“Folk kan ikke dy sig selv, selv om de ved, det er forkert. Det gør mig utrolig frustreret”

Marianne Holbæk-Hanssen er født med en arvelig sygdom kaldet Retinitis Pigmentosa, som påvirker synet.

Da hun blev født, kunne hun se godt nok til at klare sig uden hjælpemidler, men hendes syn er gradvist blevet dårligere.

– Medicinsk er jeg blind. Jeg har kun fem procent af mit syn tilbage på det ene øje, siger hun.

Hvis man ikke på forhånd vidste, at Marianne er blind, er det svært at se på hende. Bortset fra brillerne med farvet glas.

– Det eneste, jeg ser, er lyst og mørkt, og indimellem farver på det ene øje. Det er som at kigge ind i et lille hul. Jeg kan se telefonen, men jeg bliver hurtig træt i øjnene.

– Jeg er også meget lysfølsom, alt lys bliver meget lyst, og så kan jeg ikke se. Jeg har heller ikke mørkesyn, så i skumringen bliver alt mørkt.

Både Mariannes mor og bror har samme sygdom. Hun fortæller, at de fleste først mister synet i voksenalderen. Hendes mor fik diagnosen samtidig med Marianne og hendes bror i 2000.

– Hun arbejdede som sygeplejerske og kørte bil, hvilket gik helt fint, indtil hun påkørte nogen – først der blev det opdaget, at hun havde en sygdom.

Tunnelsyn

Marianne forklarer, at en af ​​de svære ting ved sygdommen er, at hun ikke selv forstår, hvor dårligt hendes syn er.

– Jeg har tunnelsyn og kan kun se ligeud. Jeg kan se en nål på gulvet, men styrter bagefter ind i stolen foran mig, siger hun med et grin.

For 10 år siden brugte Marianne ikke engang en stok, men nu er hun afhængig af den, og ikke mindst førerhunden Khan. Det gradvise tab af synet har været svært.

– Jeg vænner mig til det, men det er klart, at det begrænser mig meget.

For to et halvt år siden købte Marianne sin første lejlighed sammen med sin mand, og hun fortæller, at der kun gik tre måneder, så kunne hun ikke selv finde skraldespanden.

– Det var meget underligt. Jeg har altid været meget selvstændig, så det var et nederlag for mig. Pludselig kunne jeg ikke noget selv – jeg kunne ikke engang lufte hunden.

Har haft førerhund i seks år

Marianne fik sin første førerhund for seks år siden, Okami, og han er onkel til hendes nuværende førerhund, Khan, som er næsten to år gammel. Hun er vokset op med førerhunde, da hendes mor har haft flere.

Khans onkel gik på pension sidste efterår, efter godt fem år som førerhund, fordi han havde nogle helbredsproblemer.

Nu nyder han pensionisttilværelsen med Mariannes mors gamle førerhund og hunden Maskot, der snart fylder 13 år.

– Valget faldt på en hvid schweizisk hyrdehund af flere årsager. Jeg har brug for en race, der kan følge med mig, da jeg er ret høj og går meget. En labrador bliver for doven, siger hun med et grin.

Ved siden af ​​Marianne sidder Synne, der arbejder som førerhundetræner. Ved hendes fødder ligger en labrador, som er ved at blive trænet til at blive førerhund.

Det var også Synne, der trænede Khan, men Marianne havde allerede lagt et godt fundament. Træningen begynder allerede fra hvalpen er otte uger gammel, og den rigtige træning starter, når den er omkring halvandet år.

– Man skal være meget ude i offentligheden, men også træne i ro og mag. Nogle hunde har meget energi, men det betyder ikke, at de ikke kan være førerhunde. Men det går ikke, hvis de bliver ekstremt stressede, så er det ikke sikkert. Men langt de fleste hunde bliver godkendte – mindst 70-80 procent af dem, forklarer Synne.

Separationsangst

Det tager normalt seks til otte måneder, før en førerhund bliver godkendt. Khan blev allerede godkendt, da han var halvandet år gammel, hvilket er sjældent.

– Jeg fik ham under corona, så vi var på mange udendørs caféer. Han var også med min mand på arbejde, for at han kunne vænne sig til andre miljøer.

– Racen er tilbøjelig til separationsangst, så vi skulle også træne ham til at være alene, siger Marianne og kigger ned på Khan, der ligger sammenkrøbet under stolen og slapper af.

– Han kunne have ligget på gulvet ved siden af, men han er altid tæt på mig. Når jeg går på toilettet, er han lige uden for døren. Det er ikke sådan, at han bliver stresset uden mig, men hvis han får valget, vil han altid gerne være der.

Marianne fortrækker faktisk hunde, der kun knytter sig til en person.

– Hvis vi går i en menneskemængde, er han ligeglad med andre end mig. En labrador ville altid vælge den person, der har en godbid i hånden, siger hun og griner.

Bliver forstyrret hele tiden

For et stykke tid siden lagde Marianne et opslag op i Facebook-gruppen "Hund på Facebook". Hun udtrykte sin frustration over, at folk ikke kan lade hende og Khan gå i fred.

Folk kommer ofte op og siger: "Åh, jeg ved godt jeg ikke skal forstyrre dig, men han er så sød!"

– Det er meget typisk. De kan ikke dy sig selv, selv om de ved, at det er forkert. Det gør mig utrolig frustreret, siger Marianne.

Førerhunde tager man sjældent fejl af, da de er tydeligt markeret. De bærer seler og en gul refleksvest med tydelig skrift på.

– Khan er ikke interesseret i folk, han ikke kender. Så han bliver ikke kun forstyrret, når de kommer forbi, han bliver også irriteret.

– I værste fald kan han lave en pludselig lyd eller bevægelse. Det er en "talende" race, så han giver klar besked og gør. Det kan være ubehageligt, hvis du står midt i et indkøbscenter eller butik.

Kan få store konsekvenser

Hvor ofte kommer folk hen og forstyrrer dig?

– Hver dag. Der går ikke en dag, uden at nogen stopper os, siger Marianne.

Hun fortæller, at flere af hendes venner har bemærket, at folk kommer bagfra for at røre ved Khan, når de er ude at gå. Og nogle gange bliver de sure, fordi Marianne siger, at de ikke må klappe ham.

– Khan kan blive så stresset, at han begynder at bide. Så kan han ikke være førerhund mere, og jeg står uden hund på trods af, at han er verdens sødeste hund. Så er års arbejde spildt, bare fordi folk ikke kan dy sig.

Marianne fortæller om en episode, der fandt sted for nylig.

Hun ventede på en bus, og en mor og et barn kom hen mod dem. Barnet råbte "Hund!", og moren svarede "Ja, se den pæne hund!", og nærmest skubbede barnet hen til dem.

Marianne fortæller, at Khan ikke bryder sig om at blive kælet af fremmede, og moren svarer på barnets vegne: "Ja, men han er så glad for hunde, ser du!"

Det er gået så vidt, at Marianne har følt sig nødsaget til at putte mundkurv på Khan. Og det er ikke, fordi han er farlig, men fordi han skal se farlig ud.

– Det virker! På første tur med mundkurv sprang folk væk, og det er aldrig sket før. Det var meget dejligt, siger Marianne med et smil.

Hun understreger, at det var en proces at vænne sig til det. For Khan skulle det være behageligt at have mundkurv på, og han synes, det er helt fint at gå med.

– Det er forfærdeligt, at det skal gøres, men jeg er så bange for, at nogen vil beskylde ham for at bide, hvis han bliver drillet og laver en pludselig bevægelse.

Mister selvstændigheden

Hvis Khan bliver forstyrret, når han arbejder, vil han forsøge at komme forbi forhindringen, og så kan Marianne komme til at gå ind i en pæl, eller i værste fald gå ud på vejen, hvor der kommer biler. Det er så lidt, der skal til.

– Jeg indser mere og mere, at jeg ikke tør være så selvstændig, som jeg gerne vil være, for der er en reel fare for, at der kan ske en ulykke.

– Og efterhånden som mit syn bliver ved med at forværres, bliver jeg endnu mere afhængig af Khan. Jeg kan ikke gå udenfor uden ham, siger hun.

Jo flere gange Khan bliver stoppet og forstyrret, jo mere usikker bliver han. Marianne fortæller, at han fryser, når der kommer børn løbende imod ham, for han tror, at de løber efter ham, hvilket desværre er sket flere gange allerede.

– Det er slet ikke rart. Khan elsker at arbejde, og han vil bare gerne arbejde i fred, siger hun, inden Synne bryder ind:

– Mange tror, ​​at førerhunde er trænet til at blive forstyrret, men bag selen er en normal hund, og hunde har instinkter. Jeg håber, at folk kan lade andres hunde være i fred – førerhund eller ej.

– Eller i det mindste spørg ejeren først. Svaret bliver dog alligevel nej – for Khan er ikke interesseret i det, siger Marianne.

Både Marianne og Synne mener, at mange har urealistiske forventninger til en førerhund.

– Ja, de er trænet til forstyrrelser, men sker det flere gange om dagen, bliver træningen med tiden ødelagt. Det er sket, at førerhunde mister deres job på grund af det, siger Marianne.

Går ud ad døren med en klump i maven

Hænder det, at du holder op med at gå ud på grund af det her?

– Ja, nogle gange går jeg ikke i supermarkedet, fordi jeg ved, det bliver træls. Jeg tænker ofte, at jeg kan sende min hjælper i supermarkedet i stedet for, men så bruger jeg min hjælpers tid på noget, som jeg gerne vil have brugt anderledes.

– Sådan skal det ikke være, og jeg forsøger at vælge hunden hver gang – også selv om jeg går ud ad døren med en klump i maven.

En førerhund bliver normalt pensioneret i en alder af otte til ti år. Når hunden fylder 11 år, skal man have en særlig erklæring for at kunne fortsætte.

– Khan er den bedste førerhund, jeg har haft. Han elsker det her – hver gang vi går på arbejde bliver han helt ekstatisk og hopper op og ned som en kænguru.

– Jeg vil ikke miste ham. Jeg vil gerne have, at han kan arbejde, til han er gammel og grå, siger Marianne.

Artiklen blev første gang udgivet på kk.no. Dette er en redigeret version.