Klumme
26. november 2022

Giv singlelivet værdi

Aldrig før har der været så mange singler i Danmark. Men hvordan har vi det egentlig med det frivillige eller ufrivillige aleneliv?
Af: Julie Jeune
Julie_Jeune

Foto: Mathilde Schmidt

Selv om det snart er lige så almindeligt at være alene, som det er at være i et forhold, har det stadig lavstatus at være single, i hvert fald i længere tid.

Der bliver stadig set på det, som noget man ikke er lykkedes med, at man er lidt stakkels eller bare lidt sær, og sådanne kulturelle og kollektive værdiladninger påvirker de fleste singler.

Intet menneske skal føle, at de har mere eller mindre værdi på grund af køn, krop, farve, seksualitet eller civilstatus.

Selv om lavværdien, hvad angår vores civilstatus, måske er den mindst diskriminerende, kan den ikke desto mindre påvirke og forringe vores livskvalitet og tanker om os selv.

Hvor farvet er din virkelighed og dit selvbillede af kulturelle kategorier og værdi­ladninger?

Hvordan lever du dit singleliv?

Gør du dig selv forkert, har du fokus på, at der mangler noget, lever du i en venteposition og har uhensigtsmæssig meget energi rettet mod det at finde en partner?

Eller giver du dig selv lige værdi, nyder dit liv, som det er lige nu, og høster de gaver, der er i at være alene?

For at løsrive os fra kasser og andres ­definitioner, kan det hjælpe at begynde at forstå årsager og sammenhænge i vores eget liv.

Hvordan er denne tid værdifuld og meningsfuld i forhold til dér, hvor jeg er i livet, og det jeg har været igennem?

Og hvordan kan jeg udnytte og nyde denne tid, som giver mig nogle andre muligheder og noget frihed og energi, der ellers ville være investeret i et parforhold eller et familieliv.

Ser vi mulighederne, kan vi leve lige så trygt, intenst og udbytterigt alene som sammen med én.

Singlelivet er selvfølgelig mere sårbart, særligt som enlig forælder, derfor skal vi også huske det mod og den styrke, vi besidder, og som gror i os, når vi faktisk formår at være alene eller vælger det fremfor at være i en usund relation.

Ser vi mulighederne, kan vi leve lige så trygt, intenst og udbytterigt alene, som sammen med én.

Alenetiden giver mere tid og et større behov for at dyrke andre tætte og vigtige relationer i vores liv. For kærligheden og forbundetheden til andre mennesker har vi lige meget brug for, om vi er i et fast forhold eller ikke.

Alenetiden giver også mulighed for at fokusere på egne behov og er en oplagt mulighed for at arbejde med sig selv, gennem terapi eller på anden vis.

Det kræver fokus og nærvær at få ryddet op i traumer og uhensigtsmæssige mønstre, man bærer med sig fra barndommen eller gamle forhold.

I alenetiden kan vi heale og transformere ting, blive klogere på os selv og på kærligheden, på vores kærlighedsmønstre og partnervalg, og på hvordan vi fremover ønsker at leve. Med denne indsigt vil vi tiltrække en partner fra et nyt sted.

Læs også