Samfund
27. januar 2023

Nu kan værnepligt for kvinder blive en realitet

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen har meldt ud, at han ønsker, værnepligt for kvinder. Det kan nu blive en realitet.
Af: Silje Qvist
værnepligten til kvinder

Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Når en mand fylder 18 år, får han en indkaldelse til Forsvarets dag. Her skal han sidde og vente på at blive erklæret egnet og herefter trække et nummer, der indikerer, om han skal aftjene værnepligt eller ej. I fremtiden kan det blive sådan, at der i det ventelokale kan sidde både mænd og kvinder.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen meldte for nylig ud, at han ønsker at forlænge værnepligten, samtidig med at både unge mænd og kvinder indkaldes på lige fod. En stor ændring, når det hidtil har været frivilligt for kvinder, om de ville aftjene værnepligten.

Nu har forsvarsministeren fået regeringsflertal for sit forslag, da Socialdemokratiet nu støtter op. Det samme gør Moderaterne og naturligvis ministerens eget parti, Venstre.

Simon Kollerup, der er forsvarsordfører for Socialdemokratiet, skriver på Twitter, at han er enig med forslaget, men at det ikke kan stå alene. Han mener, der skal sikres bedre ligestilling i Forsvaret.

Blandt oppositionspartierne er der delte holdninger. Konservative har tidligere nævnt, at de ønsker værnepligten for kvinder også. Det samme lyder fra Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Radikale, Nye Borgerlige, Alternativet og Venstre.

Liberal Alliance har ikke taget stilling endnu, men partiet har tidligere ment, at værnepligten for mænd er tvang, og at værnepligten derfor skal afskaffes helt.

Danmarksdemokraterne er imod forslaget. Ifølge DR er partiets forkvinde Inger Støjberg forbeholden over for forslaget, fordi der tidligere er blevet berettet om dårligt arbejdsmiljø og sexisme.

Forslaget møder opbakning fra blandt andet Kvinderådet, Kvindelige Veteraner og fra Værnepligtsrådet, skriver TV2. Alle organisationer peger på, at kvinder kan blive lige så gode soldater som deres mandlige kolleger. De mener dog også, at der er en række udfordringer i Forsvaret, der skal løses, før det kan lade sig gøre.

Over de sidste par år har medierne dækket, hvordan der har været seksuelle krænkelser og kønskrænkende adfærd i det danske forsvar. Der er kvinder, der er blevet fotograferet nøgne, er blevet befamlet og har modtaget seksuelle tilbud.

Marie Sihm er næstforkvinde i Kvindelige Veteraner. Hun siger til TV2, at der fra 2012 til 2019 var 54 kvinder, der stoppede i værnepligten grundet seksuel chikane, samt at de er den gruppe, der oftest udsættes for det.

Det vil sige, at op mod hver femte kvindelige værnepligtige vælger at afbryde deres værnepligt, inden de fire måneder er overstået.

Derudover har TV2 tidligere dækket, hvordan der mangler udstyr tiltænkt kvinder i værnepligten. Rygsække til kortere rygge, undertøj, der passer og som ikke bliver gennemsigtigt, når det bliver vådt.

Sidste år var der 4.616 værnepligtige i henholdsvis Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet, heraf 26,8 procent kvinder.

Læs mere om:

Læs også