Samfund
16. december 2022

Mødre til danske drenge må blive i syrisk fangelejr, men advokat hæfter sig ved særlig detalje

Mødre til danske drenge må blive i syrisk fangelejr, slår domstol fast - men børnenes advokat mener, dommen sender et klart signal.
Af: Sofie Olivia Mørch
De danske børn i Syrien
På billedet ses en treårig deng i fangelejren al-Roj i det nordøstlige Syrien. Foto: Repatriate the Children - Denmark / RTC - Danmark.

Foto: Repatriate the Children - Denmark / RTC - Danmark

Tre børn på tre, fem og seks år har i den seneste tid været omdrejningspunktet for en retssag, der i dag er blevet afgjort i Københavns Byret.

Børnene befinder sig i en fangelejr i Syrien sammen med deres mødre – og noget tyder på, at de ikke kommer hjem lige foreløbig.

Den danske stat er nemlig ikke forpligtet til at tage børnenes mødre med. Det har Københavns Byret slået fast i dag.

Det er organisationen Repatriate The Children, der på vegne af børnene har lagt sag an mod den danske stat for ikke at ville tage børnenes mødre med hjem.

Mens 14 danske børn og deres mødre sidste år blev evakueret til Danmark fra syriske fangelejr, måtte fem danske børn og deres mødre blive tilbage.

Forskellen på dem og de børn, der kom til Danmark sidste år, er, at mødrene ikke længere har dansk statsborgerskab. Børnene har dansk indfødsret.

Mødrene fik deres danske statsborgerskab frataget i 2019 og 2020, fordi de rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Regeringen har derfor kun tilbudt de fem børn en billet hertil.

Det er en overtrædelse af børnenes menneskerettigheder og et udtryk for forskelsbehandling, mener organisationen Repatriate the Children, men det fik de altså ikke rettens ord for.

"Liv eller død"

Normalt er en enkelt dommer nok, men da sagen er principiel, er den afgjort af tre byretsdommere. I afgørelsen giver to dommere staten medhold i, at den ikke er forpligtet til at hente børnene og deres mødre hjem.

Den sidste dommer vurderer derimod, at sagen bør genbehandles i Udenrigsministeriet, fordi der blandt andet er tale om ekstraordinære forhold i lejren, og at børnene har et stærkt afhængighedsforhold til deres mødre.

Sidstnævnte vurdering hæfter advokat Knud Foldschack sig ved. Han har i sagen repræsenteret børnene på vegne af Repatriate The Children.

Selvom børnene og deres mødre ikke fik medhold i sagen, er han ganske tilfreds med afgørelsen. Den ene dommers vurdering er ifølge ham et udtryk for, at der er en risiko for, at børnene bliver uretmæssigt behandlet.

– Det er en principiel sag, hvor vi snakker liv og død, og hvor en ud af tre dommere er uenig i afgørelsen. Det bør åbne op for fornuften og derved en genovervejelse af sagen, siger han.

Det er også derfor, at organisationen allerede i dag vil tage fat i Udenrigsministeriet, så de kan finde en løsning, der får børnene hjem sammen med deres mødre, fortæller han.

– Sådan et signal kan ministeriet selvfølgelig ikke sidde overhørig, og slet ikke Lars Løkke, som ny udenrigsminister, der netop hele vejen igennem har sagt, at de skal hjem sammen med møderne, siger han.

femina har tidligere beskrevet tre af de fem børns situation. De er tre, fem og seks år. En af dem er blevet diagnosticeret med adhd og ptsd. En anden har luftvejsproblemer og lever med en granatsplint i armen. Den sidste har konstant diarré. Alle er de præget af angst og uro.

Læger og psykologer udsendt af Udenrigsministeriet har flere gange anbefalet, at børnene skal hentes til Danmark med deres mødre. Ved en adskillelse risikerer børnene yderligere traumatisering, lød det fra den sidste lægerapport fra maj i år.

femina har tidligere beskrevet, hvordan forholdene i lejren er blevet dårligere den seneste tid. Dels på grund af de minusgrader, der følger med årstiden, men også på grund af øget bombeangreb i området nær lejren.

De glemte børn

I en fangelejr i Syrien sidder fem børn. De er syge og underernærede. De er danske statsborgere, men det er deres mødre ikke - længere.

Den danske stat vil kun hente børnene hjem uden deres mødre. Det nægter mødrene.

femina sætter fokus på de fem børn, der stadig sidder i fangelejren.

Opdateres..

Læs mere om:

Læs også