skipper
Samfund

Pernille Skipper er ”fucking færdig” med at blive reduceret til et kønt ansigt: ”Rend mig”

25. oktober 2022
af Katrine Rosenbæk
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
En kommentar i Information om de ”kønne unge kvinder” i Enhedslisten har fået Pernille Skipper til at sige noget, hun har haft lyst til at sige til mange andre.

”Jeg er helt og aldeles færdig med at finde mig i at få at vide, at mine og andre kvinders resultater er et udslag af vores kønne udseende. Fucking færdig.”

Sådan indleder Enhedslistens Pernille Skipper et opslag på Facebook og Instagram, der er akkompagneret med et udklip af en kommentar bragt i Information.

Det lyder sådan her:

”Jeg synes for eksempel, at Enhedslisten er lige lovlig kynisk i det konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt. Det er så ikke lige SF’s problem, da få politikere udstråler mere husmoragtig snusfornuft end Pia Olsen Dyhr.”

Kommentaren er skrevet af Lasse Ellegaard, der har brugt en stor del af sine 78 år i mediebranchen – blandt andet ved Weekendavisen, som chefredaktør ved Information og som korrespondent i Mellemøsten for Jyllands-Posten.

En politiker er ikke blot et ansigt

Ifølge Pernille Skipper er citatet overfor ikke kun sexistisk, det er også stupidt. Hun skriver videre, at det ikke er hendes ”kønne ansigt”, der indbragte hende det tredjehøjeste antal personlige stemmer ved sidste valg.

Det er heller ikke Skippers ansigt, der gjorde hende i stand til at gennemtrumfe klimaloven, indgå finanslove, sætte aftryk på socialpolitiske aftaler og hjælpepakker.

Det er heller ikke udseendet, der er skyld i hverken Pernille Skippers forgænger Johanne Schmidt-Nielsens succes eller i den nuværende politiske ordfører hos Enhedslisten, Mai Villadsens succes. Og desuden er det da heller ikke det ”husmoragtige”, der gør Pia Olsen Dyhr i stand til levere resultater, fastslår Skipper.

Færdig, færdig

Hun afviser også, at det er en strategi for Enhedslisten, at de har haft tre kvinder i front i streg – og at de skulle have opnået posterne på grund af deres køn.

”Hvis det er noget, er det på trods. Fordi alt for mange, ligesom dig, stadig tror, at hvis man ikke er en hvid, midaldrende mand, er det nok ikke evnerne, der driver værket,” skriver hun.

Jeg er ikke bare færdig med at høre på den slags. Jeg er også færdig med at tage det køligt, når det bliver sagt. Så kære Lasse Ellegaard. Nu siger jeg noget til dig, som jeg har haft lyst til at sige til mange andre før dig: rend mig.

Hun skriver videre, det er sexistisk at tro, man kan nå så langt på at være en ung, køn kvinde, og at man desuden mangler forståelse for, hvordan det er at arbejde i dansk politik, hvis man er af den opfattelse.

- Jeg er ikke bare færdig med at høre på den slags. Jeg er også færdig med at tage det køligt, når det bliver sagt. Så kære Lasse Ellegaard. Nu siger jeg noget til dig, som jeg har haft lyst til at sige til mange andre før dig: rend mig.

Og så har hun et spørgsmål til Lasse Ellegaard til sidst:

- Mon ikke det nærmere er dig, der besidder dit job pga. din alder og dit køn?

Det var altså bare for sjov

TV 2 har forholdt Lasse Ellegaard kritikken, som siger, at det var ment som lidt en spøg, og at han nok skulle have indskudt en sætning om, at han anerkender kvindernes dygtighed, for han har altså respekt for dem.

- På den måde kan man sige, jeg lægger mig fladt ned og siger undskyld, siger han til TV 2.

Det eneste, jeg tillod mig med et skævt smil at sige, er, at det sikkert ikke har skadet dem ved forskellige stemmeafgivninger, at de ser godt ud.

- Det eneste, jeg tillod mig med et skævt smil at sige, er, at det sikkert ikke har skadet dem ved forskellige stemmeafgivninger, at de ser godt ud, siger han.

Han mener, at Pernille Skipper ”tager det lovligt alvorligt”. Han forstår ikke, at hun blev vred, og han mente sådan set ikke ”at hænge dem ud som dumme blondiner.”

Det handler om ironi, siger han, kærlig ironi. Han har også registreret, at nogle mener, han er morsom, mens andre mener, han er et skvadderhoved, en ondskabsfuld sexistisk bavian.

Han har også talt med nogle venner, som mente, han skulle have tilføjet en sætning om, at det ikke var sexistisk ment.

Det fortryder han, at han ikke gjorde.

Læs også