Petra Nagel afslører: "Jeg vil have 1000 børn"
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Det er ingen hemmelighed, at Petra Nagel har et anstrengt forhold til sin krop. Det har hun lavet et helt program, "Petra elsker sig selv", om, hvor hun igennem en programrække forsøger at få et bedre forhold til sig selv og sin krop.
Men der er tidspunkter, hvor hun ser på sin krop med mildere øjne, fortæller hun i DR-programmet "Hjerteflimmer for voksne."
Derfor glædede hun sig til at blive gravid.
– Jeg så frem til, at min krop skulle have en funktion, for jeg var så træt af, at det hele tiden handlede om, hvordan den så ud, og hvordan jeg havde det med den, fortæller hun i programmet og fortsætter:
– Det er også derfor, jeg elsker at være gravid. Elsker det. Jeg vil have 1000 børn, slår hun fast.
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
TV 2-darlingen har dannet par med Asbjørn Munk siden 2016. Hun mødte Asbjørn på et brunt værtshus, kort efter hun havde lavet DR-programmet "Petra dater hele verden".
I begyndelsen af 2019 gik Asbjørn på knæ under en ferie i Thailand. Sammen har de børnene Pelle-Emil på fire og Rosa på et år.
Og står det til Petra får Pelle-Emil og Rosa dusinvis af mindre søskende. For med et barn i maven får Petras krop endelig et formål.
– Så skal jeg ikke være så sur på den. Så holder jeg endelig af den. Fordi jeg i så mange år ikke har brudt mig om den. Jeg er rigtig glad for den, når den har et barn indeni sig, forklarer hun.
Petra Nagel med hele sin familie, kæresten Asbjørn Munk og børnene Pelle-Emil og Rosa på henholdsvis fire og et år. Foto: Mikael Rieck
Som traditionen foreskriver, har Petra et kærlighedsspørgsmål med, som hun håber parterapeut Jytte Vikkelsø kan hjælpe hende med.
Efter Petra er blevet mor, er hendes fokus på intimitet med Asbjørn røget i baggrunden, og det søger tv-værten hjælp til at lave om på.
Artiklen blev først bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.