Hun minder os om en sandhed, der gælder for alle: Du skylder aldrig arbejdet dit liv

Isabella Hindkjær er chefredaktør for femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Tanken er tom. Det var budskabet fra New Zealands statsminister, da hun i denne uge annoncerede sin afgang.

På tidspunktet for sin udnævnelse i 2017 var New Zealands nu afgående statsminister Jacinda Ardern den yngste statsleder i verden.

Hun har håndteret et afskyeligt terrorangreb, en grusom naturkatastrofe og en global pandemi.

Dertil har hun gang på gang skullet høre for sin unge alder og for det faktum, at hun er kvinde.

Samtidig har hun på rekordtid markeret sig som en ny tids politisk superstjerne.

Med sit lederskab har hun vist verden, at magt kan forvaltes med varme, venlighed og empati. Ved at amme foran FN’s generalforsamling har hun slået to streger under, at selvfølgelig kan man være mor og lede et land.

Og nu viser hun os, at man kan vælge sig selv som menneske over folks forventninger til, hvordan en succesfuld karriere i toppolitik skal se ud.

Som hun, tydeligt rørt, udtalte da hun annoncerede sin afgang:

”Den eneste interessante vinkel, der er, er, at efter seks år med nogle store udfordringer, er jeg et menneske. Politikere er mennesker. Vi giver alt, hvad vi kan, så længe, vi kan, og så bliver det tid. Og for mig er det tid nu.”

Med sin afgang demonstrerer Jacinda Ardern endnu en gang, hvorfor hun som statsminister i et af verdens mindste lande er blevet et globalt forbillede, der går foran og tegner den tid, vi lever i.

De senere år har vi på alle mulige måder debatteret og afmonteret en af de mest sejlivede myter om succes.

Nemlig, at den kun er mennesker forundt, der er villige til at hustle sig selv halvt ihjel med det ene formål at nå til tops i en lineær og streng hierarkisk forståelse af, hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen.

Især af toppolitikere forventer vi, at når først de når til tops, afgiver de ikke frivilligt magt eller indflydelse, før de enten lader sig pensionere, dør eller taber den og tvinges til at afgive den til nogle andre.

Vi er opdraget til at beundre dem, der evner det lange seje træk. Anciennitet har været et statussymbol, der afkræver respekt.

Og vi har alt for længe set blindt op til den ukuelige, vedholdende, robuste leder, der kan blive stående i den strideste modvind uden at fortrække en mine.

Ud fra en farlig vrangforestilling om, at det der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere.

Derfor er tidligere generationer også vokset op med en fortælling om, at de vigtigste mennesker (læs: mænd) altid sætter arbejdet forud for familien, forud for god nattesøvn, forud for deres eget mentale velbefindende.

Alt for længe har vi hyldet den stærke mand – eller til nøds kvinde, hvis hun kunne lægge arm med ham på hans præmisser.

Fremtidens ledere ved heldigvis, at sandheden er en anden.

De ved, at de ting, der ikke slår dig ihjel meget ofte gør dig mere sårbar.

De ved, at mennesker rammes af udbrændthed på trods af – og meget ofte netop fordi – de beskæftiger sig med det, de elsker allermest.

De ved, at det at skulle modstå et ekstremt hårdt arbejdspres over længere tid kan være livsfarligt og i hvert aldrig har fået nogen til at træffe bedre beslutning.

Og de ved også, at magt ikke er noget, man bliver bedre til at forvalte, fordi man sidder på den i lang tid.

Tværtimod er man en bedre leder, når man formår at minde sig selv om, at magt altid kun er til låns.

Ligesom Jacinda Ardern ved fremtidens ledere, at livet er nu og intet job, ingen chef og ingen opgave bør kræve, at vi ofrer vores sundhed og trivsel på arbejdsmarkedets alter.

De ved, at det gælder for deres ansatte – men også dem selv.

For vi er alle sammen mennesker, før vi er medarbejdere. Det gælder også, hvis din arbejdsgiver er befolkningen.

Men succes er ikke længere lig med at være hård. Succes er i højere grad at vide, hvornår det er vigtigt at være blød.

Derfor er superstjernerne heller ikke længere dem, der arbejder sig halvt i graven – hvad enten de er politikere, Michelin-kokke eller sportsudovere.

Tag bare den tidligere professionelle tennisspiller Ashleigh Barty, der indstillede sin karriere som 25-årig, mens hun lå nummer et på verdensranglisten.

Eller hendes nu jævnaldrende kollega Naomi Osaka, der trak sig fra French Open for at fokusere på sit mentale helbred – og nu holder pause fra sporten, fordi hun skal være mor.

Deres stil står i skarp modsætning til tidligere generations idoler som Roger Federer og Rafael Nadal, der spiller så længe de fysisk kan stå på benene – sidstnævnte blev så sent som i denne uge hyldet for i smerter at gennemføre en stor kamp, der nu betyder at han igen er ude med en skade de næste mange uger.

Jeg har respekt for vedholdenhed, jo. Men ikke for enhver pris. Og jeg har til enhver tid mere respekt for mennesker, der passer på sig selv.

For heldigvis ser vi ikke længere op til direktøren, der har superlimet sig til taburetten eller alle gamle politiske cirkusheste, der nærmest skal bæres ud fra manegen, længe efter forestillingen er forbi.

For når vi hylder de egenskaber betingelsesløst, nærer vi samtidig en gammel og giftig narrativ, der romantiserer en arbejdskultur, som nedbryder mennesker. Og som samtidig tillader dem i toppen af samfundet at klamre sig til magten, selvom det havde været bedst for verden omkring dem, at de gav slip.

Jo større et ansvar, man er blevet givet, jo større er ansvaret for at vide, hvornår det skal videregives.

Som Jacinda Ardern klogt formulerer det: ”Det at lede et land er det mest privilegerede job, man kan have, men også det mest udfordrende. Du kan ikke og bør ikke bestride dette job, hvis du ikke har fuld tank samt lidt i reserve til uventede udfordringer”.

Det er en sandhed så indlysende, at man kan undres over, at vi nogensinde har anset det som svagt at trække sig fra tunge politiske poster.

I vore dages virkelighed er Jacinda Arderns afgang den virkelige magtdemonstration. Fordi hun igen viser, hvordan man leder på sine egne præmisser. Og fordi hun behøver at blive prikket på skuldrene af andre for at vide, at tiden er inde.

Må flere af fremtidens toppolitikere være som Jacinda Ardern. Giv mig hele mennesker, der stopper på toppen, fordi der er andet og mere, de skal nå.

Giv os politikere, der respekterer det mandat, vi har tildelt dem og derfor forstår at minde sig selv om, at magten altid kun er til låns.

Som afslutning på sin afgangstale henvendte Jacinda Ardern sig direkte til sin 4-årige datter Neve, og sin partner Clarke og sagde: ”Så Neve, mor glæder sig til at være der, når du begynder i skole i år.”

”Og til Clarke – lad os, endelig, blive gift.”