Brev til Renée: Jeg kan ikke få min mands utroskab ud af hovedet

Kære Renée

Jeg stod for 30 år siden i en situation, hvor jeg ikke vidste, om jeg skulle fortsætte familielivet med børn efter utroskab.

Vi prøvede at leve hver for sig i ca. et halvt år, hvor jeg virkelig fik det godt som alenemor og havde affundet mig med situationen.

Jeg havde et dejligt job, som jeg passede i den svære tid. Så jeg havde dengang alle muligheder for at forsætte som alenemor med godt job, og alt fungerede – uden min kæreste. Dog ville han gerne tilbage.

Vi havde små børn, så jeg tænkte, at “den anden kvinde” ikke skulle have børnenes far og min kæreste gennem 17 år. Vi har kendt hinanden siden ungdomsårene.

Vi havde i årene efter et dejligt familieliv og sunde fritidsinteresser. Faktisk skænkede vi det aldrig en tanke, talte aldrig om det skete, levede blot videre med op- og nedture gennem årene.

Nu er vi sammen på vej mod pensionisttilværelsen, og jeg fik det efterhånden så skidt med tankerne fra fortiden, at jeg måtte tale med min mand om dette. Han blev meget ked af det og var så bange for, at jeg ville forlade ham.

Jeg modtager så meget kærlighed fra ham, og vi har en dejlig og tæt familie med både svigerbørn og børnebørn.

Jeg kan desværre ikke få tankerne fra fortiden ud af hovedet, og det bekymrer mig, om jeg senere i livet – den sidste del af mit liv – vil fortryde, at jeg ikke prøvede noget andet i mit forhåbentlig lange liv.

Det er blevet et stort dilemma for mig.

Hvad synes du, jeg skal gøre eller tænke, Renée? Hvorfor kan jeg ikke bare glemme fortiden, som jeg jo alligevel ikke kan gøre noget ved?

Kærlig hilsen

Den trofaste

Kære Trofaste

Jeg tror, de fleste forhold har oplevet utroskab, om det var manden eller kvinden, der begik den, eller om den anden part nogensinde fik det at vide – ja, så har der nok været noget i de fleste ægteskaber.

Hvordan vi forholder os til utroskab, er meget forskelligt.

Nogle mennesker kan aldrig tilgive det og vælger at gå fra den utro part, mens andre forsøger at bevare ægteskabet, nogle for enhver pris, også selv om utroskaben gentager sig mange gange.

Du var en af dem, der i sin tid valgte at tilgive og komme videre, blive i familien og stå ved det valg, du traf i sin tid.

Det er selvfølgelig lidt “påfaldende”, at du først nu, her 30 år senere, pludselig får det meget skidt med den utroskab, der skete dengang.

Jeg spekulerer på, hvad der har gjort, at du er kommet på de her tanker igen?

I mødte hinanden tidligt, du og din mand, og når du skriver sådan, forestiller jeg mig, at han er, hvad du har prøvet.

Er der sket noget mellem dig og din mand for nylig, som har fået dig til at se på ham på en ny eller anderledes måde?

Du fortæller, at du har talt med din mand, og hans øjeblikkelige reaktion var, at han fik det skidt og blev bange for, at du ville forlade ham.

Er det i virkeligheden sådan, at du et eller andet sted har lyst til at få din frihed, gå ud i verden og se, hvad den har at byde en kvinde som dig?

Og det er der, tankerne om hans utroskab for 30 år siden kommer ind i billedet, fordi den utroskab, omend den er meget gammel, kunne være den undskyldning, du skal bruge for at gøre det, du går og længes efter, nemlig prøve at være sammen med en anden mand?

Jeg prøver bare at skyde efter, hvad det kan være inden i dig, der har sat de her tanker i gang. Det kan også være lyster, du måske ikke engang har lyst til at vedkende dig?

Du skriver ikke noget om, at du er vred på din mand over det med utroskaben dengang, eller at du er bange for, at han har gjort det flere gange, eller at du føler han har svigtet dig og familien.

Tværtimod fortæller du om en kærlig mand, der begik en enkelt fejl – hvem har ikke begået fejl i deres liv? – et godt ægteskab og et familieliv, der har været tæt og kærlig, og som også er det nu med børn, børnebørn og svigerbørn, så årsagen ligger på en eller anden måde ikke hos ham, sådan som jeg læser dit brev.

Medmindre det selvfølgelig handler om, at hverdagen med ham mange år frem er en tanke, der skræmmer dig?

Fortiden kan du intet gøre ved, og du har meget at være tilfreds med. Men der er noget, der plager.

Jeg er ikke sikker på, at det er præcis den utroskab, du fortæller om. Jeg tænker, det kan være noget andet, og at utroskaben er katalysator for “det andet”, hvad det så end er?

Jeg tror, det vil kunne hjælpe dig at finde en psykolog at tale med. Se, om I kan få gravet noget op, der på en eller anden måde kan forklare, hvorfor du tænker, som du gør, lige nu.

Det er ofte sådan, at når vi reflekterer omkring vores eget liv sammen med en tredjeperson, som vi ikke nødvendigvis skal passe på eller tage hensyn til, har vi mulighed for at være ærlige – og måske også over for os selv.

Så man behøver ikke have et stort konkret problem for at se en psykolog, man kan sagtens bare tage et par sessioner, hvor man reflekterer over eksistensen.

Måske kunne du have brug for det til at hjælpe dig med at finde hoved og hale i de svære følelser, der fylder lige nu?

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.