Emma Thompson smider tøjet i ny film: "Det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort"
Foto: Charlotte Hadden
Emma Thompson og Daryl McCormack var fuldkommen nøgne hele dagen.
Det var ikke en privat begivenhed, men forberedelserne til deres film "Held og lykke, Leo Grande", hvor Emma Thompson spiller en midaldrende kvinde, der hyrer en ung mand til at have sex med hende en gang om ugen på et hotelværelse i London.
De to skuespillere skulle vænne sig til at være i hinandens selskab uden tøj på, så de kunne portrættere deres karakterers forhold realistisk i filmen. De diskuterede også deres kroppe hver især – hvad de kunne lide ved dem og ikke brød sig om – og det var ikke så nemt.
For som Emma Thompson pointerer, er nøgenhed ikke en helt naturlig ting for en britisk kvinde født i 1959, og skuespilleren havde ikke nemt ved at sidde over for sin 29-årige, veltrænede medspiller uden tøj på.
– Vi er ikke trygge ved at være nøgne og er nærmest puritanske, hvad det angår, siger Emma Thompson om sig selv og sine landsmænd.
– Det er til at blive ret så træt af. Men det hjalp os, at vi kunne kaste os ud i det under vores prøver, og at vi var modige dér, inden vi skulle være modige foran kameraet, fortsætter hun.
Emma Thompson er især kendt fra britiske periodefilm som "Howard’s End", "Fornuft og følelse", "Resten af dagen" og "Carrington", hvor hun har spillet rollen som afmålt, reserveret kvinde til topkarakter – og prisregn.
Emma Thompson
Født 15. april, 1959 i London.
Debuterede som skuespiller i en britisk tv-serie i 1982 og har siden spillet med mere end 90 film og serier, bl.a. "In the Name of the Father", "An Education", "Love Actually" og "Resten af dagen". Hun er også manuskriptforfatter og har bl.a. skrevet filmmanuskript over Jane Austens "Fornuft og følelse" (1995) og "Nanny McPhee – den fortryllende barnepige" (2005) – og spillede selv med i begge film.
Hun vandt en Oscar for sit portræt af Margaret Schlegel i "Howard’s End" (1992), og tre år senere for sit manuskript til "Fornuft og følelse". Hun har også medvirket i de populære "Harry Potter"-film. "Held og lykke, Leo Grande" går i biografen nu.
Var gift med Kenneth Branagh fra 1989 til 1995 og danner i dag par med Greg Wise, som hun mødte under optagelserne til "Fornuft og følelse". Parret blev gift i 2003 og har en voksen datter, Gaia Rommily Wise. De bor i både Venedig og London.
Emma Thompson siger selv, at hun aldrig er blevet tilbudt at spille en kvinde, der dyrker sex, på film. Hun tror, at det er, fordi de mænd, som skulle caste hende, ikke har anset hende for at være sexet og "smuk nok uden tøj på".
– Vi er ikke vant til at se almindelige kroppe på film, siger hun.
Hjernevasket
I "Held og lykke, Leo Grande" spiller hun Nancy, og det var vigtigt for skuespilleren, at hun lod sin krop være naturlig, selv om hun for første gang skulle smide alle kludene på film.
– Jeg vidste, at Nancy ikke var den type kvinde, der træner sin krop. Hun har en ganske almindelig krop – en 62-årig krop, der har født to børn. Men kvinder er blevet hjernevasket hele liv. Alle vores omgivelser minder os om, at vi ikke er perfekte, og at det hele ser forkert ud, og at vi er nødt til at se ud på en bestemt måde, siger Emma Thompson.
”Held og lykke, Leo Grande” kan ses i biografen lige nu.
Foto: Nick Wall
Filmens Nancy Stokes er for nylig er blevet enke, og hun har aldrig haft et særlig godt sexliv. Hun har aldrig oplevet at få en orgasme, men heller ikke rigtig gjort noget ved det. Før nu. Hun finder en ung, mandlig sexarbejder på internettet, som skal tilfredsstille hende seksuelt og hjælpe hende med at frigøre sig selv.
– Det er en perfekt historie. Det er en smuk historie, siger skuespilleren.
– Det var nødvendigt at lave den her film! For vi taler ikke om nydelse eller skam på en måde, der kan hjælpe os. Og selv om det ikke er en film med et budskab som sådan, udforsker den de emner, og det gik op for mig, hvor sulten jeg var efter sådan en historie og sådan en karakter.
Dialogen mellem de to karakterer, Nancy Stokes og Leo Grande, er interessant i filmen. De to vidt forskellige personer, der repræsenterer to generationer og køn, kommer nemlig efterhånden tæt ind på livet af hinanden og bliver trygge ved at udveksle erfaringer og følelser.
Min gifte veninde kiggede på mig med hemmelighedsfulde øjne og sagde: "Jeg har fået en kæreste"
– Det var meget befriende. Det var sikkert, fordi Nancy befandt sig sammen med et menneske, hvor hun ikke behøvede at foregive noget, hun ikke var. Det var der ikke behov for. Der var ingen grund til det, for hun havde bevæget sig helt væk fra de moralske, følelsesmæssige og sociale normer, som samfundet ellers har pålagt hende.
– På hotelværelset kunne hun bare være helt og holdent sig selv og langsomt finde frem til kernen af, hvem hun er. Det var som at se et menneske tage alle de roller, som det spiller til daglig, og stille spørgsmålstegn ved dem – og endelig stå frem helt nøgen, følelsesmæssigt og fysisk, for første gang nogensinde.
Samtidig med, at Nancy afprøver fysisk nydelse med Leo Grande, taler de også åbent om sex og intimitet med hinanden. Og den dialog, synes Emma Thompson, at vi alle burde have.
– Det er helt pointen med filmen, fastslår den nu 63-årige skuespiller.
Foto: Charlotte Hadden
Orgasme eller ej
Nancy Stokes er ikke et særsyn. Det mener Emma Thompson i hvert fald ikke.
– Jeg er bange for, at jeg anser det som meget realistisk, siger hun grinende om Nancy Stokes’ oplevelse af aldrig at have fået en orgasme.
Kvinders seksuelle lyst har ikke været førsteprioritet. Og i mit hjemland anses det bestemt ikke for vigtigt, at vi oplever seksuel nydelse.
– Det gør jeg virkelig. Kvinders seksuelle lyst har ikke været førsteprioritet. Og i mit hjemland anses det bestemt ikke for vigtigt, at vi oplever seksuel nydelse.
Emma Thompson mener, at kvinders seksuelle behov generelt har været nedprioritert, og at kvinder også selv har været for dårlige til at tale om det. Vi lever ikke i en verden, hvor det er helt normalt at spørge hinanden, om vi har oplevet seksuel tilfredsstillelse, og om vi har fået en orgasme, påpeger den britiske skuespiller.
– Hvis man tager ud på landet i Storbritannien eller Tyskland eller Frankrig, og spørger de ældre damer, som sidder på deres verandaer i solen: "Hvor mange orgasmer har du fået i dit liv?" tror jeg, at man vil blive overrasket over svaret. Jeg tror, at det er helt normalt, og jeg siger det ikke på en absurd måde.
– Der er flere af mine unge kvindelige bekendte, der har set filmen, som siger, "tja, jeg var 30, første gang jeg fik det." Så jeg tror ikke, at vi taler om det, og jeg tror heller ikke, at vi ikke er helt ærlige, hvad det angår.
Redlily lærer nysgerrige om bondage, og hun ser særligt et problem hos hetero-par
Under Nancys møde med Leo opnår hun nye erkendelser om sig selv og sin seksualitet, og sidst i filmen er der en scene, hvor hun betragter sit nøgne spejlbillede og accepterer, at det er sådan, hun ser ud og sådan, hun er.
– Det er nok det sværeste, jeg nogensinde har gjort, siger Emma Thompson om at stå helt afslappet og se sig selv i spejlet uden af være fordømmende.
Foto: Planet photos
– Jeg har aldrig gjort det før, og jeg skulle virkelig dykke dybt ind i mig selv for at finde modet til at stå der, helt afslappet.
Men scenen var vigtig, og øjeblikket var vigtigt for Emma Thompson, der selv i mange år har talt meget åbent om sine feministiske holdninger og om de alt for høje krav, der generelt bliver stillet til kvinder og deres kroppe.
Når jeg står foran spejlet, trækker jeg altid et eller andet ind. Jeg vender mig til siden. Jeg gør et eller andet. Jeg kan ikke bare stå der. Det er frygteligt skræmmende. Og det er problemet, er det ikke?
Hun mener, at det var en triumf, at "Held og lykke, Leo Grande" viser en helt almindelig kvindekrop, præcis som den er.
– Når jeg står foran spejlet, trækker jeg altid et eller andet ind. Jeg vender mig til siden. Jeg gør et eller andet. Jeg kan ikke bare stå der. Det er frygteligt skræmmende. Og det er problemet, er det ikke?
Emma Thompson opfordrer alle kvinder, der har set filmen – eller hører om den – til at gøre det, som hun gjorde: Acceptere kroppen, som den er.
– Prøv at stille dig foran spejlet. Tag tøjet af og stå helt stille. Lad være med at bevæge dig. Stå bare helt stille. Og accepter den så. Accepter den, og lad være med at dømme den. Det er det sværeste, jeg nogensinde har skullet gøre.