Anne Sofie Espersen: “Jeg blev sat af en forestilling, fordi jeg var så dum at fortælle dem, at jeg var gravid”
Foto: Kamilla Bryndum
Hvis jeg siger feminisme, hvad er så det første, der falder dig ind?
Ligestilling. Begrebet feminisme er måske noget, som nogle er lidt bange for. Måske fordi nogle mennesker udelukkende forbinder det med revolutionære rødstrømper, som har en venstreorienteret agenda.
Som en del af klassekampen. Men i virkeligheden så er feminisme udelukkende ligestilling. Derfor forventer jeg sådan set, at alle mennesker er feminister.
Er der et bestemt tidspunkt, hvor du fik øjnene op for feminisme?
Jeg er opdraget efter feministiske principper, og min far har altid sagt, at jeg skal gå efter guldet. Han sagde: “Pæne piger be’r ikke om noget. Pæne piger får ikke noget.” Det er den devise, han har opdraget mig efter.
Hvad mente han, når han sagde “pæne piger be’r ikke om noget”, som også er titlen på den bog, du lige har udgivet?
Hvis du er den pæne pige, som holder dig tilbage og sidder pænt henne i hjørnet med benene over kors, har du også meget svært at få noget. Man bliver nødt til at gå ud og sigte efter det, man gerne vil have, og søge målrettet efter sine drømme.
Hvad var din motivation for at skrive bogen?
Majbritt (Maria Lundgaard, red.) og jeg begyndte at girl-crushe lidt på hinanden. Og så udviklede det sig til, at vi fandt ud af, at vi har ret meget at byde på, når vi er sammen.
Der er 20 år imellem vores moderskab, og bogen er en samtale om den generationskløft, der er – eller måske slet ikke er – imellem os i moderskabet. Kvinder kan have en tendens til at stå på hver deres side af generationerne og råbe ad hinanden.
Mange i min generation tænker, at de yngre mødre beklager sig for meget, og de yngre mødre føler nok, at vi tysser på dem, når de deler de svære ting ved moderskabet.
Majbritt og jeg har taget denne her diskussion i bogen, og jeg tror, vi er begge er kommet klogere ud på den anden side. I hvert fald kunne vi konkludere, at kløften ikke er så afgrundsdyb, som debatten godt kan få den til at synes, når det går hedt for sig.
Kort om Anne Sofie Espersen
49 år.
Opvokset i Hirtshals, bor i København.
Skuespiller, presserådgiver og nyslået forfatter til bogen “Pæne piger be’r ikke om noget”, som hun har skrevet sammen med Majbritt Maria Lundgaard.
Hvorfor er den samtale vigtig netop nu?
Fordi hvis ikke vi kvinder støtter hinanden og lytter til hinanden, er vi endnu værre stillet i spørgsmålet om ligestilling.
Hvad er ligestilling for dig?
Ligestilling er lige vilkår for mænd og kvinder. Jeg synes, det er urimeligt, at køn skal bestemme, hvilken løn man skal have, eller hvilke muligheder man skal have for job. Og så er der den generelle ligestilling i verden, som jeg slet ikke synes, vi får talt nok om. Men et sted, hvor jeg føler, at jeg kan rykke på noget, er i forhold til køn.
Hvornår oplever du kønsforskelle i dit eget liv?
I underholdningsbranchen har jeg oplevet, at der er stor forskel på muligheder og lønninger mellem køn. Da jeg var ung og nyslået skuespiller, kunne jeg tydeligt mærke, hvor jeg hørte til i hierarkiet, fordi jeg var en kvinde.
Jeg var jo “bare en ung kvinde”, og dengang var der ikke den samme respekt omkring mig som hos jævnaldrende mandlige kolleger
Er der en bestemt situation, hvor du har følt dig begrænset af dit køn?
Jeg blev sat af en forestilling, fordi jeg var så dum at fortælle dem, at jeg var gravid. Og selv om vi ville være færdige med at spille forestillingen, lang tid før man overhovedet kunne ane en gravid mave, blev jeg simpelthen fyret.
Den mandlige instruktør og dramatiker turde ikke ansætte en gravid kvinde. “Man kunne være ekstra sårbar og hysterisk”, sagde de.
Hvad mangler der for at opnå ligestilling mellem køn?
På løndelen er der faktisk stadigvæk ret stor forskel i underholdningsbranchen. I hvert fald sidst jeg tjekkede min kontrakt. Og så oplever jeg stadig, at i det øjeblik, kvinder sætter børn i verden, er der en idé om, at man ikke rigtig kan regne med dem mere.