Samfund
17. oktober 2022

Brand i iransk fængsel har dræbt fire personer. Nu sås der tvivl om, hvem der står bag

Mens demonstrationerne fortsætter i Irans gader, har en brand i Evin-fængslet dræbt fire personer – nu sår lyden af skud tvivl om, hvem der startede branden.
Af: Sofie Olivia Mørch
https://imgix.femina.dk/2022-10-17/fire.jpg

Foto: Salampix/Abaca/Ritzau Scanpix

Pladsen ude foran Evin-fængsel i Irans hovedstad, Teheran, blev søndag samlingssted for familiemedlemmer til de indsatte og demonstranter.

Aftenen inden opstod der en voldsom brand i fængslet, der kostede mindst fire indsatte livet og efterlod 61 personer sårede. Det skriver The Guardian.

Fængslet er kendt for blandt andet at huse fanger, der er dømt for brud på landets sikkerhedslove – med andre ord politiske fanger.

Ifølge præstestyrets officielle nyhedstjeneste Mizan skulle branden være opstået i forbindelse med et slagsmål mellem flere af de indsatte. Samtidig siger embedsmænd, at branden ingen forbindelse har til de seneste uroligheder i landet.

Men den påstand betvivler de demonstranter og familiemedlemmer, der i weekenden var samlet ude foran fængslet.

De anklager embedsmænd med ansvar for sikkerheden for at stå bag og frygter, at det reelle dødstal er højere end det, der er blevet offentliggjort af iranske statslige nyhedsbureauer.

– Modstanden og protesten var nået ind i Evin-fængslet, og for at knuse modstanden stoppede sikkerhedsembedsmændene fangerne og skændtes med dem og for at dække deres spor, antændte de ilden. Jeg er ret sikker på, at de dræber fanger”, siger et familiemedlem til en af fangerne til The Guardian.

Eksplosioner efterfulgt af lyden af skud

I forbindelse med branden har der været meldinger om høje eksplosioner efterfulgt af lyden af skud. Lydene har affødt forskellige teorier om, hvem der står bag branden.

Hvad, der helt præcist er sket i fængslet, er dog stadigvæk uklart, da de informationer, der kommer ud af landet, er mangelfulde.

Ifølge videoer på den kendte Twitter-profil og aktivistgruppe @1500tasvir blev der i fængslet affyret skud.

Det berygtede fængsel i Irans hovedstad huser indsatte, som er dømt for brud på landets sikkerhedslove.

Mange af de indsatte er blevet arresteret i forbindelse med den nuværende bølge af gadeprotester, der startede efter døden på den 22-årige Jina Mahsa Amini i politiets varetægt.

Protesterne mod Irans regering brød ud for fem uger siden og er siden da vokset i styrke.

Evin-fængslet har længe været genstand for kritik fra vestlige menneskerettighedsorganisationer for krænkelser af menneskerettighederne.

Læs også