I 2023 vil jeg stoppe med at trække maven ind

Jeg spadserer ind i det trange yogastudie fem minutter for sent og prøver ikke at bemærke de tusinde øjne, der kastes i min retning.

Jeg klemmer akavet en yogamåtte ind på sidste ledige plads. Lukker øjnene, trækker vejret dybt og sætter intentionen for yogatimen: At dygtiggøre mig.

Fra downward facing dog til bjergstillingen mærker jeg mine yogaleggings kravle ned ad mine deller. Længere og længere ned.

Yogainstruktøren beder mig langsomt række mine hænder op mod himlen, men jeg vil hellere række dem ned og hive mine yogaleggings op over dellerne.

Bliver der mon lagt mærke til mig nu? Bliver der lagt mærke til mig på en negativ måde?

Yogainstruktøren beder mig langsomt sænke mit ben ned.

Hurtigt hiver jeg mine yogaleggings over mine deller i forlegenhed og trækker traditionen tro maven ind, for sådan er jeg bedst tilpas … Når min mave er trukket ind.

Året er 2004. Vi sidder på bænken i skolegården, og snakken går om alt og intet. Dagens emne er, hvordan man får en flad mave.

Vi filosoferer, undrer os og kommer med nye ideer og tiltag til, hvordan man får en lige så flad mave som Britney Spears.

Pludselig rejser Sara sig begejstret op og siger, at hun kender den hurtigste og nemmeste måde at få en flad mave på. Hun indvier os i sin hemmelighed. Hun har nemlig overhørt sin storesøster prale med, hvordan hun får flad mave.

Vi lytter i åndeløs spænding, mens hun fortæller, at det eneste, vi skal gøre, er, at vi altid skal trække maven ind, når vi går …

Så siden 2004 har jeg trukket min mave ind både bevidst og ubevidst.

Vi spoler frem i tiden. Mine veninder og jeg er spændt op til lir. Vi skal have taget et fælles billede, før vi hopper i taxaen og maler byen rød.

Vi stiller op til fotosession. “Sug maven ind! Sug maven ind!” bliver der råbt.

Vi poserer og poserer, indtil kameradamen ikke længere vil lege med. Vi skynder os over for at se resultatet.

Da jeg ser mig selv, udbryder jeg: “Shit, jeg glemte at trække maven ind. Vi bliver nødt til at tage billederne igen.” Mine veninder stirrer spørgende på mit alvorlige ansigt og stiller sig på række igen til endnu en fotosession.

Du ved sikkert, hvad jeg taler om. Når kameraet er rettet mod dig, trækker du instinktivt maven ind.

Når jeg vil se bedst ud, uanset om det er på stranden, om jeg poserer til billeder, sidder på en skammel på en bar, har sex med lyset tændt eller ser en lækker fyr på gaden, trækker jeg instinktivt maven ind.

Gør du også det? Trækker du også instinktivt maven ind?

Jeg formoder, at de fleste af os gør det …

Når jeg suger min mave ind, er det som om, jeg tager et usynligt korset på. Men hvem er det egentlig, jeg gør det for?

Hvorfor får jeg selvtillid, når jeg trækker maven ind? Hvorfor har vi fået at vide, at en flad mave er nøglen til at se og have det godt? Hvorfor kan jeg ikke bare se ud, som jeg gør!?

Hvorfor føler jeg, at jeg skal have en flad mave…

Hvis der er noget, jeg gerne parkerer i 2022, er det at trække min mave ind, og at jeg skal se ud på en bestemt måde for at være noget værd.

Mens jeg ligger fladt på ryggen i yogatimens sidste stilling, Savasana, og observerer og absorberer alle de vidunderlig ting, der er sket i min krop under yogatimen, beslutter jeg at sige undskyld til min krop til mig selv!

For hvem er det, jeg vil imponere? Hvem gør jeg det for?

Jeg lover mig selv, at næste gang jeg er til yoga, lader jeg min deller være i fred. Hvis jeg gør det, vil andre kvinder, der ligesom mig trækker deres maver ind og deres yogaleggings op, måske kigge på mig og tænke, hvor er det befriende.

Det må jeg også prøve – at være mig – at acceptere mig – hele mig.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.