Folketingsvalg
1. november 2022

Claus Hjort Frederiksen med trist nyt om hustruen: Fandt hende livløs på gulvet

Den tidligere finansminister var på valgdagen mødt på Christiansborg, men det var ikke kun gode nyheder han havde med.
Af: Anja Bruneskjold
Claus Hjort

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er ikke mange måneder siden, at Claus Hjort Frederiksen og hustruen Christina Hall Frederiksen kunne fejre kærligheden og 50 års ægteskab. Men ikke længe efter skete det frygtelige:

– Desværre er min kone jo alvorligt syg med Alzheimers og er kommet på plejehjem, men det betyder, at jeg jo også skal tage mig af hende, forklarer Claus Hjort Frederiksen til Se og Hør og uddyber desuden, at det naturligvis også er derfor, han i dag er mødt op på Christiansborg uden sin hustru.

– Vi fejrede guldbryllup her 1. juli, og 15. juli fandt jeg hende livløs på gulvet derhjemme og måtte jo så få tilkaldt ambulance – og så fik hun flere epileptiske anfald, forklarer han videre.

Hustruen alvorligt syg

I januar meddelte Claus Hjort Frederiksen, at han efter 15 år i politik ville trække sig tilbage. Årsagen bag den store beslutning var ganske trist og skulle findes i hustruens lungekræft og alzheimers.

Claus Hjort Frederiksen har været Rudersdalkredsens folketingsmedlem for Venstre i 15 år.

– Kredsen skal altså nu opstille en ny kandidat, som kan bære faklen videre, lød det fra hr. Hjort Frederiksen i et Facebook-opslag i januar.

https://imgix.femina.dk/2022-11-01/k.jpg

Claus Hjort Frederiksen og konen Christina Hall Frederiksen til gallamiddag på Fredensborg Slot.

Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

I samme forbindelse lød meldinger på, at Claus Hjort Frederiksen ville fortsætte i Folketinget indtil næste valg, som således selvsagt er denne aften, og efterfølgende fortsat ville spille en rolle i partiet. Dog ikke som parlamentariker, oplyser Venstre.

Christina Hall Frederiksen fik konstateret lungekræft i sommeren 2016.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også