“Der er ikke TAGET noget fra Milos liv, der er GIVET noget”

Se det nyeste afsnit af Mere Milo øverst i artiklen i en begrænset periode. Du kan se alle afsnit på Ally.

I oktober kørte Helle Thorning-Schmidt sit yngste barn, Milo Kinnock, til Malmø sammen med sin mand, Stephen, og Milos storesøster, Johanna.

Milo skulle have en “top surgery” – fjernet sine bryster. Og alle i familien var spændte og forventningsfulde.

For Helle som forælder har det været en proces – eller som hun selv siger det: De har talt sindssygt meget om det. Så meget, at hun inden operationen var helt overbevist om, at det var det helt rigtige for Milo.

– Jeg har forstået sådan helt ind i hjertet, hvor meget det betyder for Milo, og hvor meget jeg tror, at Milo vil føle sig bedre tilpas i sin egen krop og i sit eget liv, ved at få den operation.

– Jeg forstår virkelig godt forældre, der tænker: “Det fatter jeg intet af”, når de hører det første gang. Og det er vildt at ændre på sin krop på den måde. Men jeg er kommet til at forstå det rigtig godt, fortæller den tidligere statsminister.

– Men det var ikke sådan, at jeg bare syntes, det var den fedeste idé, første gang vi talte om det.

– Det er vigtigt, at man overvejer det rigtig meget, og man taler meget om det og virkelig kommer dybt ned i, hvad det er, det gør for én, at få den ændring, siger hun og fortsætter:

– Det allervigtigste er, at der ikke bliver taget noget fra Milos liv. Jeg tror faktisk, der bliver givet noget til Milos liv. Det er den erkendelse, jeg er nået frem til. Den har jeg ikke hele tiden haft, men nu føler jeg mig rigtig, rigtig sikker.

Kan du forstå, nogle kan være i tvivl om, hvordan du og Milo kan være så sikre?

– Ja, det forstår jeg virkelig godt. Hvordan kan man forandre noget, der er så … noget, man er født med.

– Men jeg tror, at jo mere man taler med mennesker, som ikke føler, de er i det rigtige køn, og som føler, det ville være et federe og et mere autentisk liv, hvis deres krop svarede mere til den måde, de føler sig på, des bedre forstår man.

Helle Thorning-Schmidt fortsætter:

– Jeg ser det på denne måde: Jeg føler mig rigtig meget som kvinde.

– Jeg føler mig rigtig godt tilpas i min krop. Hvis nogen sagde til mig, at jeg skulle leve som mand, ville jeg synes, det var rædselsfuldt. Jeg tror, det er den omvendte følelse, man har, hvis man føler, man er født i en forkert krop.

Hun lægger stor vægt på, at hendes primære opgave som forælder er at støtte sit barn.

Det fremgår også tydeligt i den dokumentar-serie, som lige har haft premiere på femina.dk og i app’en Ally, hvor et filmhold følger Milo og hans familie før og efter operationen.

– Milo ved, at jeg elsker ham overalt på jorden, og jeg tror i virkeligheden, at det udelukkende handler om, hvor meget støtte jeg kan give mit barn.

– Det er min opgave at give så meget støtte til Milo, som jeg overhovedet kan.

For Helle Thorning-Schmidt er det ikke vigtigt, om hun har to døtre, en søn og en datter eller noget tredje.

– Jeg tror egentlig aldrig, jeg har tænkt på mine børn så kønnet. Nu har jeg en datter og en søn. Jeg har selvfølgelig altid sagt, at “jeg tager min døtre med” og sådan noget. Det ændrer jeg bare.

– Men jeg synes ikke, deres personligheder ligger i deres køn. Jeg synes ikke, nogens personlighed ligger i deres køn.

– Der er noget sejt ved at sige: Jeg vil gerne være mere pagt med mig selv kropsligt. Så jeg har faktisk fået mere beundring for Milo, fordi han rejser sig op og siger: “Jeg er ikke en hun mere! Jeg skiftede navn, og nu skifter jeg også fysisk kropsligt udtryk.”

– Jeg har meget stor respekt for Milo, fordi han gerne vil leve sit liv autentisk. Som den person, han er. Det syntes jeg, alle skal have mulighed for at gøre.

– Verden er fyldt med mennesker, som ikke får lov til at leve autentisk, og jeg tror ikke, de bliver gladere af det. Derfor forstår jeg heller ikke, hvordan man kan have så meget imod det.

– Verden bliver et bedre sted, hvis hver enkelt kan leve mere i pagt med, hvem de er.

Hvad med din egen mor, hvordan har hendes reaktion været?

– Jeg tror, min mor skulle vænne sig til det. Ikke så meget til navnet Milo, men mere til at sige “han” om Milo.

– Det er svært for min mor, og jeg tror også, hun stadig tænker, at det er virkelig voldsomt at få fjernet sine bryster.

– Vi skal også alle sammen have en forståelse for, at min mor er 85, så kan det godt være lidt svært at følge med i alt det nye. Det er også derfor, jeg prøver at invitere mennesker ind i det, for jeg har selv lært rigtigt meget af at være tæt på, siger hun.

– Når man har et barn selv, er det ikke længere teoretisk. Det kommer meget tæt på, når det er et af de mennesker, jeg elsker allerhøjst, der er i forandring.

– Jeg tror aldrig, at jeg havde fået så dyb en forståelse af det, hvis det ikke havde været et menneske, som var så tæt på, fortæller Helle Thorning-Schmidt.

Som mor fattede hun for alvor Milos udfordringer, da familien skulle på ferie i Spanien og bo på et hotel, hvor man ikke måtte være topløs som kvinde ved poolen.

– Først kunne jeg ikke forstå, hvorfor Milo ikke bare kunne tage en sports-top på. Hvad var problemet? Vi skulle igennem nogle store snakke og voldsomme, dramatiske grædeture, før jeg virkelig forstod, hvor ubehageligt Milo havde det med at tage en top på.

– Jeg kunne simpelthen ikke. Men nogle gange skal man ikke prøve at forstå tingene 100 procent, men i stedet prøve at forstå, hvad det andet menneske føler.

– Jeg skulle bare lytte til, hvad det var for en følelse Milo havde, og anerkende hans følelser. Jeg behøver ikke at føle det samme, men jeg kan lytte, siger hun.

– Det gik op for mig, at det der med, at man skal gøre noget særligt, fordi man bliver set som pige eller kvinde i en eller anden sammenhæng – det blev forbundet med virkeligt stort ubehag for Milo.

– Der forstod jeg, at det er langt større end bare at tage en top på.

– Det betyder meget mere inde i Milo, og det var også derfor, det gik op for mig, at jeg ikke kan forstå det her fuldtud – og det er også ligegyldigt! – jeg skal bare respektere, at det er sådan, Milo har det.

– Det var en øjenåbner for mig. Og det betød, at vi fik åbnet for nogle ret vilde samtaler på den ferie.

Fra Camilla til Milo

For Helle Thorning-Schmidt og familien har det været en længere proces og udvikling – selvfølgelig primært for Milo.

– Da Milo var omkring 14-15 år, begyndte han at forelske sig i piger, og det var bare sådan, det var. Det var ikke noget, vi gjorde så meget ud af.

– Vi snakkede selvfølgelig om, hvad der var svært og nemt, og hvordan Milo havde det med det.

– Og så lige så langsomt fik Milo et maskulint udtryk med det tøj, han gik i, og håret blev klippet af osv. Så i løbet af de sidste par år begyndte snakken om, at der også skulle være nogle kropslige forandringer, som ville betyde, at Milo ville føle sig mere tilpas i sin krop.

– Samtidig kom det her med, at Milo skiftede navn og gerne vil kaldes han i stedet for hun.

– Det var sådan en rejse, vi var på, og for hvert stop i den rejse har vi lige skulle vænne os til det. Særligt det der med at skifte fra hun til han var svært, fordi det er svært at sige noget andet om en person, man har kendt altid.

Helle Thorning-Schmidt er klar over, at det kan være svært for nogle både at vænne sig af med gamle vaner og måske også at acceptere forandringer.

Hun oplever, at det for mange næsten er nemmere at forstå, at nogle ønsker at skifte køn, mens det kan være meget sværere med at forstå nonbinære.

– Vi har en så indgroet opfattelse af det binære: Du er enten en mand eller en kvinde.

– Jeg tror, mange har svært ved at forstå, hvis man gerne vil tiltales som en mand, men stadig føler sig nonbinær. Men jeg synes egentlig, det er et ret fedt sted at være, fordi man ikke behøver at vælge side, men opfatter køn som et spektrum.

– Milo lever den sandhed ved at tage nogle fysiske udtryk fra det maskuline univers og gå hele vejen med sin “top surgery”, men også gerne ville holde fast i det non-binære.

– Når nogle så siger, at “det kan man ikke, det eksisterer ikke”, så skal vi bare kigge på min Milo, og sige, at “jo, det kan man jo godt!” Man kan godt leve sådan og insistere på at ikke høre til i nogen af de kasser, som vi har haft i mange, mange år, siger Helle Thorning-Schmidt.

– Jeg syntes egentlig, Milo siger det så godt: At på en måde betyder køn jo intet, det er kun, hvad vi selv lægger i det.

– Og jeg elsker Milos egen formulering, hvor han siger, at han tror, han kommer til at ligge på sin dødsleje og stadig tænke på, om han er mand eller kvinde eller noget midt imellem eller alt på én gang. Det har givet mig større forståelse af, at jeg ikke skal definere folk ud fra deres køn, men se på det menneske, de er.

– Og Milo er det samme menneske, som jeg har født og hjulpet hele hans liv.

– Vi griner af de samme ting, vi snakker om de samme ting, vi ser de samme tv-serier, vi laver mange åndssvage ting, som er meget familieagtige, og der er intet af det, som har forandret sig pga. Milos identitetsvalg. Intet.

Kan du mærke forskel på Milo efter operationen?

– Ja, det kan jeg. Milo hviler mere i sin egen krop og er mere tilpas i den. Det tøj, han gerne vil gå i, sidder ligesom bedre.

– Vi taler allerede om, hvor fedt det bliver, når vi skal på stranden til sommer.