Hun var 17 år og drømte om en modelkarriere. I stedet blev hun spærret inde i et enormt palæ i LA

”Husk, at du ikke må låse din dør om natten…” Det er det første, hun får at vide, da hun ankommer.

De andre piger kender tydeligvis reglerne godt, fornemmer 18-årige Charlotte. Hun mærker, hvordan de konstant er under overvågning, uanset hvor de befinder sig i det enorme palæ i Beverly Hills. Det bliver ikke sagt højt, men hun fornemmer det på stemningen: Her skal man passe på sig selv.

Hver aften hører hun ham tage i håndtaget, og venter med hjertet oppe i halsen på, hvad der vil ske, når han opdager, at døren er låst. Hver aften forsvinder han dog igen. Formentlig ind på en af de andre pigers værelse.

- Jeg kan love dig for, at jeg låste min dør, inden jeg gik i seng, siger 55-årige Charlotte Højlund.

Alt virkede fint

På spisebordet i det lyseblå hus i Københavns nordvest-kvarter ligger bunker af gamle modelbilleder.

På billederne ses en meget ung Charlotte med skulderpuder og firserhår. Hun havde været i USA for at arbejde som fotomodel før.

Det var en hård branche, og hun havde egentlig besluttet sig for at droppe modeldrømmene. Men hjemme i Danmark introducerede hendes kæreste hende gennem en fælles ven for ejeren af et stort amerikansk modelbureau, og hun fik alligevel lyst til at give det en chance mere.

- Jeg tog til København for at møde ham og han virkede rigtig flink og helt okay. Han rejste sammen med et par unge modeller, men det var ikke usædvanligt og alt virkede fint, husker Charlotte.

Året var 1986, der var ikke noget, der hed Google, og Charlotte måtte stole på sin mavefornemmelse. Så hun steg på et fly til Los Angeles sammen med manden.

Spærret inde

Det enorme palæ lå isoleret i rigmandsområdet Bel Air. Palæet og den parklignende have var hegnet ind og man kunne kun komme ind og ud gennem en elektrisk port.

De unge modeller blev transporteret ud til fotooptagelse med chauffør eller af ejeren selv. De havde ingen mulighed for at forlade området på egen hånd.

- I starten tænkte jeg ikke så meget over, at vi var spærret inde på grunden. I Bel Air er det meget normalt, at husene er hegnet ind for at holde uvedkommende ude.

Men her havde indhegningen også en anden funktion: Den skulle holde pigerne inde. Det stod dog hurtigt klart, at det ikke kun var hegnet, der afholdt Charlotte fra at rejse hjem.

- Ejeren havde taget mit pas og min returbillet, da jeg kom, og jeg havde ingen mulighed for at forlade palæet uden at få lov. Det fik jeg ikke, fortæller Charlotte.

Turde ikke råbe om hjælp

Hun ringede hjem hver dag for at tale med sin kæreste hjemme i Esbjerg. Men det var før mobiltelefonen og for at bruge telefonen i palæet, skulle hun bede om lov.

- Man skulle taste en kode for at kunne ringe ud af huset. Det var altid ejeren, der tastede koden, så jeg kendte den ikke. Han forlagte at jeg talte engelsk, når jeg ringede, og han stod altid lige ved siden af, så han kunne høre alt, hvad jeg sagde.

Charlotte fik ikke direkte trusler om, hvad der ville ske, hvis hun ringede efter hjælp. Men det var heller ikke nødvendigt.

- Han var en ældre mand, han var mangemillionær og havde en autoritet, som man ikke satte spørgsmålstegn ved, når man var en ung pige, der var alene i et fremmed land.

- Jeg havde mange gange lyst til at råbe om hjælp, når jeg ringede hjem. Men jeg turde simpelthen ikke.

Presset til porno

Charlotte er ikke sikker på, hvor længe hun var i palæet. Måske tre eller fire uger. Dagene i huset flød sammen.

Tiden gik med at blive målt, vejet, kørt til fotografen og når hun var alene på værelset; med at spekulere over, hvordan hun skulle slippe ud.

- Jeg sagde flere gange til ejeren, at jeg gerne ville rejse hjem. Men han afviste mig bare.

Men en dag fik han gæster. Det var en dansk fotograf, som Charlotte kendte fra modelbranchen i København, og hans hustru. I et ubevogtet øjeblik fik Charlotte signaleret til parret, at hun havde brug for hjælp.

- De talte med ejeren og bad om at få lov at tage mig med. Men han ville kun lade mig rejse, hvis jeg sagde ja til at medvirke i en erotisk playboyfilm. Det nægtede jeg selvfølgelig.

Endelig hjemme

Charlotte er ikke klar over, hvordan det gik for sig, men parret vendte tilbage og på en eller anden måde fik de multimilliardæren til at gå med til, at hun skulle besøge dem i deres lejede feriehus i et par dage.

- Han må have stolet på, at de afleverede mig igen, men det gjorde de heldigvis ikke.

I stedet fulgte de Charlotte til det danske konsulat i Los Angeles for at få et midlertidigt pas og en flybillet til Danmark.

- Min mor skulle skaffe 11.000 kroner for at få mig hjem, og det var altså vildt mange penge for en enlig mor til to med kontorarbejde i 1986. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes, men hjem kom jeg.

Først da jeg efter 11 timer mærkede flyet lande på dansk jord, kunne jeg endelig trække vejret roligt igen.

Vi skal tale om det

Mange år er gået, siden Charlotte forlod Los Angeles. Ejeren af modelbureauet er for længst gået bort. Det samme er mange andre fra den tid. Alligevel ønsker Charlotte at fortælle sin historie. Ikke for at få hævn. Ikke for at få ynk.

Men fordi, hun ønsker, at vi stadig skal tale om magtfulde mænds udnyttelse af unge piger. Om den ulige magtbalance mellem ældre mænd og unge piger, og hvad er det fører med sig af overgreb og udnyttelse. Også i dag.

- Mange mænd har svært ved at forstå, at man kan føle sig truet, uden at der er en konkret trussel. Det kan jeg måske godt forstå, for de har jo ikke prøvet at gå med nøglerne mellem knoerne en mørk aften.

- Der er masser af gode mænd, men alle mænd er potentielt en trussel i mørket alene af den grund, at de er stærkere end os. Vi kan jo ikke se på dem, hvem der vil os det ondt. Jeg kunne heller ikke se på ejeren, hvad han var for en, siger Charlotte, der i dag er journalist.

Grænserne skubbes

- Jeg tænkte ikke så meget over, at det kunne være risikabelt at rejse til udlandet for at arbejde som model. Jeg var jo ung, og jeg stolede på andre mennesker, siger Charlotte.

Hun oplevede dog, at det var helt almindeligt i modelbranchen, at fotografer og andre ældre mænd opførte sig grænseoverskridende overfor modellerne, der ofte var ganske unge piger.

- Det var ikke usædvanligt, at en fotograf nev en i brystvorterne, og det var der ikke nogen, der sagde noget til. Hvis man ikke kunne tåle lugten i bageriet, kunne man jo bare smutte, husker Charlotte.

Når man er ung og endnu ikke har lært, hvor grænserne skal gå, er man let at manipulere med, og på den måde, fik Chalotte og mange andre skubbet deres grænser.

- Man bliver manipuleret til at tro, at man bare må lære at leve med at ældre mænd gramser på en, fordi de har lyst. Det er jo ikke noget, der har ødelagt mit liv, men det var da ubehageligt, og det var ikke i orden.

Mødt med mistro

Charlotte fortalte ikke ret mange, hvad hun havde været udsat for, efter hun kom hjem til Danmark.

Hun ville helst lægge oplevelserne bag sig, og hun var bange for at blive mødt med mistro og victimblaming.

- Da jeg fortalte om mine oplevelser til en veninde, reagerede hun ved at argumentere for, at der var gråtoner i den slags tilfælde. Men der var ikke nogen gråtoner.

- Jeg opdagede jo først da det var for sent, at jeg var landet i noget helt andet, end jeg havde regnet med, siger Charlotte.

Selv da hun forsøgte at forklare, hvordan det var foregået, fortsatte veninden med at argumentere imod.

- Jeg blev virkelig skuffet, og vi er ikke veninder længere. Men jeg vil have lov at fortælle om det, for vi er nødt til at blive ved med at tale om overgreb mod kvinder. Også selvom det skete for mange år siden, for selvom det var en anden tid, var det jo stadig forkert.

- Jeg synes, det er så frygteligt, at kvinder der står frem, bliver mødt med mistro.

Venner med Hugh Hefner

Mens Charlotte boede i palæet, vidste hun ikke, hvad der foregik i det miljø, hun ufrivilligt var ved at blive en del af.

Først da hun for nyligt så dokumentarfilmen Playboys hemmeligheder, gik det op for hende, hvor tæt hun var på at blive en del af en verden fuld af stoffer, voldtægter og undertrykkelse.

Hun fandt ud af, at ejeren var en af Hugh Hefners gode venner og forretningspartnere. Og det palæ, hvor hun boede blev omtalt som en mini mansion.

Mini mansions var ifølge dokumentarserien ejendomme, hvor unge piger blev holdt og lovet en modelkarriere, men i stedet blev udsat for seksuelle overgreb, gjort afhængige af stoffer og handlet til sex mellem rigmænd.

- Jeg tror, at mange af de andre piger kom fra ressourcesvage hjem og måske var de lettere at manipulere med.

- Jeg ved det ikke, men i hvert fald var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle medvirke i porno og den slags. Men hvis jeg ikke havde fået hjælp til at slippe ud, ved jeg da ikke, hvordan det var endt.

Man bliver fanget af sine valg

Selvom Charlotte fysisk var spærret inde og ikke bare kunne gå sin vej, synes hun det er vigtigt at tale om, hvorvidt unge piger som dem, der boede i palæet eller de såkaldte morgenbolledamer hos Simon Spies egentlig var der frivilligt.

- Jeg bliver meget berørt, når jeg ser de her dokumentarfilm. Hver gang debatten om seksuelle overgreb og grænseoverskridende adfærd blusser op, hører man argumenter som at pigerne gjorde det frivilligt. Men det vil jeg gerne have lov at sætte et meget stort spørgsmålstegn ved.

- De her piger var jo fanget i en situation, de ikke kunne finde ud af igen. De blev nøje udvalgt, fordi de kom fra ressourcesvage hjem og var unge og uuddannede.

- Man behøver ikke at være spærret fysisk inde, som jeg var, for at være fanget i en situation. Alene den skæve magtbalance gør, at man som ung kan have svært ved at sige fra. Man er let at manipulere og ens grænser bliver skubbet i et nedbrydende miljø, indtil man til sidst ikke længere tror på sig selv.

- Man bliver fanget af sine valg. Og så ender man måske med at være spærret inde i et mini mansion, hvor man ikke tør at låse sin dør om natten, selvom der ikke er noget, man hellere vil.

Vi skal opdrage vores sønner

Charlotte, der er mor til syv halv- og helvoksne børn, håber ikke, at hendes døtre vælger at gå efter en modelkarriere.

- Jeg ville sige til dem, at det er en rigtig dårlig idé, siger Charlotte.

For hun er ikke i tvivl om, at der stadig sker overgreb og at unge piger udsættes for grænseoverskridende opførsel. Alligevel ser hun mere positivt på fremtiden end på den tid der er gået.

Hun oplever hos sine egne døtre og deres veninder, at de er bedre til at sige fra, end hendes egen generation, og at de unge mænd er bedre til at respektere kvindernes grænser.

Dermed håber hun, at oplevelser som hendes egen hører til i fortiden.

- Jeg oplever at de unge mænd tænker over, hvordan de agerer overfor kvinderne og er opmærksomme på at behandle dem ordentligt og med den respekt de fortjener.

- Jeg har selv stået og sagt til mine døtre, at de skulle tænke over, hvordan de klædte sig, og det er da hæsligt. Enhver kvinde burde da kunne klæde sig som hun vil. Vi skal selvfølgelig passe på vores døtre, men vi skal fandme også huske at opdrage vores sønner.