Brev til Anna Mejlhede: ​Alenehedens spøgelse

Hej Anna

Jeg er en kvinde på 61, der nyder en del rejseaktivitet og sammenkomster gennem året.

Herudover deltager jeg i kurser og kultur og foreningsliv, alt sammen både alene og sammen med venner.

En veninde kommenterede min tæt bookede 2022-kalender sådan: “Det program der ville give mig stress. “Og det kan hun havde ret i. I år har jeg valgt at skære drastisk ned på aktiviteterne. Men så er alternativet jo alenetid? Eller hvordan gør I andre?

Jeg har heldigvis en lang række hjemlige interesser: både praktiske og kreative, og jeg er en flittig læser af skønlitteratur.

Alt sammen fordrer det tid og fordybelse.

Men når jeg i perioder vælger bare at være alene hjemme, kommer alenehedens spøgelse nemt snigende. Måske kan det ikke være anderledes?

Her er det, jeg bare så meget savner at bo sammen med nogle, der ER i boligen.

Jeg synes ikke umiddelbart et seniorbofællesskab lige er det helt rigtige, men kunne godt tænke mig at høre om det? Måske har du eller SØNDAGS læsere nogle andre erfaringer eller idéer?

Om mig selv kan jeg mere fortælle, at jeg er i venteposition til førtidspension og har derfor også dagtimerne til disposition.

Jeg har familie og vennekreds, jeg inviteres hos, og som jeg selv inviterer hjem til mig. Men jeg har ikke kræfter til mere end højst to til tre gange pr. måned.

Singlekvinden

Kære Singlekvinde

Dine tanker her rammer lige ned i den form for “usynlige alenehed,” som rigtig mange mennesker lever i.

Dén handler nemlig ikke nødvendigvis om, hvorvidt vi kan finde ud af at komme ud af huset og være sammen med andre.

Vi kan heller ikke sætte lighedstegn imellem det at være alene og at være ensom. For man kan sagtens være ensom sammen med mennesker, man ikke føler noget tilhørsforhold til.

Der sker bare noget med en, når man grundlæggende ikke har andre voksne end en selv at være tæt med i sin hverdag.

For der er stor forskel på at have gæster og så på at have bofæller, som helt naturligt bare er der.

Nogen man også kan være stille sammen med. Sidde i stue med – uden at skulle en hel masse.

Du har familie og gode venner. Givende og meningsfulde fællesskaber. Alligevel er det tomt at komme hjem til dig selv og mærke, hvordan stilheden runger. Det billede tror jeg, at mange læsere kan genkende.

Udover de bofællesskaber, som nogle opfinder selv, så er der de etablerede seniorbofællesskaber, du selv nævner.

De består typisk af en ejendom med 15-30 boliger samt fælleslokaler. Fælleslokalerne kan indeholde køkken, badeværelse, fællesrum, gæsteværelse, hobbyrum eller værksted. I et seniorbofællesskab bor du sammen med andre, men kan stadig være dig selv.

Man skal blot have lyst til at være en del af et socialt fællesskab med fælles aktiviteter og være selvhjulpen i egen bolig.

KAB administrerer seniorbofællesskaber i en række kommuner. Prøv at undersøge hvad der er af muligheder i din, eller en anden du kunne være interesseret i at flytte til.

Det koster ikke noget at skrive sig på seniorbofællesskabets interesseliste, og du forpligter dig ikke til at sige ja til en bolig.

Jeg kender flere, som har valgt seniorbofællesskabet og trives i det.

Måske er vi også ved at være der i vores samfund, hvor vi tør tænke ud af boksen og finde måder at bo sammen på, der ikke afgøres af, hvorvidt man er et par? Jeg tror det.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.