Dansk fænomen vækker opsigt: "Tænk at føle sig så tryg"
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Det har fascineret før, og nu gør det igen.
For når vi i Danmark sætter den lille baby udenfor i barnevognen for at få lur, bliver det bemærket.
Det kan man konstatere på twitter, hvor et sammenklip af barnevogne, uden voksent opsyn, er set over en million gange.
Det er profilen ”Today Years Old”, der har delt videoen af de sovende babyer. Tilsyneladende er det faktummet om, at babyerne IKKE bliver bortført, der imponerer.
I teksten til videoen står der nemlig, ”I dag lærte jeg, at babyer bliver efterladt udenfor i deres barnevogne i Danmark, uden frygt for at de bliver kidnappet. Tænkt, at føle sig så tryg i et land.”
Ikke alle er dog helt enige i, det er god forældreskik at parkere sin baby foran caféen eller i parken.
- Det er ikke ”at føle sig sikker”. Det er forældre, der forsømmer deres børn. Så simpelt er det, skriver en bruger, der har scoret 1000 likes på sin kommentar.
Se videoen, der i skrivende stund er set af 1,4 millioner personer, herunder.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.