Hendes liv var som de fleste 19-åriges, men så mødte hun én, der gjorde hende nysgerrig: "Det lyder helt syret, men det har været godt"

Da Camilla Brandt Højgaard gik i 3.g, var hendes liv som de fleste nittenårige gymnasieelevers med lektier, veninder, nerver over eksaminer, fester, fyre og alkohol.

Hun bekymrede sig måske om en del ting og talte også ind imellem med en veninde om, hvad meningen er med det hele – men mest som en joke.

Hun søgte ikke bevidst efter et religiøst eller åndeligt ståsted, men så mødte hun en fyr, som fortalte, at han var kristen.

Ja ja, det er jeg da også, svarede hun selvfølgeligt, men han uddybede så, at han var kristen på den måde, at han gik i kirke hver søndag og efterlevede, hvad der står i biblen.

– Han var ligesom enhver anden, men han drak ikke og havde ikke sex, og der skal altså noget helt specielt til for at holde sig fra den normal, der ellers er på et gymnasium. Hvad havde han i den bibel, som jeg ikke havde? Det, syntes jeg, var ret interessant at undersøge, fortæller Camilla.

Hun sidder på en café ved Søerne i København og fortæller sin historie. Hun har en solgul sweatshirt på og drikker chai latte.

Hun har lige fået fri fra en dagvagt som sygeplejerske på Rigshospitalet. Markus, som den troende medstuderende hed, er i dag hendes mand, men der gik noget tid, før de blev kærester, og det var der flere grunde til.

Da hun efter gymnasiet tog et sabbatår og var ude at rejse, var Markus med hende i en løbende korrespondance på Messenger, og undervejs på rejsen begyndte Camilla at tænke anderledes og opdagede, at eksempelvis naturoplevelser rørte noget inde i hende på en ny måde, og det fortalte hun ham om.

– Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt, da jeg var i Sri Lanka, gik op ad et bjerg, der hedder Adam’s Peak. Det havde været en megahård tur op, hvor vi ikke kunne se noget, fordi det var mørkt, og da vi så kom op på toppen og pludselig kunne se det hele, var det første jeg tænkte – wouw, alt det her har Gud skabt! Det var en tanke, jeg aldrig havde haft før.

Camilla er som så mange andre vokset op i en kulturkristen familie, hvor de er gået i kirke ved højtiderne men ellers ikke har praktiseret deres tro.

Markus bekendte sig derimod til den kristne tro i praksis om kom i et Luthersk Missions fællesskab, som rummede levemåder, som skurrer imod meget af den gængse ungdomskultur, f.eks. at man ikke har sex før ægteskab.

Hvad var det, der fascinerede dig ved Markus?

– Det var en ro og sikkerhed. Han vidste, at han var god nok, som han var, og virkede til at være et meget ubekymret menneske.

– Han gav over for mig udtryk for, at det var fordi, han troede på en Gud, som tog bekymringerne fra ham, og det fangede mig rigtig meget, for jeg var 19 år gammel og tænkte altid over alle mulige ting og om, hvad folk tænkte om mig.

– Jeg var generelt et ret bekymret menneske, så at kunne føle sådan en ro, som han havde, det kunne jeg godt tænke mig.

Udover almindelige bekymringer i gymnasielivet om opgaver, karakterer, så var der også et par år, hvor der var meget sygdom inde i billedet i Camillas liv.

Først fik hendes mormor brystkræft, og siden fik både hendes far og farfar også kræft, og det fik hende til at tale meget med Markus om, hvordan hun følte sig magtesløs i situationen.

På et tidspunkt i begyndelsen af hendes mormors sygdomsperiode, spurgte han, om hun havde lyst til, at de sammen skulle bede for mormoren. Camilla var lige kommet ud fra fitnesscentret, og så stod de pludselig der og bad sammen midt på parkeringspladsen.

– Det, syntes jeg, var ekstremt stort. At vi gjorde det sammen, og at der var et andet menneske, der interesserede sig for, at det skulle gå en person, som han slet ikke kendte, godt.

– Jeg havde før bedt til Gud, om at det ville gå mig godt til eksamen eller sådan noget, men det var lidt grænseoverskridende at gøre det sammen der midt på parkeringspladsen. Men jeg kunne også bare mærke, at jeg havde megameget brug for det, så det var helt ok.

Havde du nogen forbehold over for den form for religiøsitet, som din ven kom med?

– Jeg blev ikke skræmt af det, fordi jeg havde stor respekt for, hvem han var, men da jeg først begyndte at få følelser for ham, og han lagde op til, at han kun kunne være sammen med mig, hvis jeg også var kristen, blev jeg klar over, at jeg skulle bruge noget tid på at finde ud af, om det var noget, jeg kunne stå inde for.

– Jeg kunne mærke noget ved kristendommen, som gav mig rigtig meget tryghed og ro, men jeg skulle være sikker på, at det ikke bare var fordi, jeg var forelsket i ham.

– Så det tog lang tid, før vi fandt sammen, men det var rigtig godt at bruge tid på at læse i biblen, bede, gå ture og snakke med ham. Det lyder helt syret, men det har været godt.

Hvad har vundet ved at gå ind i denne tro?

– Alt! Jeg føler jo bare, at jeg har vundet livet. Jeg har en mand, som, jeg ved, vil elske mig resten af livet.

– Jeg har vundet tryghed – en livsglød, synes jeg. Mit liv er forandret på rigtig mange måder. Jeg er tryg og ikke bange. Og hvis jeg bliver ked af det, har jeg altid én, jeg kan gå til, altså Gud. Jeg har ham hele tiden hos mig.

– Jeg er også blevet taknemmelig over mange flere ting. F.eks. havde jeg en stresset dag på arbejdet, hvor jeg skulle haste videre og møde nogle venner.

– Jeg kiggede på en smuk solnedgang hen over søerne, og der følte jeg mig overbevist om, at det var Gud, der sendte mig et signal om, at der altså er vigtigere ting. Og så føler jeg mig ikke ensom. Jeg er blevet rigtig god til at være alene. Det var jeg ikke før. Jeg var rigtig afhængig af Markus, og det har jeg også været med andre kæreste.

Er der noget, du har været nødt til at vælge fra? Noget, du har mistet?

– Der var en periode, hvor jeg måtte sige farvel til sex, og det var da ekstremt svært. Sex er jo en dejlig måde at vise sin kærlighed til sin kæreste på, så jeg syntes klart, at jeg manglede noget og var bange for, at jeg ikke kunne vise ham min kærlighed nok. Det var hårdt i starten, men vi fandt en balance. Men vi har virkelig lært hinanden godt at kende i de tre år, før vi blev gift.

– Jeg drikker stadig alkohol, og hvis jeg en aften har lyst til at drikke mig fuld, så gør jeg det, men jeg drikker mig ikke så ukontrolleret fuld, som jeg gjorde i gymnasiet.

Hvad sagde dine veninder til din nye religiøsitet?

– Altså de er jo bare supercool. Jeg har bare de bedste veninder, men der er ikke nogen tvivl om, at de syntes, det var underligt. Men de mødte Markus ret hurtigt og kunne godt fornemme, at han var helt normal, så de tog det rigtig pænt.

Og hvad med din familie?

– Min storebror var skeptisk, men han og Markus er gode venner i dag, så der er slet ikke noget. Min mor sagde, at jeg skulle huske, hvem jeg selv er. Det har jeg været meget opmærksom på, og det var også derfor, der gik noget tid, før jeg blev kærester med Markus.

– Jeg ville også stadig gerne se mine veninder, så jeg ville heller ikke have, at de skulle føle, at jeg havde forandret mig. Men min mor er bare glad, for hun ser jo, hvor glad jeg er.

– Jeg føler, at jeg er god nok. Hvis jeg tager mig selv i at spekulere på, om nogen vil sige noget om mig, så tænker jeg, at det er lige meget, for der er kun en, der kommer til at dømme mig, og det er Gud. Det har givet mig meget mere selvtillid.

Interviewet blev første gang udgivet i femina uge 11, 2023.