen blandt de yngre kvinder har været der i lang tid, men Jina Mahsa Aminis død har været dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger Claus Valling Pedersen og fortsætter:

– Jina Mahsa Aminis brutale skæbne viser et offer for den undertrykkelse og vold mod kvinder, som regimet i den islamiske republik Iran står for.

De yngre kvinders mødre og bedstemødre har oplevet et andet Iran. Et Iran, hvor de ikke blev tvunget til at bære tørklædet, og hvor de måtte gå klædt, som de ville. I årevis har de været pålagt tvang, derfor er det stærke billeder, når de ældre kvinder tager tørklædet af.

… Men det ender med regimet

Det er ikke første gang, at der har været store demonstrationer i Iran.

Iran har været ramt af sanktioner de sidste mange år. Særligt kom en række barske sanktioner, da den daværende amerikanske præsident Donald Trump trak sig fra atomaftalen mellem Iran og den øvrige verden. Det har medført en stor økonomisk krise for landet, som befolkningen mærker hver dag. Priserne stiger, folk bliver fattigere.

Det sendte demonstranter på gaden i 2018 og 2019 grundet de økonomiske problemer i landet, og hvor brændstofpriserne blev hævet enormt.

Derudover har den politiske krise ført til, at etniske og religiøse minoriteter bliver forfulgt af regimet for at bortlede opmærksomheden fra de egentlige problemer, fortæller Claus Valling Pedersen. Der er tilmed ikke ytringsfrihed eller politisk frihed.

– Vi har set lignende protester og demonstrationer før. De protesterede med en ting som fokuspunkt, ligesom vi ser nu med Jina Mahsa Aminis død, men demonstrationerne trækker på langt flere problemer end fokuspunktet. Det er særligt regimet, undertrykkelsen og økonomien, der ligger i ruiner, der er bagvedliggende for demonstranternes kamp, siger Claus Valling Pedersen.

Derfor går civilbefolkningen ikke alene på gaden med kvindekamp for øje. Det handler om en kamp mod regimet.

Regimet frygter, men tør skyde tilbage

Den iranske kamp mod regimet har nu spredt sig til resten af verden. I lande som USA, Libanon, Spanien, Grækenland, Tyrkiet og flere har man set støttende protester på gaderne.

I Iran tegner der sig et billede af, at en større bevægelse er ved at formere sig, og det kommer formodentlig til at få en betydning for, hvordan regimet fremover kommer til at agere over for civilbefolkningen.

Vi har før set, at når magthaverne i Iran føler, at magten er ved at glide hen, slår de hårdt ned mod demonstranter. Det var blandt andet under den grønne bevægelse i 2009 og i 2018-2019 mod de økonomiske vanskeligheder, forklarer Claus Valling Pedersen.

– Det, vi ser nu, er også en bevægelse af en vis størrelse, og det tror jeg, at regimet frygter. Hvis bare halvdelen af befolkningen vender sig mod regimet, så vil man som regime være i store problemer. Griber denne her bevægelse om sig og bliver det til en folkeprotest, så vil vi efter al sandsynlighed se, at der bliver slået hårdt ned fra regimets side, for det er deres overlevelse.

At slå hårdt ned?

– Myndighederne udøver fysisk vold mod demonstranterne, både med at slå og sparke dem, skyde mod dem med plastikkugler og slå dem med stave, som vi ser nu. Derudover så har myndighederne nyligt meldt ud, at de vil retsforfølge demonstranterne efterfølgende, så de på sigt kan smide dem i fængsel også, siger Claus Valling Pedersen.

Bevægelsen her, vil regimet altså undertrykke og inddæmme. Men målet for befolkningen står klart.

– Befolkningen håber på et pres på det iranske regime, som kan løsne det greb, de har om befolkningen. Man kan aldrig afvise, at de små bål bliver til et afgørende opgør med regimets kræfter.