Iran har aldrig været tættere på en revolution end nu

Et flertal i det iranske parlament vil diskutere med det iranske retsvæsen, om dødsstraf kan være en mulighed for de arresterede demonstranter. Det vil 227 medlemmer af parlamentet ud af 290. Parlamentets medlemmer består af en stor del hardliners og revolutionsgarde officerer, der støtter op om regimet.

Sådan skriver Iran International.

I en udtalelse fra søndag kalder lovgiverne demonstranterne ”mohareb”, der på arabisk betyder ”kriger”, men som gennem islamisk lov eller sharia har betydningen ”Guds fjende”, der bør få dødsstraf. Derudover blev demonstranterne sammenlignet med medlemmer af ISIS, fordi de ”angriber menneskers liv og ejendele”.

”Dødsstraf til mennesker, der kæmper for deres ret til ytringsfrihed, efter fredelige demonstranter er blevet dræbt, bortført og børn bliver skudt ned, og andre grusomheder, indikerer en regering, der er ude af kontrol og som er villig til at kvase protester for enhver pris,” lyder en udtalelse fra The Center for Human Rights in Iran

Demonstrationerne i Iran er gået ind i sin syvende uge. Protesterne forekommer både i de store iranske byer, men er hyppigt begyndt i de mindre byer også. Ifølge Iran-ekspert Claus Valling Pedersen er det den længste periode i Iran, hvor vi har set så hyppige og gentagne protester. Det er særligt de unge kvinder, der gør indtryk på ham.

– At kvinderne, og i øvrigt også mandlige medprotesterende, er villige til at udsætte sig for at blive skudt på, når de kæmper og demonstrerer for deres sag, siger virkelig noget om, hvor stor vreden og utilfredsheden er med regimet, dets regler, kvindernes mangel på rettigheder, korruptionen og landets dårlige økonomi, siger Claus Valling Pedersen.

Ifølge Reuters har omkring 300 demonstranter mistet livet i forbindelse med protesterne. Af dem har 47 været mindreårige, og 37 har været en del af regimets sikkerhedsstyrker.

Mere end 14.000 mennesker er blevet arresteret, hvoraf 385 har været studerende.

BBC World har talt med Negin Shiraghaei, en aktivist for kvinders rettigheder i Iran, og hun siger følgende: ”Det iranske folk får konstant at vide, at der ikke findes en opposition til regimet, og hvis den gør, er den meget lille og vil blive knust.”

På de sociale medier florerer der flere billeder og videoer fra protesterne i Iran. Nogle under #Iranprotests, andre under #Iranrevolution. Mange har meldt sig ind i kampen mod systemet, og verden har vist stor solidaritet med den iranske kamp.

”Hashtags spiller en vigtig rolle, når folk skal finde hinanden og anerkende deres fælles styrke. De får håb, rådgivning og information derfra,” fortæller Negin Shiraghaei til BBC.

Derfor har hashtaggene en stor betydning for demonstranternes kamp internt, men også eksternt får det en betydning ifølge Claus Valling Pedersen.

– Det giver også et moralsk rygstød og opmuntring til dem, der demonstrerer, når de, hvis nettet tillader det, kan se verdens solidaritet. Både fra eksiliranere, men også fra øvrige personer, der bakker op om den iranske kamp.

Demonstranterne og deres støtter er dermed begyndt at bruge betegnelsen ”revolution” om de mange protester.

Claus Valling Pedersen understreger, at det er usædvanligt, at protesterne har stået på så længe, men han vil ikke gå så langt at kalde det for en revolution endnu.

– Vi har protester og oprør, som er organiseret på den måde, at de ikke er store og massive, men mange og spredt ud over Iran. Det er et oprør uden ledere, og det kan være et bevidst valg for dem, der demonstrerer, fordi det gør det sværere at slå ned på fra myndighedernes side, fortæller han.

Hvad skal der til for, at vi kan kalde det for en revolution?

– Så skal alle demonstranterne gå direkte efter at vælte regeringen. Oprørerne så gerne, at regimet faldt, men det er ikke det, der ligger i kortene lige nu. For demonstranterne er der mange forskellige mål med protesterne. Men det kan selvfølgelig udvikle sig til en revolution.

Over de sidste 40 år har der været optakter til en revolution mod regimet. Men regimet har altid været villig til at slå hårdt ned på dem, der har gjort mine til at gå mod dem.

– Omvendt kan man sige, at det er tættere på en revolution nu, end det nogensinde har været i de sidste 40 år, siger Claus Valling Pedersen.

Inden vi kommer til at se en revolution, vil vi se et regime, der er klar til at sætte alt ind, der hedder sikkerhedsstyrker og revolutionsgarde, for at slå de massive optøjer og demonstrationer ned.

Er det realistisk, at vi ser regimet falde?

– Jeg tror ikke rigtigt på det. Regimet vil kæmpe med næb og klør for at blive ved magten. I det øjeblik de menige soldater, fodsoldaterne – både i den menige hær, i sikkerhedstjenesten og revolutionsgarden – bliver vrede på regimet, mister regimet sit instrument til at undertrykke befolkningen. Så det er der, jeg tænker, at muligheden ligger for befolkningen, siger Claus Valling Pedersen.

Han sammenligner situationen nu med revolutionen i 1979. Der lykkedes det at overvinde shahens hær, netop fordi hans egen hær gik mod ham.

Selvom Claus Valling Pedersen ser en mulighed der, er han stadig skeptisk, om hvorvidt det vil ske. Resten vil tiden vise.