Margrethe Vestager: Vi tror, vi er verdensmestre i Danmark, men vi halter virkelig bagud

Den 21. september holdt Vladimir Putin en tale, der i Politiken blev kaldt et “faretruende maskefald”, og både i Danmark og internationalt er blevet tolket som et ildevarslende tegn på en eskalering af den internationale konflikt, som udspringer af Ruslands invasion af Ukraine.

Samme dag varslede USA’s Nationalbank en stor rentestigning, mens Danmarks Nationalbank på et pressemøde advarede om stigende inflation og faldende boligpriser.

Tilsæt energikrise, klimakrise og økonomiske efterdønninger af en global pandemi. Ikke ligefrem den letteste tid at være politiker i.

Tre uger tidligere mødtes jeg med EU’s ledende næstformand og konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, hvor samtalen naturligt hurtigt handlede om de alvorlige kriser, verden står i. For det er dem, der optager det meste af hendes tid lige nu.

– Det, der fylder mest lige nu, er, at vi har så mange kriser på samme tid. Vi var klar til de sjove 2020’ere efter pandemien. Så blev der krig i Europa! Så blev der energikrise! Så kom der højinflation! siger Margrethe Vestager.

Men som den erfarne politiker, hun er, har hun ikke tænkt sig at sætte sig i et hjørne med armene over kors og give op.

– De kriser, vi står i lige nu, har fået mig til at tænke over, at der i de sidste mange år, jeg har arbejdet i politik, har været kriser. Det afgørende er at tro på, at vi kan gøre noget ved dem. Krisehåndtering fylder virkelig meget i mit arbejdsliv lige nu, men kriserne fylder ikke alting. Jeg tror på, at vi som politikere også er nødt til at give folk en tro på, at man faktisk godt kan leve et godt og ordentligt og rigt liv, selv om verden mildest talt er i uorden, siger hun.

Det lyder en smule ukuelig optimistisk, verdenssituationens alvor taget i betragtning. Men med alderen lader Margrethe Vestager sig ikke så let slå ud.

– Jeg tror måske, jeg var blevet mismodig, hvis jeg var i 20’erne eller 30’erne lige nu. Så ville jeg nok have følelsen af, at okay, it’s everywhere I look! siger Margrethe Vestager, som i nærmest hver anden sætning afslører, at hun begår sig mere på engelsk end på dansk i det daglige.

– Men den erfaring, jeg efterhånden har, om hvordan kriser bliver håndteret, og at vi alligevel bevæger os fremad, gør, at jeg ikke bliver mismodig, men i stedet meget mere fokuseret.

For billigt og risikabelt

Margrethe Vestager er i Danmark på et kort visit. Det er hun ca. hver 14. dag plus det løse.

Denne gang skal hun bl.a. se en havvindmøllepark i Horns Rev ud for Esbjerg, mødes med de danske ambassadører i Udenrigsministeriet og holde foredrag for Aalborgs erhvervsliv.

Derfor når vi heller ikke meget smalltalk, men det er heller ikke nødvendigt. Der er ikke så meget at smalltalke om i øjeblikket. For mens Margrethe Vestager har set kriser komme og gå, kan hun godt forstå, hvis de yngre generationer lettere lader sig påvirke.

– Jeg kan godt forstå, hvis de unge har svært ved at holde modet oppe. De har jo set, at min generation ikke har taget fuldt ansvar, især når det gælder klimakrisen. Og det er jo virkelig paradoksalt, fordi vi har vidst så længe, at der var klimakrise, og den gør alle andre kriser meget værre, f.eks. fødevare- og energikrisen, siger hun og fortsætter:

– Jeg forstår godt, hvis de unge tænker: Helt ærligt, dem, der bestemmer nu, tog sig ikke af det. Hvordan skal vi komme derhen, hvor de forstår, at det er alvor? Jeg forstår dem fuldstændig.

Ifølge Margrethe Vestager er et af problemerne i dag, at vi alle sammen står tilbage med konsekvenserne af vores afhængighed af Rusland, Kina og Mellemøsten.

– Vi har bygget en fantastisk økonomi og enorm velstand på billig energi fra Rusland og Mellemøsten og har gjort os afhængige af det. Samtidig har vi købt stort set alt produceret billigt i asiatiske lande.

– Der kunne vi måske godt have tænkt, om det nu var supersmart, at vi gjorde os afhængige af råmaterialer som batterier til elbiler eller komponenter til vindmøller, for det er jo at løbe en meget stor risiko.

Nyt job – nyt ansvar

Margrethe Vestager har været konkurrencekommissær i Europa-Kommissionen siden 2014, hvor hun især har været kendt for at tage kampe op med mastodonter som Google og Apple.

I 2019 blev hun desuden valgt som ledende næstformand i kommissionen, og det er bl.a. det, der gør, at interviewet handler om meget andet end konkurrencepolitik.

– Det første job, jeg havde, var inden for et meget velafgrænset område, som omhandlede de store konkurrencesager. Det har jeg stadigvæk. Men til gengæld har jeg også et koordinerende ansvar inden for alt lige fra innovation i forsvarsmateriel til rummet og digitalisering af Europa, siger Margrethe Vestager og tilføjer, at ja, det er “ret bredt”.

I sit nye job er hun bl.a. ansvarlig for at gøre Europa klar til den digitale omstilling. Og det optager hende næsten lige så meget, som klimaet altid har gjort.

– Teknologi er jo lidt lige som klimaforandringer: Begge dele udvikler sig, ligegyldigt om man vil det eller ej. Mens der er krig og energikrise og inflation, sidder der stadig nogen og koder et eller andet sted i verden, konstaterer hun.

Alligevel skulle hun lige sluge den opgave, da hun først fik den. For hvad vil det egentlig sige at blive klar til en digital omstilling?

– Jeg blev enig med mig selv om at forstå det sådan, at det handler om at sørge for, at vi som mennesker styrer teknologien, og den ikke må styre os. For hvis man bare tænker sig selv som bare et datapunkt, der kan manipuleres til at gøre, hvad nogen synes, jeg skal, så får vi ikke et samfund, jeg har lyst til at leve i. Så tror jeg, at vi taber mange, fordi de føler, de ikke kan være med, siger hun.

Det handler bl.a. om den digitale underklasse, som den er blevet kaldt – dem, som stadig kæmper med at skifte fra NemID til MitID, som ikke kan læse deres sundhedsjournal digitalt eller logge ind på Skat.dk, men som ender i timelange køer i den lokale Borgerservice. Dem må vi ikke glemme, understreger hun.

– I politik er der ofte sådan nogle 80/20-situationer, hvor 80% synes, at noget er fint, og 20% har det sådan: Not so much. Men 20% er jo for mange, og dem er vi nødt til at få med. Det kan vi ikke bare acceptere. Det er ikke godt nok.

Ligestilling tur-retur

Man kunne fristes til at sige, at en 80/20-situation også groft set kunne skitsere andelen af mandlige versus kvindelige ministre i visse regeringer gennem årene, andelen af mandlige og kvindelige erhvervsledere eller andelen af hhv. mænd og kvinder på bestyrelsesposter.

Og hvor ville det være befriende, hvis man for en gangs skyld ikke skulle tale om at være kvindelig politiker i et interview med en kvinde i politik.

Men den snak er vi nødt til at tage, mener Margrethe Vestager. Faktisk er den mere aktuel og relevant, end den har været længe.

– Det er en virkelig vigtig diskussion at tage, for der er simpelthen så meget, der stadig skal gøres. Det går jo den helt forkerte vej med ligestilling mange steder, siger Margrethe Vestager, som blandt andet nævner sagen med Finlands statsminister, Sanna Marin, der blev kritiseret for at feste og danse, men også det faktum, at Danmark ligger nummer 29 på listen over lande, når det gælder ligestilling. Efter lande som Albanien, Rwanda og Filippinerne.

Det er ikke, fordi hun ikke mener, at der er sket noget. Da Margrethe Vestager selv kom ind i politik i 1990’erne, var hun f.eks. meget mere opmærksom på ikke at skille sig ud fra mængden.

– Da jeg var ung, gik jeg meget mere konservativt klædt. Jeg tænkte meget på at have tøj på, der støttede de rigtige steder og ikke tog opmærksomhed, så jeg kunne glide ind i gruppen og ikke være så synlig. Der var meget mere uniformering dengang, og der er jeg blevet meget mere fri i dag, siger hun.

Vi er i parentes bemærket nogle uger før den meget omtalte episode med den lyserøde kjole, som Helle Thorning-Schmidt bar til Dronning Margrethes 50-års jubilæum. Ellers havde vi nok også talt om den. Og selv om vi er nået et stykke vej, er vi langtfra i mål, mener Margrethe Vestager.

– Vi plejer jo at tænke, at vi er verdensmestre i Danmark, men vi halter virkelig bagud. Der hersker stadig en kultur, som gør, at der bliver ansat flest mænd i ledende stillinger, og som gør, at mænd har lettere ved at få finansieret iværksætteri.

– Det er jo en kultur, der er skabt gennem hundredvis af år, så selvfølgelig tager det tid at ændre, men vi er nødt til at have ambitionen om at gøre det, siger hun.

Personligt oplevede hun, hvordan det affødte kritik, at hun tog en kort barsel med sit første barn, da hun første gang blev minister i 1998.

Her var hun dels den yngste kvindelige minister nogensinde og samtidig den første minister, der fødte et barn i embedsperioden. Den kritik ville ikke have været helt den samme i dag, mener hun.

– Jeg tror ikke, at folk ville have været lige så fordømmende i dag. Der er jo en anden forventning om, at barnet også har en anden forælder, og forventningen til fædre er anderledes, siger Margrethe Vestager, som af samme grund er begejstret for, at vi fra EU’s side nu endelig har fået øremærket barsel til mænd i Danmark.

Derudover mener hun, at vi er nødt til at tage et opgør med, at det stadig primært er kvinder, der påtager sig ansvaret for det såkaldt ikke-karrierefremmende arbejde. Dvs. alt fra husholdning og omsorg i hjemmet til at være den, der arrangerer sommerfester og samler ind til fødselsdage på arbejdspladsen eller sidder i bestyrelsen på deres børn skoler – men ikke i andre bestyrelser.

– Man får jo hverken sit næste job eller en lønforhøjelse, fordi man er særligt god til at arrangere sommerfester. Man forventer at det er kvinder, der gør den slags, og hvis mænd så gør det, klapper man i hænderne og siger: Ej, hvor er han dygtig!

Alder er ikke mere end tal

I dag er Margrethe Vestagers tre døtre stort set voksne og bor i Danmark, ligesom Margrethe Vestagers mand, Thomas.

Selv bor hun fast i Bruxelles, og når hun er der, bruger hun næsten alle sine vågne timer på at arbejde.

Nogle gang når hun at træne, inden hun møder på arbejde, men når hun kommer hjem til sin lejlighed om aftenen, er der for det meste kun tid til at spise, inden hun skal forberede næste dags program.

– Jeg holder ikke meget fri, når jeg er i Bruxelles. Mit arbejdsliv dér er meget intenst, og det kan være svært at skære noget tid af til mig selv, siger Margrethe Vestager.

Hvor hun tidligere løb en del, må hun i dag nøjes med at gå eller træne på andre måder som følge af en skade. Men der er ikke skyggen af alderskrise.

– Jeg blev spurgt i går, om jeg stadig føler mig ung, hvor jeg sagde: Næ, det gør jeg overhovedet ikke. Vi har så travlt med at gå rundt og sige, at alder bare er et tal, og at man kan føle sig som 23 år indeni. Jeg er overhovedet ikke 23 år indeni, heldigvis, siger Margrethe Vestager.

Tværtimod elsker hun, at hun har levet omtrent halvdelen af sit liv.

– Jeg synes, det er fedt at være midaldrende. Jeg håber da, at det gør mig til en klogere og mere interessant person, end jeg var for 30 år siden.

Samtidig ser hun også et langt liv foran sig, men uden at have en plan for, hvordan det skal udforme sig.

– Jeg er ikke femårs-typen. Faktisk har jeg aldrig lagt en karriereplan.

– Jeg er der, hvor jeg er nu, fordi jeg har virkelig svært ved at sige nej. Jeg får mellem 1.800 og .2000 invitationer om året, til alt fra konferencer til møder og middage. Jeg synes jo, at det hele lyder enormt spændende, men det kan jo ikke lade sig gøre.

Margrethe Vestager har derfor en medarbejder, som screener, hvad der er vigtigt, og hvad der passer ind i strategien, og så skal hun selv kun tage stilling til en brøkdel.

– Men hvis jeg selv skulle styre det, ville jeg sige ja til det hele, siger hun.

For selv om hun kun meget sjældent har mulighed for at koble af til sine yndlingsprogrammer som “Landmand søger kærlighed” og “Gift ved første blik”, trives hun i sit travle job.

Det blev hun mindet om, da hun for nogle år siden var på café i Bruxelles med sin yngste datter, Ella, hvor de på vej ud blev stoppet af en kvinde med et lille barn.

– Så sagde hun til Ella: “Du kan være stolt af din mor. Jeg har et lille bryggeri, og din mors arbejde har gjort det lettere for mig at have mit bryggeri og konkurrere med de store.”

– Jeg er så glad for den slags historier, hvor jeg føler, at jeg kan gøre noget for nogen, der ellers bare var blevet kørt over af nogen, der var større. Jeg synes, det er et kæmpe privilegium at få lov til at gøre noget ved de ting, som jeg synes er svære og komplekse.