Kvinder med store bryster får kritik. Kvinder med små bryster opfordres til at få dem "lavet": "Som kvinde kan du aldrig vinde"

Louise Kjølsen er vokset op med en af 90’ernes helt store tv-serier. Livredder-serien “Baywatch” var ikke bare en seermagnet, men også toneangivende for årtiets skønhedsideal.

De fleste, der var teenagere i den periode, husker formentlig den tidligere Playboy-stjerne Pamela Anderson styrte af sted langs stranden for at redde liv iført den ikoniske postkasserøde badedragt med solbrun hud, platinblond hår og bryster, som fik de fleste til at spærre øjnene op – om ikke andet i fascination over, hvordan bryster i den størrelse kunne blive siddende dér med en badedragt uden nogen form for støtte.

Men Pamela Andersons bryster var ikke kun interessante, fordi de var fascinerende.

De var også en del af det kropsideal, som i høj grad kom til at præge en generation.

Herunder Louise “Twerk Queen” Kjølsen, som er danser, debattør og psykolog. Hun har fra naturen fået tildelt lys hud, rødligt hår, brede hofter og ikke mindst: Små bryster.

– Dengang skulle man være brun og rigtig tynd, have lange ben og store bryster, så jeg voksede op med følelsen af at være forkert og især følelsen af ikke at have rigtige bryster, fortæller hun.

Men hun opdagede også noget interessant, når hun sidenhen talte med sine veninder.

– De af mine veninder, som har store bryster fra naturens side, har også haft følelsen af at have forkerte bryster. Enten fordi de har oplevet, at de er blevet seksualiseret, eller også fordi store bryster fra naturens side jo bliver ramt af tyngdekraften, siger hun.

Hverken Louise Kjølsen eller hendes veninder levede op til det ideal, de i stigende grad mødte i bl.a. film, tv-serier og magasiner.

Louise Kjølsen har altid været af den overbevisning, at alle må gøre med deres kroppe, præcis hvad de vil.

Når det er sagt, synes hun alligevel, at vi skal kigge kritisk på den kosmetiske kirurgi og det skønhedsideal, som den repræsenterer.

Louise Kjølsen mener, at vi ikke kan komme uden om, at silikoneimplantatet har været med til at skabe et unaturligt kropsideal, som ingen mennesker kan leve op til, i hvert fald ikke hele livet, fordi bryster udvikler sig med alderen og efter børnefødsler.

– Jeg synes, at vi som mennesker og som samfund skal se kritisk på, når alle gør det samme med deres kroppe. Vi skal problematisere, hvorfor vi kalder noget for smukt og noget for grimt.

– Når noget bliver meget ønskværdigt, som nogle helt bestemt bryster, bliver slagsiden jo, at noget andet bliver ikke-ønskværdigt.

– Når vi skaber et ideal, skaber vi samtidig en hel masse, der ligger uden for idealet og dermed en forestilling om, at der findes forkerte kroppe, siger hun.

Luksus for de få

Silikonebrysterne var ikke nye, da Pamela Anderson blev synonym med dem i 90’erne. Faktisk fylder de i år 60 år.

Det var nemlig helt tilbage i 1962, at fabriksarbejderen Timmey Jean Lindsey fra Texas skulle have fjernet en tatovering mellem brysterne, som var et minde fra et tidligere ægteskab.

Forinden havde kirurgerne Frank Gerow og Thomas Cronin opfundet et silikoneimplantat, som de med blandet succes havde afprøvet på en hund ved navn Esmeralda, som gnavede stingene op, hvorefter implantatet måtte fjernes.

Timmey Jean Lindsey var i første omgang ikke meget for det, har hun siden fortalt til avisen The Guardian, men da kirurgerne lovede samtidig at rette hendes ører ind, gik hun med til indgrebet.

De følgende årtier blev silikoneimplantater udbredte hos bl.a. strippere og senere hos popstjerner og i Hollywood, og i dag behøver du hverken være kendt eller millionær for at få brysterne fyldt med silikone.

Alene i Danmark skete der fra 2005 til 2020 en stigning på 85 procent i antallet af kvinder, der fik foretaget brystforstørrende operationer, fra 405 i 2005 til 2.840 i 2020.

På verdensplan menes det, at omkring 10 millioner kvinder har silikoneimplantater.

Der er derudover et stigende antal LGBT+-personer samt flere heteroseksuelle mænd, som vælger at få foretaget skønhedsforbedrende operationer. Det fortæller Anette Stenslund, som er sociolog ved SDU og forsker i bl.a. æstetik og skønhedsidealer.

– I Danmark er tallene ikke helt så gennemskuelige, bl.a. fordi private klinikker ikke har pligt til at indberette deres behandlinger, men også her i landet ser vi en eksplosiv stigning, siger hun.

Anette Stenslund forklarer desuden, at plastikkirurgien i første omgang udvikles i USA mellem 1. og 2. verdenskrig til gavn for lemlæstede soldater.

Behovet var at udbedre misdannelser og genoprette den “naturlige” krop, men hurtigt så man et marked for at anvende de kirurgiske teknikker på raske mennesker, der ønskede sig et forbedret udseende.

Det har i dag udviklet sig til en milliardindustri.

– I første omgang var brystforstørrende operationer en luksus for de få, dem som havde pengepungen i orden. Men i dag er den økonomiske situation en anden, og langt flere har råd til at få foretaget æstetiske operationer.

– I dag er silikoneimplantater alment tilgængelige og er blevet en vare, der kan købes på linje med tatoverede øjenbryn eller hårforlængelser, og de koster i omegnen af, hvad en dyr vinterfrakke eller et billigt køkken ville gøre, siger Anette Stenslund.

De perfekte bryster

Men hvad er det for nogle bryster, vi gerne vil have i dag?

Selv om antallet af brystforstørrende operationer er stigende, har det også gennem de senere år været tydeligt, at det ikke må være for tydeligt.

Tænk bare på udskamningen af Tori Spelling, Donna i “Beverly Hills 90210”, som fik lavet bryster undervejs i serien og siden har været fast element i alverdens kulørte presse, fordi brysterne tilsyneladende var “for kunstige”.

Eller Victoria Beckham, som først fik implantater og siden fik dem fjernet, begge dele under stor bevågenhed.

Faktisk benægtede Victoria Beckham i årevis hårdnakket, at hun havde implantater, og indrømmede det først, da hun fik dem fjernet igen 2011.

Hun havde tidligere forklaret sit spring fra A- til DD-skål med, at hun brugte “body tape”, og at det eneste kunstig ved hende i øvrigt var hendes fingernegle og hendes “fake tan”. Alt andet var “completely natural”, sagde hun dengang.

Netop det naturlige look er faktisk det, mange søger, når de får brystforstørrende operationer.

Det fortæller Jens Jørgen Elberg, medejer af Amalieklinikken, der er kosmetisk kirurg og har lavet brystforstørrende operationer med silikone i 24 år.

Han har desuden en 18 år lang baggrund som overlæge på Rigshospitalets Plastikkirurgiske afdeling, er formand for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi og desuden kendt fra TV3-programmet “Mit Plastikmareridt”.

Kvinderne, som opsøger Amalieklinikken, kommer ifølge Jens Jørgen Elberg fra et bredt udsnit af befolkningen, fra alle samfundslag og med vidt forskellige jobmæssige baggrunde.

– De fleste klienter er i aldersgruppen 30-50 år, de har fået de børn, de ønsker, og har et ønske om at få genskabt nogle bryster, de kan glæde sig over. Det vil som regel betyde mere fylde og evt. et løft, siger han.

Langt størstedelen af kvinder, der ønsker brystforstørrelse, vælger stadig silikoneimplantater, hvilket Jens Jørgen Elberg tror skyldes, at implantater ved en enkelt operation kan opfylde både ønsket om størrelse og form.

Alternativet til implantater er brystforstørrelse med eget fedt, som typisk kan hentes på lårene og sprøjtes ind i brysterne.

Det er der en stigende efterspørgsel på, fordi der ifølge Jens Jørgen Elberg i dag er et stort fokus på at opnå et naturligt look.

– Det betyder, at en del vælger implantater fra og nøjes med brystløft eller vælger brystforstørrelse med eget fedt.

– De kvinder der ønsker implantater, vælger i min klinik ofte anatomiske (dråbeformede, red.) implantater og generelt mindre implantater, end hvad jeg så tidligere, siger han.

Hvad er naturligt?

Sociolog Anette Stenslund mener, at når plastikkirurgi, herunder silikoneimplantater, er blevet så udbredt, som den er i dag, kan det hos nogle mennesker sætte sindene i kog og give anledning til forargelse, men måske også bekymring.

– Mange mener, at plastikkirurgien er unaturlig, og at det er dobbeltmoralsk, at vi på den ene side spiser økologisk og er bekymrede for ftalater i vores børns drikkedunke, men samtidig er villige til at fylde kroppen med silikone og botox.

– Bekymringen kommer ofte til udtryk i en appel til, at vi i stedet burde finde os til rette i de kroppe, vi er blevet udstyret med fra naturens hånd, siger hun.

Men den naturlige krop er en utopi, mener Anette Stens-lund, som i stedet peger på, at der er forskellige og modsat-rettede forståelser af, hvad naturlighed er i dag.

– Den naturlige krop kan forstås som et skønheds-ideal, men den kan også være en forestilling om, at kroppen har en iboende naturlighed, som er genetisk bestemt, siger hun.

Hun påpeger, at vi l manipulerer kroppen på alle mulige måder, og at det er i øvrigt ikke er noget nyt.

– Det er utopisk at tænke, at der findes en naturlig krop, som er uberørt, som hun siger.

Der er groft sagt to positioner:

– Inden for plastikkirurgien kan man høre tale om, at kroppen skal være naturligt smukt. Her bliver naturlighed italesat som et skønhedsideal. Og så er der dem, der siger, at vi er givet en naturlig krop, og den vil vi helst lade være så uberørt som muligt, siger Anette Stenslund.

Diskussionen handler i bund og grund om, hvordan vi etisk og moralsk skal forvalte den krop, vi er blevet tildelt.

– Det kan som udgangspunkt opleves som enormt frisættende at få mulighed for at forme og skabe sin krop, som man gerne vil. Og det er det gode ved, at plastikkirurgien er tilgængelig for flere mennesker, siger hun.

Slagsiden er til gengæld, mener Anette Stenslund, at når flere og flere søger det samme ideal, bliver det normsættende, og når brystforstørrende operationer samtidig er blevet en multimilliard-industri, har det betydning for vores kropsopfattelse.

– Når det såkaldt naturlige look, som plastikkirurgerne gerne vil sælge, bliver normsættende, kan det påvirke vores kultur og vores forventninger til, hvordan man skal og bør se ud.

– Hvis flertallet begynder at føle, at de bør få rettet lidt på brysterne, næserne, hagerne eller numserne, risikerer vi at alle bliver ens, og variationen begrænses, siger hun.

Ensrettet ideal

Louise Kjølsen er enig.

Hun synes som udgangspunkt, at plastikkirurgi er et fantastisk redskab, fordi det eksempelvis kan rekonstruere bryster hos cancerramte, ligesom hun også synes, det er fascinerende, at man kan modificere kroppen med plastikkirurgi.

– Der, hvor jeg stopper op, er, når der sker en ensretning af skønhedsidealet, og det gælder især bryster.

– Jeg bliver ked af, når alle mennesker skal se ens ud. Både fordi jeg synes, at diversitet er smukt, men også fordi jeg tænker på, hvad det gør ved alle dem, der ikke ser sådan ud, siger hun.

Det fører for Louise Kjølsen til en generel kritik af kosmetiske indgreb, hvadenten de inkluderer kirurgi, eller det er i form af botox eller fillers.

– Hvorfor er det, at vi som kvinder ikke må ældes? Hvorfor må vi ikke have rynker? Hvorfor må vores hud ikke være slap, og hvorfor må man ikke kunne se på vores bryster, at vi har ammet? Hvorfor skal vi i det hele taget lade, som om vi er nogen, vi ikke er? spørger hun.

Anette Stenslund mener også, at det kan diskuteres, hvor frisættende, det er at kunne forme sig selv kirurgisk og kosmetisk, hvis vi alle sammen er nødt til at få lavet bryster for at få det godt med os selv og hinanden.

– Det frisættende ved den æstetiske plastikkirurgi vendes om og virker modsat begrænsende eller tvingende.

– Man kan se et scenarie for sig, hvor det efterhånden bliver den udbredte opfattelse, at det er det, man gør, og hvis man ikke gør noget ved sig selv på områder, hvor man ikke lever op til det naturlige skønhedsideal, må man i stedet leve med usikkerheden om hvad andre mon tænker, siger hun.

På den måde kan tanken om, hvad omverdenen tænker, og ens eget behov og lyst til at være attraktiv udvikle sig til at være kropsdiktatur, mener Anette Stenslund.

– Der er opstået en kultur, hvor vi konstant skal fejlfinde og normalisere og være så korrekte som muligt.

– Det handler ikke længere om at bevare den krop, naturen har givet os, men om at forandre den, så vi synes, den ser naturlig ud, hvilket jo er paradoksalt. Ikke mindst fordi der er folk, der tjener virkelig mange penge på det, siger Anette Stenslund.

Det er ikke første gang, plastikkirurg Jens Jørgen Elberg møder kritikken om, at brystforstørrende operationer er med til at skabe dels urealistisk kropsidealer, ikke mindst for unge piger, og dels at det er med til at ensrette kvinders kroppe.

– Jeg mener, at det er et relevant spørgsmål, og risikoen for, at man som kosmetisk kirurg kommer til at medvirke til især unges jagt på et idealiseret og i mange tilfælde urealistisk kropsbillede, er bestemt til stede. Dette lægger efter min mening et stort ansvar på vores branche, siger han.

Jens Jørgen Elberg mener, at det er vigtigt, at man som plastikkirurg opfører sig etisk forsvarligt, er i stand til at sige nej til urimelige ønsker og kun opererer, når man vurderer, at man kan stå inde for det resultat, der opnås.

Når det er sagt, mener han samtidig, at vi er nødt til at forholde os til virkeligheden og det faktum, at “katten er ude af sækken” – fordi silikoneimplantater har været anvendt i 60 år, og vi ikke kan skrue tiden tilbage.

– En del kritik i forhold til en ensretning af kropsidealet er overdrevet.

– Rigtig mange kvinder opnår med et kosmetisk indgreb på deres bryster en betydelig forbedring af deres livskvalitet, og det er synd, hvis man igen skal puste til tidligere tiders tabu omkring brystkirurgi, siger Jens Jørgen Elberg.

Lykken findes – men ikke i barmen

Men Louise Kjølsen køber ikke præmissen om, at det gør mennesker lykkeligere at forandre kroppen.

Det er i hvert fald ikke den oplevelse, hun har i sin praksis som psykolog, fortæller hun:

– Det er lettere at være i verden, når du er tynd, fordi vi siger som samfund, at tynd er smukt. Så selvfølgelig bliver du umiddelbart gladere, fordi du ikke er udsat for en masse diskrimination, men det gør dig ikke lykkelig.

– Lykke og selvværd er en indre proces, og du kommer ikke automatisk til at elske dig selv, fordi du får lavet nye bryster.

Louise Kjølsen er særligt skeptisk, når plastikkirurg-industrien forsøger at sælge den opererede krop som en form for kvindelig “empowerment”.

– Det er jo et rent pr-salgstrick. Du kan ikke købe dig til lykke, hverken med nye bryster, ny numse eller ny bil, siger hun.

Når kvinder alligevel i stigende grad får lavet bryster og andre kosmetiske operationer, på trods af, at vi – i hvert fald i den vestlige verden – har et frit valg, handler det om noget strukturelt, mener Louise Kjølsen.

– Gennem tusind år har kvinder fået at vide, at det vigtigste, vi overhovedet har, er vores udseende.

– Når vi fylder 35 år, eller vi får rynker, eller brysterne begynder at blive længere, eller vi får strækmærker, er vi mindre værd. Hvor vi modsat kulturelt opfatter mænd med rynker og gråt hår som kloge og sexede, siger hun.

Samtidig er Louise Kjølsen enig i, at plastikkirurgi stadig er forbundet med tabu, og at der der også er en stigmatisering af kvinder, der får lavet “for meget” – f.eks. for store bryster.

– Når en kvinde med naturligt store bryster stiller sig frem, får hun at vide, at man ikke kan koncentrere sig, fordi brysterne er i vejen, og hvis de er små eller hænger, bliver vi opfordret til at få dem lavet. Som kvinde kan du aldrig vinde.