Stine fotograferer stærke kvinder: ”Jeg har ikke lært at pakke mit hjerte ind endnu”

Stine stod midt i den lille landsby i Burkina Faso tilbage i 2016. Hvor end hun gik, fulgte en stor flok af afrikanske kvinder trofast med hende. De ville gerne posere for kameraet. Midt i menneskemylderet fik Stine øje på en høj og slank skikkelse, der stod under et træ. Det var en kvinde, der stod med armene over kors. En lidt skæv eksistens, som Stine beskriver hende.

– Dabire og jeg fandt hinanden. Hun havde et blik, hvor hun var nysgerrig på mig, og jeg var på hende. Og så var hun som en skygge, der bare stod og betragtede de andre. Så jeg vendte mit kamera mod hende.

Kvindens navn var Dabire, og på det tidspunkt var hun 32 år gammel – med otte børn. Sammen med de andre kvinder fra landsbyen samlede Dabire shear-kerner i en tør plantage. Nødderne brugte kvinderne til at lave sæbe, som de kunne sælge på markedet. Pengene kunne kvinderne bruge til at føre deres egne mikrovirksomheder videre. Nogle lavede bagværk, andre strikkede huer og trøjer. Dabire bryggede øl.

Stine og Dabire kunne ikke tale sammen. De kom fra to vidt forskellige verdener, men de forstod alligevel hinanden med øjnene og kropssproget.

– Jeg giver meget af mig selv. Og så får jeg meget igen. Det er sårbare sjæle, jeg arbejder med, så der er en skrøbelighed over det. Jeg skal sætte mig ind i deres historie, hvis jeg skal portrættere dem ordentligt.

Dabire var ikke en medløber. Men en smule uden for gruppen og derved helt sin egen. Hendes styrke stråler ud af øjnene på hende, og det forelskede Stine sig i. Det har hun en tendens til at gøre.

– Fælles for dem, jeg tager billeder af, er, at de har et særligt blik, der gør dem enestående. Jeg bliver draget af dem, der ikke er en del af gruppen, for det må være der, den interessante historie er.

I mere end 30 år har Stine Heilmann arbejdet som professionel fotograf. Hun har igennem sit humanitære arbejde fundet ud af, at hun har et særligt øje for kvinder og børn.

Dabire og en masse andre kvinder mødte Stine på sin første store humanitære opgave i samarbejde med Dansk Industri og Women Deliver. Her besøgte hun otte af verdens fattigste lande for at skyde otte forskellige kvindehistorier.

– Jeg kan mærke, at det er kvinder og unge piger, der har min store bevågenhed. Det er dem, der er mest sårbare i verden, og dem som er dårligst stillede. Det er dem, som vi skal hjælpe.

Stine har lavet et nyt projekt i samarbejde med PlanBørnefonden, hvor hun har portrætteret ni forskellige herboende kvinder, der har rødder i lande, hvor kvinder lever under svære betingelser og har dårlige rettigheder.

Starten på det humanitære arbejde

Stine Heilmann har været fotograf i 31 år. Hun havde sin start i reklamebranchen i 90’erne. Her lærte Stine at få blik for det æstetiske udtryk. Men en dag skulle der ske noget nyt. Reklamebranchen føltes tom og verden stor. Den ville hun ud og dokumentere.

Hun startede for alvor sit humanitære arbejde i 2006. Pludselig sad hun i et fly på vej til Cambodia, hvor en tsunami havde huseret landet og efterladt mange børn forældreløse. Her lå en SOS Børneby. I syv dage boede Stine med børnene og dokumenterede deres liv.

– Jeg kom hjem fuldstændig hudløs. Jeg forelskede mig i en lille pige på ni år, som jeg prøvede at få med hjem. Vi havde kemi med øjnene, og jeg blev helt draget af hende. Dengang havde jeg ikke lært at pakke mit hjerte ind. Det har jeg stadig svært ved i dag.

Den lille pige var som klistret til Stine, og så kom dagen, hvor de skulle sige farvel. Det var hårdt for Stine, men det lærte hende om den hårfine balance, det kan kræve, når man er ude i kriseområder.

– Jeg får en forbindelse til nogle mere end andre. Det sidder i øjnene. Pigen her havde dybe, brune øjne, og de fulgte mig overalt. Hun er ikke billedskøn, men hun er dragende. Hun kan lide den dans, vi har, mens jeg tager billeder af hende.

Hun har endnu ikke lært at lægge følelserne på hylden, når hun skal fotografere et nyt menneske. Men hvorfor skulle man også gøre det?, spørger Stine.

– Jeg skal heller ikke være kold og distanceret, men det er en balance, jeg aldrig kommer til at lære. Jeg går ind i ting med 400 km i timen og med en oprigtighed og autencitet.

Projektet med Planbørnefonden

Stine har det, hun kalder for en ”popcornhjerne”. Når hun holder pauser fra arbejde, så kører den, indtil den har fundet på det, som hun skal finde på næste gang. Når der er stille i butikken, må man selv gøre noget.

Derfor fik Stine en ide til et projekt, der kunne lave noget larm omkring vigtige budskaber, og som kunne gøre en forskel ved at samle penge ind. Ideen var Planbørnefonden med på. Sammen med ni kvinder har Stine lavet et fotoprojekt, der sætter fokus på verdens problemer.

Kvinderne har alle forskellige baggrunde og rødder i lande, der er plaget af forskellige kriser. Fælles for dem er dog, at de på hver deres måde kæmper for en mere lige og retfærdig verden. Stine mener, at vi har brug for at se rollemodeller, der viser os håbet.

– Hvis kvinderne ikke havde et håb, så ville det ikke føre nogen steder hen. Vi har ikke brug for at se død og ødelæggelse, elendighed og tørke. Det er vi mættede af. Vi har brug for at se forandringen og håbet. Den forandring er vi alle sammen med til, når vi donerer penge og sender tøj.

En af kvinderne er Neda. Hun er født i Danmark men har iranske rødder. I Iran udspiller der sig et opgør med regimet, som har styret landet med hård hånd siden 1979. Hun kæmper med det iranske folk hver dag og bruger sin stemme nu, når iranerne ikke kan.

En anden er Alona, som er født i Ukraine, men kom til Danmark for 17 år siden. Krigen hærger landet, og mange flygtninge er kommet hertil for at være i sikkerhed. Alona hjælper frivilligt de ukrainske flygtninge ved siden af sit arbejde.

Kvinderne har hver især fået lov til at vælge en ting, der betyder noget særligt for dem.

For Stine var det vigtigt stadig at have fokus på styrken i kvinderne og dele de budskaber, som kvinder bærer med sig.

– Står vi sammen, så bliver vi stærkere. Det er så vigtigt at sætte fokus på ligestilling, og at vi skal behandles ens, ligegyldigt hvor i verden du kommer fra og hvilke køn du er født med. Det var det, der var fælles for alle kvinderne, fortæller Stine og fortsætter:

– Kvinderne er så inspirerende. De tør stå op for dem selv, tage deres plads og kende deres værd – for mænd og kvinder er lige meget værd uanset, hvor vi er henne i verden. Punktum.