Den ultratynde kvindekrop er IKKE en trend. Men et urealistisk ideal, jeg gerne vil frabede mig

Rita Gunnarsdóttir Dam er livsstilsredaktør på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Vores. Kroppe. Er. Ikke. En. Trend.

Et budskab, der i disse dage breder sig som en steppebrand på sociale medier som TikTok.

Reaktionerne kommer på baggrund af en New York Post-artikel med overskriften ”Bye-bye Booty: Heroin chic is back”. En besked, der kan få enhver millennial (mig) til at ryste i sine højtaljede bukser.

Altså tilbagekomsten af ”stilen” heroin chic – et udtryk, der virkelig skal dø – der hylder det blege, afmagrede og hærgede look. Et udtryk, som Kate Moss blev indbegrebet af, om hun ville det eller ej.

Som 90’er-barn skulle jeg altså forestille mig at ligne en ultratynd kvinde, der har festet hele natten, måske taget en bane coke, iført en kropsnær kjole, en biker-jakke og sort, udtværet øjenmakeup.

Eller også kunne jeg drømme om ligne en af de barmfagre livreddere i røde badedragter fra Baywatch.

Begge absurde idealer, der er stort set umulige at opnå.

”Hej New York Post. Nej, det er ikke”

Artiklen har (heldigvis) fået TikTok til at koge over med videoer, hvor folk kalder den decideret skadelig og lodret forkert.

”Nej. Vi prøvede det her før i 90’erne. Og millioner af mennesker udviklede spiseforstyrrelser. Jeg havde en i omkring 20 år. Vi skal ikke tilbage. Vores kroppe er ikke trends.”

”Hej New York Post. Nej, det er ikke. Og for at tage den endnu længere. Den var ikke velkommen i første omgang,” skriver en anden bruger.

Lad mig slå en ting fast. At New York Post forsøger at gøre kvindekroppen til en tendens, du kan vælge at følge for at være ”trendy”, er decideret giftigt.

Vi taler ikke om sæsonens hotteste efterårsfrakke, du går ud og køber, men en krop af kød og blod, du skal mase ind i en lille kasse med kropsidealer, de færreste kan leve op til – uden at skulle tabe sig, få foretaget skønhedsoperationer eller udvikle en spiseforstyrrelse.

Det er budskaber som disse, der holder os fast i idéen om, at kvindekroppen konstant er til diskussion. Og at vores krop ikke er vores egen.

Skinny isn’t back in style. It never left

Der er en central pointe i artiklen, jeg gerne vil anfægte. Nemlig at det ekstreme tyndhedsideal er tilbage.

Mit spørgsmål er: Har det nogensinde været væk?

Vi kan godt tale om, at der har været forskellige kropsidealer gennem tiden. Men idealerne har altid taget udgangspunkt i den tynde krop.

I 1930’erne vandt det ”kurvede” look frem, men du skulle absolut ikke være buttet eller tyk. I 80’erne var den veltrænede aerobickrop det ultimative ideal, og 10’erne blev døbt ”Kardashian-æraen”, fordi det blev hot at have en rund bagdel, store bryster og en lillebitte talje.

En krop, der nærmest er umulig at opnå, medmindre du lægger dig under kniven.

For at citere podcastvært Naima Yasin, der kommenterede New York Post-artiklen på sin Instagram: ”Skinny isn’t back in style. It never left”.

Jeg tvivler på, at vi nogensinde har været et sted, hvor det ikke har været idealet at være tynd.

Drømmen om tyndhed lever i bedste velgående. Jeg ser det på catwalken. I kampagner. Når jeg scroller gennem mit TikTok-feed, der er fyldt med slanke kvinder, der fortæller mig om deres daglige rutiner, mens de drikker grøn juice.

The Kardashians

Baggrunden for artiklen handler blandt andet om, at meget slanke modeller som Bella Hadid, Kaia Gerber og Lila Moss (de sidste to er døtre af henholdsvis 90’er-ikonerne Kate Moss og Cindy Crawford) er her, der og alle vegne i modebilledet lige nu.

I min optik er der ikke tale om en ny type modeller. Især ikke når man tænker på, hvem der kom før dem.

Modeller som Cara Delevingne, Liu Wen, Kendall Jenner og jeg kunne blive ved. Kvinder, som i den grad lever op til tyndhedsidealet.

Et andet argument er, at realitystjernerne Kim og Khloé Kardashian tilsyneladende har tabt sig, og nu puster deres vægttab liv i et nyt ideal. Det har også fået internettet til at spekulere i, hvorvidt de nu aspirerer til en ny kropstype.

Det blev endda adresseret i et afsnit af ”The Kardashians”, hvor søstrene udviser bekymring for Khloés vægttab efter hendes ekskæreste Tristan Thompsons utroskab.

Hendes reaktion? Hun tog det som den største kompliment.

Det er naturligt at kigge over mod Kardashian-familien, når snakken falder på kropsidealer. Den massive vækst i numseløft-operationer verden over er et tydeligt bevis på deres indflydelse.

Men at påstå, at deres forandrede kroppe bringer et kontroversielt 90’er-ideal tilbage er langt ude, hvis du spørger mig.

Et kollektivt traume

Den tynde krop har altid været et grundlæggende ideal, om vi vil det eller ej. Som 90’er-barn og 00’er-teenager er det noget, jeg stadig kæmper med at ryste af mig.

Selv en voksende kropsaktivistisk bølge har svært ved at få bugt med årtiers urealistiske idealer om, hvordan kvindekroppen bør se ud.

Jeg varmer mig dog ved tanken om, at vi er blevet klogere, siden heroin chic-stilen hærgede modebilledet.

Nej, heroin chic er ikke tilbage. Det er et kollektivt traume, vi har lagt i 90’er-graven. Sammen med de smertefulde zigzag-hårbånd og overplukkede øjenbryn.