Bastian husker det øjeblik, hvor han bestemte sig for, at han gerne ville være en pige. Han var ti år

I en af de første scener i den Copenhagen Dox-aktuelle film ”Forvandlingen”, står den dengang 12-årige Bastiani et mørkt rum og kigger på sig selv i et spejl.

Blikket på eget ansigt er undersøgende, som om der findes alverdens svar i spejlbilledet. Bastian tager en hånd op til halsen for at mærke på struben.

Han begynder at lave brummende lyde for at se om puberteten, testosteronen, manddommen, har indfundet sig i stemmen endnu. Han hører med lettelse, at stemmen stadig er lys.

”Jeg ville gerne være en pige” fortæller Bastian om dengang.

Filmen, instrueret af Julie Bezzera Madsen, handler om to børn på 12, Bastian og Max, der overvejer, om de skal påbegynde en kønstransition.

Konkret: om de vil begynde på hormonblokerende medicin, der udskyder puberteten for at senere at starte på krydshormoner, der sætter gang i en ny pubertet hen mod det ønskede køn.

Max vil være en dreng, Bastian en pige. I filmen følger vi Bastian, Max og deres familier igennem to år, hvor de forholder sig til det store (og i stigende grad stillede af børn og unge i Danmark) spørgsmål: hvilket køn er jeg?

I dag er Bastian 15 år, høj og ranglet med en meget mørk stemme og påbegyndende skægstubbe.

Jeg møder ham i hans hjem i Hvidovre sammen med hans mor, Ea (for at beskytte Bastian mest muligt, omtaler vi dem begge med fornavn i denne artikel).

Vi sidder ved et stort rundt bord i deres lyse stue og drikker saftevand. Bastian har en hvid hættetrøje med lilla og lyserøde ærmer på.

”I dag er jeg bare Bastian” fortæller han.

”Jeg gider ikke tænke så meget over, om jeg er en dreng eller en pige. Så når nogen spørger, gider jeg ikke forklare alt muligt.

Så siger jeg: jeg er bare Bastian!”.

”Ja, præcis”, byder Bastians mor, en snaksaglig kvinde der arbejder som HHX gymnasielærer ind – ”han er bare Bastian jo!”.

De to nikker entusiastisk til hinanden.

Men vejen til at blive ”bare Bastian” har ikke været udelukkende nem.

Pigetøj, drengetøj

Bastians interesse i de mere ”pigede” ting startede tidligt.

”Lige siden børnehaveklassen har han altid været mere feminin end de fleste andre drenge” husker Ea tydeligt.

”Han havde altid en pige i hver hånd, og så gik de rundt i børnehaven og legede stille og rolige lege”.

Til børnefødselsdage var Bastian ked af, at der var delt op i drenge og piger.

Han fik lov til at invitere sine to bedste veninder med i biografen et par dage efter drengene havde været forbi og tumle i haven.

Ea husker, at hun og Bastians far John, lige skulle gentænke nogle af de kasser, de havde tænkt, deres dreng ville passe ind i.

”Man får jo en dreng, og så regner man med, at de vil gå op i fodbold og den slags”.

De så lidt forundrede, lidt fascinerede til mens Bastians personlighed udfoldede sig:

”Vi tænkte dengang: gad vide hvad det ender med? Bliver han homoseksuel? Bliver han trans? Bliver han drag? Eller… er han bare feminin?”.

Men grundlæggende, fortæller hun, synes de to forældre, bare det var skønt med en så kreativ og så opmærksom søn.

”Det var jo bare så fedt, at du kunne fordybe dig”, siger hun direkte til Bastian.

”Sådan har jeg det stadig”, nikker han: ”Jeg elsker at fordybe mig”.

Så var der den tur til Italien, da Bastian var cirka 8. Familien gik forbi en pigetøjsforretning, og i vinduet var der en fin rød bindeskjorte, som Bastian pegede håbefuldt på.

For Ea måtte han gerne få den, men på én betingelse.

”Det var jo en pigeskjorte, så den måtte komme i udklædningskassen.

Jeg sagde til ham: Den er til fastelavn, udklædning og leg”.

Det tænker Ea lidt ”anderledes” om nu, siger hun.

”Jeg ved ikke, om sådan en hører til udklædningskassen, gør den? Hvorfor gør den det?”

Med alt hvad hun har lært over de sidste år – om køn, om hvor flydende det kan være - kan Ea ikke længere se hvorfor.

”Det er bare sådan noget gammeldags norm-halløj” siger hun nu.

Dengang handlede det dog heller ikke om, at hun synes det var upassende for en dreng at have pigetøj på, men om at hun gerne ville skærme sin søn for en ubehagelig oplevelse.

”Vi var så bange for, hvad der ville ske med ham, hvis han tog skjorten på i skole – vi var bange for, at han ville blive drillet”.

Bastian husker tydeligt selv, det øjeblik hvor han bestemte sig for, at han gerne ville være en pige. Han var ti år.

”Jeg kan ikke huske præcis, hvilken dag det var, men jeg kan huske, at klokken var ni om aftenen. Der kom jeg ind til mor og far og sagde det bare, sådan: jeg vil gerne være en pige”.

Familien gik sammen over i sofaen og kiggede på homoseksuelle, transkønnede og drag queens på internettet. Det var første gang, Bastian hørte om alle de betegnelser.

”Min mor forklarede det sådan, at transkønnethed var når man havde en drengekrop, men følte sig mere som en pige inde i hovedet. Jeg fandt ud af – trans, det var noget jeg kunne spejle mig i”.

Bagefter, da Bastian ikke så det, græd Ea. Hun forestillede sig alle slags skrækscenarier for sin søn: et liv med mobning, udskamning og ingen mulighed for at få børn.

Men hun tørrede tårerne væk igen, for hun vidste, at hun måtte tage Bastians ønske seriøst.

”Alt for at man skal kunne trives” siger hun med en hvis urokkelighed.

”For det er jo skrækkeligt ikke at føle sig tilpas i sit køn. Tænk hvis jeg sad her og følte mig som en mand” forestiller hun sig, ”med bryster og det hele”.

”Det er jo lige til at…” hun tager en hånd op og holder om struben.

”Nej, jeg vidste, at vi måtte støtte Bastian uanset hvad”.

Derfra var der mange beslutninger, der skulle tages.

Hormoner eller ej

Familien ringede op til sexologisk klinik. Her lærte de, at det første skridt mod en biologisk transition, når man er i 12-årsalderen, er hormonblokerende medicin, der sætter puberteten på pause.

Herefter kan man så komme på krydshormoner, i Bastians tilfælde østrogen, der ville udvikle hans krop i en feminin retning, med bryster, glat hud og former.

Hormonbehandling er langt hen af vejen reversibelt i den forstand, at hvis man går af hormonerne, vil ens biologiske hormoner automatisk sætte ind og vende kroppen mod kurs af ens biologiske køn.

Der er dog én ting, der aldrig bliver den samme igen efter hormonbehandling: fertiliteten.

Efter kun 6 måneder er det højst usandsynligt, at ens sæd kan lave børn.

Dette satte familien i et dilemma: Hvis Bastian nogensinde skulle få sine egne biologiske børn, måtte han først gå i puberteten som dreng, fryse sin sæd ned, og derefter transitionere.

Men han havde jo ikke lyst til at gå i pubertet som dreng.

”Hormonerne var det eneste rigtige for ham på sigt” siger Ea.

”Men vi vidste at han ville være et familiemenneske, der ville have børn”.

John og Ea valgte at sætte én betingelse for hormonbehandlingen:

”Han måtte først få den, når han havde aflagt sæd, der kunne bruges.”

Der er ikke nok forskning på dette område til at kunne fastslå stophormoners præcise påvirkning.

”Forskerne ved ikke, om resten af ens mentale udvikling tager skade af stophormoner”, fortæller Ea.

Derudover kan den seksuelle drift i varierende grad også blive påvirket af hormonbehandling. Mange transkønnede kvinder har f.eks. svært ved at få en erektion.

”Det var da også noget vi snakkede om, for ens seksuelle drift er jo en vigtig del af livet” siger Ea.

Bastian bliver tilsyneladende ikke lige så pinlig, som de fleste andre 15-årige, af at snakke med sin mor om sex.

Familien kiggede også på kønskorrigerende operationer – altså operationer der kan lave penis om til en skede.

Planen var at tage til Thailand, hvor der bliver lavet mange af den slags indgreb.

”Hvis det skulle gøres, skulle det være et sted, hvor det blev gjort ofte af nogen, der virkelig kan deres kram” siger Ea.

Der var meget, der skulle tages stilling til, ”vi var jo dødsens nervøse” indrømmer Ea.

”Men vi var klar på det hele”.

Samtidig var Bastian begyndt at gå i mere feminint tøj, og, var ved at mærke de udfordringer, der er for transkønnede mennesker i et samfund, der stadig har en ret rigid idé om, hvordan de forskellige køn skal udtrykke sig.

Da Bastian første gang skulle have pigetøj på i skole, ringede Ea i forvejen, og bedte skolen om at passe ekstra godt på ham.

Som forventet fik han nogle kommentarer, men i første omgang var hans lærere gode til at håndtere det.

”De tog det op og vi snakkede om det i klassen” mindes Bastian.

Men drilleriet blev ved og ved. Og lige så stille begyndte lærerne at holde op med at beskytte ham.

”De små børn var ret strenge… de sagde sådan i skolegården: Hvorfor har du det der grimme pigetøj på?” husker Bastian.

Men det var især nogle fra parallelklassen, der var vedholdende i at mobbe ham hver eneste dag.

”Hver gang jeg skulle på toilettet, stod de og bankede på døren og kaldte mig alle mulige ting. Vi gik videre til skolen med det flere gange – der skete ikke noget”.

Til sidst tog Bastian sagen i egen hånd og slog en af mobberne. Han fortæller historien kort og tørt og med - for første gang i vores samtale - skam i stemmen: ”Jeg slog dem. Og så hørte jeg ikke mere fra dem”.

Mobberiet fortsatte, men mere diskret.

”Jeg fik at vide, at de stadig hviskede en masse om mig. Men jeg tænkte: så længe de ikke kigger på mig, så er jeg glad” fortæller Bastian.

Det er midt i alt dette, at vi som seere møder Bastian i ’Forvandlingen’.

Filmen forløber over en af de der somre, der nærmest føles uendelige, hvor vinden og tiden virker til at stå stille. Med blåt hår og en forkærlighed for at klæde sig ud som feminin mangafigur, spiller Bastian stangtennis i haven og laver TikTok videoer.

I filmen har Bastian sådan en helt glat, jævn og nærmest strålende hud som kun findes, inden puberteten begynder at sætte sine spor i et ansigt.

Når Bastian ikke leger, har han lange snakke med sine forældre om sit køn, sin identitet og om fremtiden.

Hans spinkle krop gør, at når han tager en kjole på, bliver han endnu aflæst som pige. Men han ved, at det er på lånt tid, for puberteten er på vej. Det er nu, han skal bestemme sig for alvor, om han vil gå videre med transitionen eller ej.

Systemet

Det Ea har været mest lykkelig for i hele forløbet, har været den behandling, familien blev mødt med på sexologisk klinik.

”Det var fantastisk” siger hun med stor taknemmelighed i stemmen.

”Der var forældreaftener, hvor vi hørte fra nogle transkønnede om deres liv. Vi blev sat i forældregrupper, hvor vi delte vores tanker – vi græd en hel masse og blev så meget klogere på, hvad det ville sige at gå i transition”.

Og så var der de mange psykologsamtaler, som Bastian gik til. Det var her, Bastian for alvor fik tid til at snakke om sit køn og gå i dybden med det.

”Vi snakkede lidt om alt! Både om trivsel i skolen, derhjemme og i min krop”.

Det var i disse samtaler, han begyndte at blive usikker på, om transition virkelig var det rigtige for ham.

”En dag da vi snakkede sammen, sagde jeg til min psykolog: Jeg har ikke noget ubehag ved min krop. Jeg er glad for min krop. Jeg havde heller ikke noget imod mine kønsdele. Det ringede nogle alarmklokker hos psykologen” husker Bastian.

”Der sagde de… øjeblik, øjeblik, øjeblik!” han tager hånden op som et stopskilt.

Ea husker hvordan – fra den ene dag til den anden – processen hen mod hormonbehandling pludselig begyndte at gå langsommere, uden at hun helt forstod hvorfor.

”Vi tænkte jo, at det var lige rundt om hjørnet. Det kan ikke vare længe! Og så lige pludselig var det som om, at det hele gik lidt langsommere”.

Herefter blev Bastian og psykologen ved med at snakke sammen. Det var nogle skelsættende samtaler.

“Jeg fandt ud af, at bare fordi jeg godt kunne lide at lege med pigerne og lave de samme ting som pigerne, betød det jo ikke, at jeg var en pige”.

Bastian vender meget tilbage til et bestemt begreb, som han og psykologen dengang snakkede en del om: ”stereotyper”.

”Vi talte sammen om, at det måske kunne være stereotyper, altså at jeg havde nogle stereotyper om hvad drenge og piger lavede, men i virkeligheden må man gerne lave begge ting, selvom man er dreng.

Der begyndte brikkerne så at samle sig”. Bastian husker tilbage med en hvis lettelse.

”Det var en god følelse, fordi jeg fandt ud af: Okay, det var ikke så kompliceret alligevel”.

Her gik det op for ham, at han havde det bedst som ”bare Bastian”.

I dag identificerer Bastian sig som non-binær – som en der hverken er dreng eller pige (eller lidt af begge dele).

Han begyndte at gå i mere ”drenget” tøj, men også noget feminint engang i mellem (det store stilikon er Elton John). Bastian er startet på en efterskole, hvor folk er ”meget accepterende”. Han bor på skolens non-binære værelse.

Bastian er blevet glad for sin krop, også de mandede sider der er kommet med puberteten.

”Jeg elsker rundbold!”

Bastian imiterer et bat ud i luften.

”BANG! At kunne lave næsten home run – det er sgu da fedt. Og så sådan en mandestemme det kan også lyde meget sejt. Og så også at sidde med pigerne og tegne. Det er også virkelig lækkert”.

”Okay” – Bastian stopper sig selv, ”nu ved jeg godt, det er de der stereotyper igen… men det er bare den bedste måde, jeg kan forklare det på.

Jeg kan godt lide at være begge dele.”

At han droppede hormonerne, havde ikke noget at gøre med, at han blev drillet, da han præsenterede sig som pige, slår Bastian fast. Det var bare opdagelsen af, at han ikke behøvede at vælge.

Det er ikke alle, der som Bastian og hans mor, har en så god oplevelse i mødet med de offentlige tilbud for børn med kønsubehag.

Max, den anden person i ’Forvandlingen’, vil stadig gerne være en dreng, men er ikke kommet på hormonbehandling.

Han er inderligt ked af, at systemet ikke har behandlet ham hurtigere. Ventelisterne bliver længere og længere på alle tre centre for kønsidentitet i landet.

De svære spørgsmål

Debatten om køn - især børn og køn - er lige nu intens. I Berlingske har der været en debat mellem LGBTQ+ Danmark og journalist Dorte Toft.

Hun mener, at den ukritisk positive dækning af børn der transitionere, har ført til unødig kønsforvirring hos mange børn, LGBTQ+ mener at dækningen er langt fra udelukkende positiv.

Dagen efter mit interview med Bastian og Ea, skal det meget omdiskuterede dragshow for børn finde sted på Frederiksberg bibliotek.

Dragshowet er omdiskuteret, fordi der blev arrangeret en demonstration mod det: ”vi slår ring om børnenes uskyld”. I eventbeskrivelsen står der: ”vi har et problem med, at den identitetspolitiske agenda tvinges ind i børns univers, og vi trækker en klar og tydelig grænse ved afholdelsen af dragshows til børn”.

”Det er sgu da for åndssvagt!” udbryder Ea, da vi snakker om arrangementet. ”Hvad fanden er de bange for? Det må da være alletiders for de unger!”

Måske, vover jeg, er arrangørerne bange for at børnene, ved at blive udsat for andre kønsnormer, bliver mere kønsforvirrede… at de unødigt skal igennem alt det Bastian har været igennem?

Ea bliver lidt paf. Hun kigger ømt på Bastian.

”Skat… har du været ked af, at jeg har sagt at du gerne må tage pigetøj på?”

Til det kommer Bastians svar prompte.

”Nej sgu da mor, er du gal? Det er jo det, frihed er til for. Mit liv havde jo været lort, hvis jeg ikke havde måttet det”.

Bastian kigger på mig, fortsætter inderligt: ”Hvis de ikke havde støttet mig, havde alting været anderledes. Jeg kan se på dem, der har forældre, der ikke støtter dem… det er så ærgerligt. Jeg bliver helt ked af det på deres vegne.”

Når Bastian og Ea tænker tilbage på den tid, hvor Bastian var i tvivl om sit køn, husker de det som en hård men lærerig tid.

”Jeg ville ikke have gjort noget anderledes” siger Ea, tilsyneladende lettet af Bastians bekræftelser.

”Det er hans liv, Det er ham der skal leve i det. Så nytter det ikke noget at pådutte ham, at han skal være dreng, hvis han ikke er det”.

Bastian er også glad for, at han har været igennem hele processen, selvom tvivlen var ”en tung kappe at bære” så længe den varede.

Han er især glad for al den viden, han har fået om både sig selv og om ”andre måder at leve på”.

”Hvis jeg får et barn og de lige pludselig også springer ud som transkønnet, så ville det være alletiders, også at kunne hjælpe dem igennem!” siger han glad. ”Eller hvis nogen andre i familien skulle få det sådan! Eller venner!”.

Trend-gender?

Det er helt sikkert, at flere børn italesætter kønsforvirring nu om dage end de gjorde for bare 10 år siden.

I 2013 var der nul børn der blev henvist til sexologisk klinik København med kønsubehag, i 2022 blev 300 unge under 18 år henvist.

Bastian mener, at der findes en simpel forklaring.

”Man måtte jo slet ikke snakke om sådan noget før i tiden. Var det ikke først i 2017 at transkønnethed holdt op med at være betegnet som en psykisk sygdom?” Han mener, at flere tør snakke om køn nu, fordi meget af stigmaet omkring emnet er røget.

Ingen patienter på sexologisk klinik siden 2017 har fortrudt deres valg om at transitionere. Og et nyt stort studie fra USA viste at kun 0.3% af voksne transkønnede havde fortrudt deres transition.

Alt tyder på, at hverken børn eller voksne vælger at transitionere på baggrund af en fix idé.

Men mange andre spørgsmål om børns kønsubehag og transition er endnu ubesvarede. Hvorfor er der (udover Bastians meget legitime forklaring) så mange flere børn, der i dag oplever/italesætter kønsubehag?

Hvor effektfuld og omsorgsfuld er sundhedssystemets behandling af disse børn? Og hvorfor er neurodiverse børn (børn med diagnoser såsom autisme, angst og ADHD) overrepræsenteret blandt de der oplever kønsubehag?

Forskningen er spæd. Hverken LGBTQ+ Danmark eller sundhedsstyrelsen har svar på nogen af disse spørgsmål (men en rapport fra sundhedsstyrelsen om emnet er angiveligt lige om hjørnet).

Indtil da, raser den ophedede debat om transkønnede børn videre - ofte på et noget usikkert grundlag.

Med filmen håber Bastian og Ea at de kan vise noget, der sjældent er plads til i debatten om transkønnede børn: tvivl.

”Jeg ved ikke hvorfor, man ikke hører mere om folk ligesom mig” siger Bastian. ”Børn der har overvejet at begynde på hormoner, men ikke endte med at gøre det. Det må da være spændende nok?”