En ældre forsker overtog Marias data: "Han sagde, at det ikke var hans skyld, at jeg var gået på barsel"
Foto: Niels Flink
Trusler, mobning, sexistiske eller racistiske kommentarer, som ofte stammer fra universitetsledelsen selv, fik i sidste ende ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet Maria Toft til at opsige sin stilling.
I en kronik i Politiken fortæller hun blandt andet, at der på universiteterne ikke findes et system, der griber dig, hvis du udsættes for noget af ovenstående.
Hun ønsker nu at gøre opmærksom på det, hun kalder en retsløshed og et magtmisbrug, som ifølge hende har indfundet sig på universiteterne de senere år – og som hun selv har været udsat for.
– Tre gange har jeg oplevet, at ældre forskere har forsøgt at få æren for dele af mit arbejde med eksempelvis et ’gratis’ medforfatterskab på mine artikler, fortæller hun til femina.dk
– En af de første gange, jeg oplevede brud på forskningsintegritet, var, da blev jeg tvunget til at færdiggøre noget arbejde under min graviditetsorlov, ellers ville en konsulent overtage mit arbejde. Det er helt forkert forskningsetisk at true med, siger hun.
Maria Toft står bag kampagnerne #PleaseDontStealMyWork, der satte fokus på at standse forskningstyveri fra unge ph.d’ere, og senere den nationale kampagne #Sætforskningenfri, som handlede om de mere generelle vilkår for forskningen.
#PleaseDontStealMyWork-kampagnen belyste blandt andet faglige overgreb, men det mest interessante ved kampagnen er ifølge Maria Toft, at den også spurgte ind til ledelsens håndtering af overgrebene – og beretningerne tydede på et stort ledelsessvigt.
Maria Toft blev selv mødt med nedværdigende kommentarer om hendes graviditet og barsel, da hun klagede over, at en ældre forsker havde skrevet en artikel på baggrund af hendes data, imens hun var på forældreorlov.
– Han sagde, at det ikke var hans skyld, at jeg var blevet gravid og var gået på barsel. Flere gange oplevede jeg en latterliggørelse og bebrejdelse af, at jeg var blevet gravid.
– Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal føle skyld over at få børn. Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal retfærdiggøre min ret til at tage forældreorlov, siger hun.
I sidste ende fik hun rettighederne til sit data tilbage og skrev selv forskningsartiklen.
Vidnesbyrdene fra kampagnen stemmer også godt overens med en ny stor undersøgelse blandt ph.d.-studerende, der viser, at omtrent en tredjedel af alle de yngre forskere havde givet et gratis medforfatterskab til en ældre kollega – halvdelen fortalte, at de gjorde det, fordi de var blevet beordret til at gøre det af “personen, der bestemte”, lyder det fra Maria Toft.
I sidste ende opsagde hun sin stilling, fordi universitetsledelsen og andre forskere "gjorde det meget svært for hende at arbejde", forklarer hun. Hun oplevede eksempelvis også at blive truet af ledelsen, efter hun havde igangsat kampagnerne.
– Det var en kæmpe lettelse for mig at opsige stillingen. Men det er ærgerligt, at der i sidste ende er så meget idépotentiale, der går tabt på grund af den måde forskningsmiljøet er på i dag.
Nu har hun på vegne af de ph.d.-studerende i Danmark foreslået uddannelses- og forskningsministeren at oprette et uafhængigt klagesystem for alle universiteter, der skal behandle både sager om tvivlsom forskningspraksis, personlige krænkelser og diskrimination.
Målet er blandt andet at skabe et tryggere arbejdsmiljø.
Femina har været i kontakt med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. De ønsker ikke at kommentere sagen eller Maria Totfts kritik, fordi de kalder det en personalesag.