Annas mand føltes som en ’overscoring’. Mange år senere fik hun en erkendelse

De mødte hinanden på en dating-hjemmeside. Anna var ung. Han var lidt ældre, selvstændig med egen virksomhed og enormt karismatisk.

Han var sådan en mand, der tog folk med storm.

Han havde levet det vilde festliv, og nu var han indstillet på at slå sig ned. Anna passede perfekt ind i den drøm.

– Jeg følte det som en overscoring, for jeg var jo bare en helt almindelig pige. Og så blev jeg helt fascineret af, at han var vild med mig, fortæller hun i dag om den stormfulde forelskelse.

Da de mødte hinanden, gik der bare få måneder, før de blev enige om at flytte sammen. Det hele gik meget stærkt, og pludselig stod hun med en pakket flyttebil og slog sig ned sammen med ham.

– Jeg havde opfattelsen af, at jeg havde mødt manden i mit liv. Jeg var færdig med studiet, havde datet nogle forskellige, og nu havde jeg endelig mødt ham, som det skulle være.

De købte lejlighed sammen. Senere sommerhus og bil. Alt var, som det skulle være. På intet tidspunkt tvivlede hun på ham.

Hun bemærkede efterhånden, at han sommetider blev uvenner med naboer eller andre omkring dem, fordi han var villig til at gøre meget for at opnå det, han ville have. Han var egentlig lidt ligeglad med, hvad der skulle til. Om der var nogle regler, han skulle bryde.

Han var også god til at overtale Anna til ting. Eksempelvis til at bruge penge på store projekter, som hun egentlig ikke gad have. Til sidst gik hun med til at sætte sin underskrift på papirerne bare for at få fred.

I dag tænker hun, at det måske er mere normalt i andre forhold, at man bliver enige om ting. Eller i højere grad finder et kompromis. Men dengang lod hun ham bestemme.

Sådan gik de første seks år af deres forhold. Ukompliceret, syntes hun.

De fik børn sammen, og de blev også gift. Det skete ikke som en stor kærlighedserklæring, og det blev heller aldrig en stor kærlighedsfest.

– Det var et skridt, som bare skulle tages. Det var meget praktisk, og det var ham, der planlagde brylluppet. Det var hans fest. Vi dansede og talte kun sammen, når vi skulle.

Når hun ser tilbage på årene sammen i dag, bliver hun i tvivl om, hvorvidt der nogensinde var kærlighed i deres forhold.

– Om det fra min side var ren fascination, og at jeg havde sat ham op på en piedestal og bare var blevet afhængig af ham, spørger hun sig selv om.

– Faktisk tror jeg ikke, at jeg nogensinde havde reelle følelser for ham.

Det var mere idéen om deres forhold, der holdt hende fast, tror hun.

Årene gik, og de aftalte blandt andet, at han skulle fokusere på sin karriere, selv om Anna også havde et krævende job. Det var hende, der skulle aflevere og hente børn stort set alle dage.

– Jeg havde jo aldrig prøvet andet. Jeg vidste ikke, det kunne være anderledes. Jeg følte, at jeg frivilligt havde indgået en aftale og ikke, at han påduttede mig noget. Og jeg kunne godt lide, at han var leder. Jeg var stolt af ham. Men jeg var ekstremt meget alene med børnene.

Men ifølge Anna var hun ikke bare i et mindre kærlighedsfuldt forhold end andre. Han udsatte hende også for en meget subtil form for psykisk vold.

Hun bemærkede bare ikke, at der var noget galt, før mange år senere.

Det var lige efter jul, at hun pludselig fik symptomer på det, hun troede, var lav blodprocent. Det havde hun haft før. Hun blev nemt forpustet og var træt og svimmel.

Men da hun blev tjekket ved lægen, var alt okay. Hendes blodprocent var fuldstændig perfekt.

Derfor var hun overbevist om, at der måtte være noget andet galt. Formentlig psykisk. Hendes tanker kredsede om en tidlig midtlivskrise. Hun begyndte at søge artikler frem på Google og spørge sig selv, om hun som 80-årig ville være tilfreds med sit liv, som det var.

Det gik op for hende, at der faktisk var nogle ting, hun gerne ville have gjort anderledes.

– Jeg sad og analyserede mig selv lidt. Hvad var det egentlig, min krop var utilfreds med?

Hun læste artikler om, hvordan man kunne redde sit forhold, og hvordan man kunne komme ud af en krise. Hun tænkte, det var klassisk, at man efter at have fået små børn kunne ramme en mur, og hun ville på det tidspunkt gerne finde en løsning, så de kunne blive sammen.

Men hun fik også en fornemmelse af, at det ville blive svært at rette op på nogle af de ting, hun begyndte at tvivle på.

Sådan sad hun og læste i et par uger om aftenen, når hun puttede sine børn. En dag var der et budskab, der ramte plet. Essensen af det var, at man sommetider skulle gå og ikke blive. Det var vigtigt, at man ikke gik for meget på kompromis med sig selv, og at børnene ikke var den eneste begrundelse for at blive.

– Jeg fik de vildeste kuldegysninger. Det gav mig for første gang tanken om, at jeg faktisk ikke skulle blive i det forhold. Det var en kæmpe forløsning, og jeg fik en voldsom fornemmelse i kroppen. Jeg var nødt til at lytte til det.

Det begyndte at gå op for Anna, hvor destruktivt det, hun levede i, faktisk var. Dagen efter fortalte hun sin mand, at hun ikke syntes, de skulle være sammen længere. Han fik et chok.

Lynhurtigt anklagede han hende for at ødelægge børnenes liv, og Anna besluttede sig for at give forholdet en chance og gik med til at besøge en parterapeut. Terapeuten ville se Anna alene, og det gjorde ham sur, fordi han blev sat i venteposition.

– Og så fik jeg jo ondt af ham igen. Det var sådan, han gjorde. Han fik det drejet til at handle om ham, og at det var synd for ham, at han stod i den situation. Det var min skyld, og det kunne jeg ikke være bekendt. Jeg var i gang med at ødelægge vores familieliv, sagde han.

På det tidspunkt var Anna begyndt at betro sig til en ven. Hun havde brug for en at snakke med, og han spurgte ind til, hvordan hun havde det. Det var hun ikke vant til.

Men hendes mand var ifølge hende jaloux og overbevist om, at Anna var ham utro, og at det var derfor, hun ville forlade ham. Hvis hun virkelig ønskede at redde deres forhold, så skulle hun bryde kontakten med sin ven, sagde han. Så det gjorde hun.

Men det var ikke godt nok. Selv om hun havde gjort, som han bad hende om, fik hun en dag en sms fra sin mand om, at det var slut mellem dem. Han skrev, at hun havde truffet sit valg.

– Jeg forstod det ikke. Jeg havde jo gjort, som han sagde, fortæller Anna.

Det var som om, hun ikke havde gjort det rigtige, selv om hun på det tidspunkt kæmpede med næb og klør for at redde forholdet. Hun var knust og kunne ikke overskue, at hun skulle være i hus med ham. Hun følte sig indespærret.

– For første gang fortalte jeg min familie, at vi havde problemer. Jeg havde brug for at komme væk fra ham og ville tage børnene med hjem til min mor og far.

Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af corona-situationen på det tidspunkt. Anna græd af frustration, fordi hun indså, at hun måtte blive hjemme ved sin mand.

I de dage var han skiftevis sød og rar for pludselig at vende på en tallerken og anklage hende for at være utro. En aften sad han i næsten tre timer og pressede hende til at indrømme at have været utro med den ven, hun havde genoptaget kontakten til.

– Han blev ved med at insistere på, at jeg var ham utro, og at jeg løj over for mig selv. Han sagde, han kendte sandheden, og at jeg skulle indrømme det. På det tidspunkt overvejede jeg at lade som om, jeg indrømmede det, bare for at få ham til at stoppe.

– Det var vildt ubehageligt. Jeg fik også indtryk af, at han havde kontakter, der holdt øje med, hvad jeg lavede. Jeg kunne ikke finde ud af, om det, han sagde, var rigtigt. Jeg blev meget forvirret.

Ifølge hende fortalte han, at han havde fået tilsendt billeder af hende, og han påstod, at det var nogen i hendes omgangskreds, som havde henvendt sig til ham om det påståede utroskab.

Han fortalte hende efterfølgende også, at han havde hyret en privatdetektiv, og at han havde adgang til hendes telefon. Det gjorde hende bange at tænke på, at der måske var nogen, der holdt øje med hende – og at han fulgte med i, hvem hun skrev med.

Anna syntes, hun havde gjort alt, hvad hun kunne, for at redde forholdet. Men nu ville hun ikke finde sig i mere.

– Alle hans trusler imod mig gjorde i sig selv, at det pludselig blev nemt for mig at sige, at jeg ikke ville det mere. Det kunne jeg heller ikke være bekendt over for mine børn, tænkte jeg.

Da de for alvor blev enige om at slutte deres ægteskab og flytte fra hinanden, ansøgte han ifølge hende om at få en hurtig skilsmisse med begrundelse i utroskab, selv om hun aldrig havde været ham utro.

Han skiftede hele tiden mellem at være samarbejdsvillig og rar til at være aggressiv og truende. På et tidspunkt mindede han hende igen om, at han kunne se alt, hvad hun foretog sig på sin telefon. Og det blev for meget.

Anna slukkede telefonen, fandt en gammel en i skuffen og købte et taletidskort i kiosken. Og så ringede hun til Danners døgnrådgivning. Hun vidste, hun havde brug for hjælp.

Selv om hun endnu ikke havde erkendelsen af, at hun levede med psykisk vold, så havde hun følelsen af, at hun havde brug for at tale med en fagperson.

– Jeg tror, jeg brugte over en time på at tage mig mod til at ringe til dem. Jeg syntes, det var ret grænseoverskridende. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

I den anden ende af røret blev hun mødt af en rådgiver fra Danner. Den rådgiver var den første, der fortalte Anna, at hun var udsat for psykisk vold. Hun opfordrede blandt andet Anna til at kontakte Dansk Stalking Center på grund af mandens overvågningstrusler.

De guidede hende i at nulstille alle adgangskoder og installere en specifik firewall, der skulle holde ham ude fra hendes konti.

– Det var ligegyldigt, om han havde gjort det eller ej. Bare det, at han sagde det til mig, var nok i sig selv, fortalte de.

Danner rådgav hende også til kun at være i skriftlig kontakt med sin mand, og de sagde, at hun ikke skulle komme i deres fælles hjem længere, hvor han stadig boede. Det gjorde hun en enkelt gang efter og fortrød det med det samme, fordi hun oplevede ham som aggressiv og truende.

Nogle måneder senere kontaktede hun igen Danner og tog imod deres tilbud om at komme på venteliste til deres ambulante rådgivningsforløb 'Sig det til nogen.'

– Og lige pludselig væltede hele min verden, fordi det først var der, jeg forstod, at han havde styret mig gennem hele vores forhold, uden at jeg forstod det. Jeg opfatter mig selv som en stærk og selvstændig kvinde. Så det var virkelig voldsomt for mig at erkende det, men jeg var nødt til det.

Anna var stadig meget i tvivl om, hvorvidt hun egentlig var i Danners målgruppe, for hendes oplevelser passede ikke ind i det, hun havde hørt om psykisk vold. Det, som hun selv havde oplevet, var mere subtilt, forklarer hun.

– Jeg var usikker på, om det var slemt nok, siger hun.

Da hun nogle måneder senere fik plads ved 'Sig det til nogen', blev hun forsikret om, at hun ikke var et let tilfælde. At det, hun havde været igennem, var voldsomt.

Ifølge Signe Hegestand, der er psykolog med speciale i psykisk vold, har den psykisk voldelige partner forskellige strategier til at kontrollere sin partner.

Det kan være at isolere partneren fra deres omgangskreds og gøre dem afhængige af voldsudøveren. Kontrollen kan spænde over kontrol med offerets mobil, økonomi, computer, sociale medier og fritidsaktiviteter.

– Psykisk vold handler i bund og grund om magt og kontrol, har Signe Hegestand tidligere udtalt til femina.

Når kvinder henvender sig til Danner, skal fagpersonerne som det første finde ud af, om kvinderne er udsat for vold.

– Det kan være rigtig svært for mennesker selv at gennemskue, hvad det egentlig er, der foregår. Der er også nogle gråzoner i forhold til, hvornår man bare er i et forhold, der er rigtig svært, og hvornår det er vold, forklarer Karen Lauritsen, rådgivningschef hos Danner.

For at kunne vurdere det, har alle Danners rådgivere specialiserede voldsfaglige kompetencer.

– Partnervold er nogle gange subtilt. Så at kunne afkode, hvad der overhovedet er vold, kræver særligt indblik i voldens dynamikker og voldens natur, fortæller Karen Lauritsen.

Derfor ønsker Danner at sikre, at alle voldsudsatte får ret til ambulant rådgivning og behandling for at komme sikkert ud af volden. Det kan potentielt blive meget farligt for kvinden, hvis ikke fagpersonerne har kompetencerne til at lave konkrete sikkerhedsvurderinger.

For Anna var det først i mødet med rådgivere fra Danner, at hun forstod, hvor omfattende den vold, hun havde været udsat for, var.

– Jeg dyssede det selv lidt ned, og jeg havde virkelig brug for den voldsfaglige viden og rådgivning, de gav mig.

Hun manglede at se eksempler på den subtile psykiske vold, hun oplevede. Selv om hun i dag forstår, hvad hun var udsat for, kan hun stadig blive i tvivl om, hvorvidt hendes historie 'er slem nok'.

Men hun håber, andre kvinder kan bruge hendes historie til noget – hun håber, der sidder nogen, som finder modet til at søge rådgivning og hjælp, hvis de lever i voldelige forhold.

Anna er ikke kildens rigtige navn. Hun er anonym af hensyn til hendes sikkerhed og af hensyn til de involverede personer. Redaktionen er bekendt med hendes fulde identitet.

Anna har aldrig meldt sin eksmand til politiet. Det skyldes hovedsageligt, at hun ikke ved, hvordan hun skal løfte bevisbyrden. Hun har også en frygt for, at han vil bruge det imod hende.