Drømmer du om hvid jul? Julie Wettergren har muligvis løsningen
Foto: Anitta Behrendt
Smykkedesigner Julie Wettergren får inspiration til sin jul alle steder fra. Ét år er det farven på et hånddyppet lys, et andet år en blomsterstand.
I år er en stor, forvitret gren fra et korktræ udgangspunktet for Julies julestil.
– Jeg finder stor inspiration i naturen. Det er der, jeg finder ro på mine lange gåture. Naturen fylder derfor mere og mere i min jul for hvert år, der går.
– Da jeg så den gamle korkgren, kroget og med den smukkeste bark, blev jeg inspireret til at skabe et forest winter wonderland i jordtoner med hvide og lyse nuancer som modvægt, så udtrykket ikke ville blive for tungt, siger Julie, der bor med sine to børn i en lejlighed i Hellerup.
Grenen hænger nu over spisebordet, og herpå har Julie sat funklende lys og læssevis af glimtende stjerner. Som med et trylleslag er grenen forvandlet til en stjernehimmel, der rammer julebordet smukt ind.
Fra skoven har Julie og børnene hentet massevis af kogler, der er strøet ud over dugen med løs hånd, mens sprøde amaryllis og dekorative frøstande står spredt i klare glasvaser.
Julie binder sine egne kranse efter fri fantasi. Denne skal hænge på hoveddøren og er bundet af farvet hortensia i nuancer af karry og rosa, kunstige sølvblomster, eucalyptus og tørrede blomsterstande.
Bænken ved julebordet er gjort behagelig med vamsede skind, og lige udenfor vinduet står flokke af grantræer så tæt på, at de næsten er med som gæster ved julebordet.
– På altanen har jeg lavet en lille skov af grantræer i krukker og fletkurve, pyntet med mos og med gran, jeg har lagt ud mellem træerne for at skabe en hyggelig skovstemning.
– Og så har jeg naturligvis pyntet træerne med lyskæder, for jeg elsker at kigge ud på julehygge og julelys, når det er mørkt udenfor, fortæller Julie.
Vinterhi med rensdyr
Overalt, hvor øjet går på opdagelse, fortælles små historier, der sætter fantasien i gang. Juletræet, der er pyntet med vintage glaskugler, arvestykker og funky glasbolsjer, er foret ved bunden af stammen med mos, som et par hjortefigurer går og græsser i.
Julie pynter sit hjem med fine fund fra skoven og levende lys, mens julebordet er dækkes efter alle kunstens regler med glas fra Holmegaard, bestik fra Cutipol og stel fra Lyngby Porcelæn.
I stuevinduet har Julie skabt et stilleben i skovstemning med små juletræer, dådyr i porcelæn og levende lys i messingstager, og på sofabordet står fine, hjemmelavede rensdyrhonningkager og venter på gæsterne.
– Jeg elsker alt omkring julen, og det er hyggeligt at gå lidt i vinterhi og bare hygge os som familie herhjemme. Derfor betyder det noget ekstra for mig at skabe et julehjem, der hænger sammen visuelt i både stil og farve, slutter hun.
Julies vinterdrøm af et julebord er holdt i snehvide toner med en lysende stjernehimmel ovenover. Den hvide dug er fra Juna, bænken er fra et loppemarked og blødt beklædt med skind fra Nordal.
Julie Wettergren
45 år, smykkedesigner.
Har børnene Conrad på 15 år og Telma på 11 år samt gadekrydset Holly og kaninen Pongo.
Bor i en taglejlighed på 99 m² i Hellerup.
Følg Julie på Instagram, @juliewettergren.
Julie Wettergren er smykkedesigner og mor til to, som hun gerne tager med på sine gåture i skoven, hvor det også gælder om at samle pynt til lejligheden.
En kroget korkgren fundet hos Blooming Copenhagen har inspireret Julie til at dække et julebord i brun og hvid. Grenen er pyntet med glitrende stjerner og batteridrevne lys.
Jeg elsker alt omkring julen, og det er hyggeligt at gå lidt i vinterhi og bare hygge os som familie herhjemme.
Julie går efter at skabe et harmonisk udtryk med sin julestil, hvorfor hun ofte vælger tone i tone fremfor kontrastfarver. Lysestager og lys fra Ester & Erik.
Juletræet er købt med potte og sat i en fletkurv, som Julie har toppet med mos og et par søde hjorte for at skabe en stemning af jul i skoven. Grenene er pyntet med vintagekugler, glasbolsjer fra Finders Keepers, slikstokke og en lyskæde.
I juleskoven bor også Julies hjemmelavede rensdyr af honninghjerter overtrukket med hvid chokolade og pyntet med sukkerkugler og gevirer formet af smeltet chokolade. Glas fra Holmegaard.
Hvert år binder Julie en adventskrans, og dette år er den holdt i nuancer af koral, rosa og nude med sølvglitrende gran. Lys fra Ester & Erik.
Tre tips til stilen
Lad en udvalgt genstand eller farve sætte tonen og udvid med flere nuancer på samme skala.
Pynt med det, du finder i naturen: nNødder og kogler, mos fra skovbunden og grene, der kan hænges til skue.
Put små træer i potter og kurve, så du får vintergrønne planter med masser af volumen indendørs og udendørs.
Julemaden tilberedes i et køkken, der emmer af julestemning med grantræ i potte, kurv med valnødder og kogler, kalenderlys og adventskrans.
En flok grantræer i fine fletkurve pynter på Julies altan, godt pakket ind i blødt mos og masser af lyskæder.