Køn & identitet
7. februar 2023

Vi kunne mærke, at det feminine var noget, der blev forventet af os. Så gjorde vi det modsatte

Milos operation giver nye muligheder for udfoldelse, men det er ikke alle, der har lige let ved at forstå begrebet transperson. I det nyeste afsnit af dokumentarserien "Mere Milo" følger vi Milo i tiden efter operationen.
Af: Nanna Niemann

Se fjerde afsnit af "Mere Milo" hos ALLY.

– Har du set frem til crop-top livet? spørger Johanna.

– Ja for søren, jeg har været misundelig på alle andre, der har gået i crop-top, svarer Milo sin søster med et grin.

De er ude og shoppe genbrugstøj. Milo prøver en stram, kort t-shirt med rød skrift over brystet. Operationen har givet ham lyst til at prøve en ny stil af.

– Den, synes jeg altså, kan noget denne her, siger Milo.

Johanna er enig.

– Ja, den kan noget.

Snakken i prøverummet falder på femininitet. Et begreb de begge to har haft svært ved.

– Da vi var yngre, kunne vi underbevidst mærke, at det feminine var noget, der blev forventet af os, siger Milo.

– Og så gjorde vi det modsatte, siger Johanna.

Milo og Johanne Kinnock er ikke kun søskende, de er også sjælevenner, forklarer Milo.

– Jeg ville ikke have været den samme person. Jeg havde ikke været mig og turde de ting, jeg tør, uden hende i mit liv.

I tiden op til og under operationen, var Johanna der meget for Milo:

– Hun har bare været så god til altid at forstå, hvorfor jeg havde lyst til det.

Mere Milo 

I dokumentarserien “Mere Milo”, der er produceret af femina og ALLY, følger vi Milo før, under og efter sin topoperation, hvor han får fjernet sine bryster.

Vi får et unikt indblik i, hvordan det er at være mor, søster og ven til Milo i en tid, hvor han gennemgår en kæmpe udvikling for at blive mere sig selv.

I første afsnit tager Milo på besøg hos sin mor Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på sin egen barndom og opdragelse. Kan Milo forstå sig selv og sin non-binæritet bedre ved at lære mere om sin fortid? Og hvordan føles det ikke at være en pige og ikke være en dreng?

Se første afsnit af "Mere Milo" i toppen af artiklen eller hos ALLY. Der kommer et nyt afsnit hver tirsdag.

“Du tager fandeme en for holdet”

Milo er taget hjem til vennen Sol Wendel. Det er første gang, de ser hinanden efter Milos operation.

Sol er også nonbinær, men bruger pronominerne de/dem. Selvom de har forskellige pronominer, har de begge kæmpet med begrebet femininitet, og hvordan de skulle udtrykke den.

– Jeg kan huske at jeg synes at femininitet og maskulinitet var svært at navigere i, især efter jeg sprang ud som queer,” siger Sol.

Sol forklarer, at de havde brug for at af-feminisere sig ved at barbere håret af og gå i det samme tøj som 'en 12-årig dreng'.

– Jeg har kunnet mærke, at jo flere skridt jeg tog mod at blive mere maskulin, ændre navn, pronominer, top-surgery, jo mere kunne jeg omfavne de feminine sider, siger Milo.

Da han sprang ud som lesbisk, var Milo meget opmærksom på ikke at fremtræde for feminin.

– Der skulle ikke være noget af det dér, griner Milo og svinger håndleddet for at demonstrere sin pointe.

Men jo mere maskulin, Milo blev i sit udtryk, jo mere blev han bekræftet i sin identitet som nonbinær, og med tiden begyndte han at hvile mere i sin femininitet.

– Jeg føler mig mere autentisk og mere som mig selv. Nu ved jeg, at folk forstår, at hvis jeg er feminin, er det ikke, fordi jeg er pige.

Sol har gjort sig en del tanker om pronominer. Det kan være svært at afgøre, hvor meget man skal forklare til folk og samtidig passe på sig selv.

Det er en af grundene til, at Milo laver programmet 'Mere Milo.'

– Du tager fandeme en for holdet, siger Sol.

Det er ikke alle, der har lige let ved at forstå betegnelser som nonbinær, pronominer og transperson. Så hvordan forklarer man, hvad det vil sige at være transperson til en, der ikke kender begrebet?

– Det betyder, at man på den ene eller anden måde ikke føler sig glad og komfortabel i det køn, man bliver tildelt, når man bliver født.

Se fjerde afsnit af “Mere Milo” hos ALLY.

Læs mere om:

Læs også