Da hun stod i en kæmpe tøjbutik, gik det op for hende: “Det er ikke mig, der er problemet”

Sadaf var på barsel med sin datter i 2018, da hun begyndte at sy tøj på bestilling.

Til at begynde med kom de fleste ordrer fra hendes vennekreds, men snart måtte den selvlærte tekstildesigner gå fuldtid med sit nystartede mærke, Atelier Sardin, for at kunne følge med efterspørgslen.

Ikke at hun indtil da havde haft planer om at slutte sig til modebranchen, for det var netop ønsket om et opgør med den måde, vi forbruger tøj på, der gjorde, at hun i sin tid begyndte at sy sit eget.

− Det er jo sådan en brug og smid væk-kultur, som vi har oparbejdet i løbet af de sidste 40-50 år, og jeg tror, at det er svært at forklare vestlige forbrugere som os, hvad vores forbrugsvaner gør i forhold til det globale syd.

− Det er jo blevet den vestlige verdens losseplads, fortæller Sadaf Hayat, som havde svært ved at se sig selv bidrage til en fortsættelse af det mønster.

Kvinder i systuer

Sadafs forældre er oprindeligt fra Pakistan, mens hun selv er født og opvokset i Danmark, og det har gjort indtryk på hende at besøge sine forældres forhenværende hjemland.

− Der var alle de her kvinder, som sad i deres systuer og syede tøj selv. Og Pakistans befolkning er jo en af de befolkninger i verden, der har det mindste CO2-aftryk.

− Det synes jeg et eller andet sted er meget inspirerende, for det er et land med mange millioner mennesker.

− Alligevel kommer man udefra som vesterlænding og tænker: “Hold da kæft, hvor er her forurenet.” Og det er der også, men det er jo ikke på grund af befolkningen. Det er på grund af vores efterspørgsel på en masse varer, som de laver for os.

Selv anslår Sadaf, at hun i gennemsnit producerer 300 til 400 stykker tøj om året.

Hendes kollektioner er små og har ingen udløbsdato, og når hun eller hendes studentermedhjælp sætter sig ved symaskinen for at skabe et nyt stykke tøj, er det, fordi en kunde har foretaget en bestilling.

På den måde sikrer hun, at hun ikke producerer mere tøj, end hun kan afsætte.

Det gør hende til lidt af en sjældenhed i modebranchen, hvor udtrykket deadstock er opstået som betegnelse for de mange millioner ton ubrugt tøj, der hvert år kasseres, fordi det ikke har fundet en køber.

− Jeg synes et eller andet sted, at det er enormt grotesk. Hvis man nu begyndte at aflønne folk ordentligt, ville man nok heller ikke kunne producere lige så meget.

− Flyt tøjproduktionen til Sydeuropa eller behold den i det globale syd og betal dem ordentligt, så skal vi se hvordan produktionen også bliver mindre, siger Sadaf, før hun tilføjer;

− Men man vil hellere sende tøjet på forbrændingen, end man vil producere mindre.

Farvel til januarudsalg

Selv om tøjspild ikke er noget, Sadaf har meget af på samvittigheden, har hun alligevel brugt et par af sine første år som selvstændig på at overveje, om hun med sin begrænsede tøjproduktion ikke bare bidrager yderligere til en i forvejen afsporet forbrugskultur.

Lige indtil et tilfældigt besøg i et tilfældigt stormagasin mindede hende om alt det, hun ikke er.

− Jeg havde en oplevelse for et par år siden, hvor jeg gik ind i en kæmpe tøjbutik. På det tidspunkt var jeg stadig ret ny i branchen. Der var januarudsalg, og jeg får øje på det her tøjstativ med skjorter i et hjørne. Der hang, hvad der svarer til måske min halvårsproduktion, og de var alle sammen sat ned.

− Og da jeg vendte mig om, var der bare den her kæmpestore butik på flere tusinde kvadratmeter med lige så meget tøj på hvert stativ. Og lige der, der havde jeg det sådan lidt, at “det er ikke mig, der er problemet”.

Af samme grund bliver det stadigt sværere for hende at lægge øre til påstande om bæredygtighed og klimavenlige kollektioner fra de influencere og megabrands, der i fællesskab er med til at holde fast fashion-industrien relevant.

− De er så hurtige til at spytte kollektioner ud. Det kan være frustrerende, at de forsøger at bryste sig af at være “klima-altmuligt” og samtidig producerer en masse tøj og lancerer kollektioner måned efter måned. Det synes jeg faktisk er problematisk.

Samtidig forstår hun udmærket, at mange har det svært med tanken om ikke at købe nyt tøj lige så ofte, som de har været vant til.

− Når man taler om mode, taler man ofte om den som en overfladisk ting, men det er jo også en måde at udtrykke sig på, og det synes jeg faktisk er vigtigt.

− Jeg synes ikke, at man bare kan tale det ned som noget ligegyldigt, for det er det ikke.

− Jeg er jo også i det her felt, fordi jeg er kreativ, og jeg har også behov for at udvikle mig æstetisk, og det gør jeg jo ved at udvikle nye ting.

Derfor har hun efterhånden forliget sig med tanken om at være modeskaber i en verden, som i forvejen er ved at drukne i tøj.

For det ville naivt at tro, at vi ikke også i fremtiden vil føle behov for at købe nyt tøj, mener Sadaf.

Det skal bare produceres og bruges på en anden måde.

− Der vil altid være et marked for dem, som gerne vil købe nyt, og så er spørgsmålet bare, hvem der sætter sig på det, siger hun og pointerer, at det for hende ikke kun handler om mængderne, der produceres, men også om tøjets kvalitet og holdbarhed;

− Jeg vælger jo mine tekstiler med kæmpestor omhu, det vægter jeg højt.

− For mig handler det om, at du skal bruge tøjet, til det ikke kan bruges længere, det er det vigtigste for mig. For der er jo ikke noget galt med at købe nyt tøj, så længe vi bare husker at bruge det, og bruge det rigtigt meget. Til det ikke kan længere.