Da hendes mand blev syg, lovede hun ham én ting

Lige da Marc var blevet syg, sagde jeg til ham: ”Det her er noget, vi klarer sammen”.

Han skulle ikke være ét sekund i tvivl om, at jeg aldrig nogensinde ville stikke halen mellem benene eller sige: “Jeg kan ikke mere”. Og det har jeg stået ved.

27-årige Monica Bauer toner frem på Facetime-forbindelsen i en hvid T-shirt. Monica sidder i sin stue i sit hus lidt uden for Holbæk, hvor hun bor sammen med sin mand Marc, der ligger inde på sofaen.

– Marc er erklæret kræftfri, men han er rigtig hårdt ramt af senfølger i denne tid, så han tilbringer mange timer på sofaen.

– Han har problemer med sine lunger, og det lange sygdomsforløb har også ramt ham rigtig hårdt psykisk. Han er dybt deprimeret og uden initiativ, fortæller Monica ærligt.

– Så det er vigtigt at sige, at livet ikke bare går videre, selv om man er kræftfri hverken for patienten eller den pårørende. Der er en masse ar på sjælen hos mig. En udmattelse, og også en frygt for: Kommer det nu igen?

Senfølger trækker tænder ud – også for de pårørende

Monica trådte ind i rollen som pårørende for fire år siden, hvor Marc fik konstateret lymfekræft.

– 14 dage senere fandt lægerne ud af, at Marc også havde leukæmi, og de valgte at behandle leukæmien først med fire serier kemoterapi.

– Leukæmien forsvandt efter første behandling, men det har taget længere tid at få bugt med lymfekræften. Undervejs fik Marc en ny knoglemarv, fordi han havde fået så meget kemo.

– En måned senere faldt han om med et krampeanfald, og lægerne fandt ud af, at han også havde lymfekræft i hjernen. Det blev behandlet, men et halvt år senere kom det tilbage, og Marc fik endnu en streng kemokur og endnu en knoglemarvstransplantation, fortæller Monica.

Under hele kræftforløbet har Monica stået klar som pårørende – samtidig med, at hun har passet sit job som social- og sundhedsassistent.

– Jeg har et kæmpe omsorgsgen, smiler Monica. Og tilføjer:

– Det værste for mig var, når Marc skulle indlægges. Vi har lovet hinanden, at man ikke skal være alene – så i en periode havde vi nærmest et halvt hospital inde i stuen, så Marc kunne undgå indlæggelse.

– Jeg har gjort ALT, hvad jeg kunne for at være der for Marc, og den tillid, jeg er blevet mødt med fra læger og sygeplejersker, har også fået mig til at tænke: “Jeg er egentlig ret sej”. Det skal man huske at sige til sig selv.

Hårdt og livsbekræftende

Monica tøver ikke længe, da hun bliver spurgt, hvilke ord hun vil sætte på det at være pårørende.

– Det er hårdt, men det er også virkelig livsbekræftende. Set i bakspejlet har jeg lært, hvad livet er værd.

– Jeg har lært mig selv at kende, fordi jeg er blevet presset ud i nogle vildt svære situationer, siger Monica og forklarer, at.

Hvilke følelser har været sværest for dig at håndtere?

– At se et menneske, jeg elsker meget højt, blive så alvorligt syg, at han kan dø af det – det har været det allersværeste for mig.

– Jeg har drømt mange gange, at jeg planlagde Marcs begravelse – lige fra blomsterne i kirken – til hvem der skulle bære hans kiste ud. Det har været nogle svære tanker at gå rundt med, for lægerne har hele vejen igennem været fortrøstningsfulde. Og så længe lægerne har håb, skal man også selv bevare håbet, lyder det fra Monica.

Hvordan passer du på dig selv, midt i alt det her?

– Ja, det er også et spørgsmål, jeg stiller mig selv – for jeg aner faktisk ikke, hvor jeg får mit overskud og min energi fra.

– Vi har en virkelig god familie, der bakker os tusind procent op, og det har hjulpet meget. Og så har det at se Marc kæmpe sig igennem hele forløbet også gjort, at jeg SELV fik energi til at kæmpe, siger Monica. Og tilføjer:

– Men lige nu er jeg også nået til et sted, hvor jeg kigger indad. Jeg går hos en psykolog for at sætte fokus på, hvad der mangler for mig.

– Det er min tur til at mærke mine egne behov, men det er MEGA svært for mig. Jeg føler, at jeg tilsidesætter Marc, hvis jeg prioriterer mig selv.

– Jeg får dårlig samvittighed over at tage ude i byen og hygge mig, mens Marc ligger herhjemme og har det svært. Så jeg har fundet et lille frirum i køkkenet.

– Jeg elsker at bage kager og at lave fyldte chokolader – og når jeg står i køkkenet, kan jeg koble af – samtidig med, at jeg ikke behøver at forlade Marc.

Står et svært sted lige nu

Monica fortæller, at det sværeste tidspunkt for hende som pårørende er lige nu.

– Faktisk ville jeg hellere gå igennem hele Marcs kemoforløb én gang mere, end jeg vil gå igennem det, vi står i lige nu.

– Marc er så påvirket psykisk, at det næsten ikke er til at være i. Han er afhængig af mig, af den tryghed jeg giver ham – mens jeg er nået til et sted, hvor jeg har brug for at mærke mig selv igen.

– Så jeg har tænkt på: Er det nu, jeg skal stikke halen mellem benene og sige: “Jeg kan ikke mere”, men inde i mig selv, bliver jeg ved med at tro på, at det hele nok skal blive godt igen. At vores drømme og vores liv kommer tilbage – måske i en ny form. For ingen ved, hvad morgendagen bringer.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 13, 2023.