Samfund
24. marts 2023

Din arbejdsgiver har ansvaret for seksuel chikane på arbejdspladsen. Det slår ny MeToo-lov fast

Den nye #MeToo-lov betyder blandt andet, at krænkede kan søge godtgørelse fra den medarbejder, der har krænket vedkommende.
Af: Silje Qvist
metoo

Foto: Unsplash

Fremover vil din arbejdsgiver have et tydeligt ansvar i sager om seksuel chikane.

Det sker på baggrund af et lovforslag, der torsdag er blevet vedtaget af Folketinget.

Regeringen vil med lovforslaget indføre en række lovændringer for at styrke indsatsen mod seksuel chikane på arbejdspladser.

I marts 2022 indgik den daværende regering, som bestod af Socialdemokratiet, og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale om seksuel chikane.

En aftale, der indeholder en række initiativer, der skal klæde arbejdsgivere og arbejdstagere bedre på til at håndtere og forebygge seksuel chikane.

Overordnet set handler det om, at der skal ske en kulturforandring på arbejdspladserne.

Arbejdsgiveren har ansvaret

Det sker ved, at reglerne bliver gjort endnu mere tydeligere, så der ikke er tvivl om, at arbejdsgiveren har ansvaret i sager om seksuel chikane.

Det bliver også muligt for den krænkede at søge godtgørelse fra den medarbejder, der har krænket vedkommende.

At loven nu bliver vedtaget, vækker blandt andet glæde hos Maria Gudme, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og en af initiativtagerne til bevægelsen #EnBlandtOs, hvor 322 kvinder i politik har skrevet under på, at de har oplevet sexisme.

"JEG ER SÅ STOLT over, hvad den her bevægelse har formået at rykke! Starten på en ny kulturændring og nu også en lov. Det er bæredygtig samfundsforandring også sikrer generationerne efter vores," skriver hun på sin Instagram-profil om loven, hun kalder en "MeToo-lov".

Også tv-vært Sofie Linde, der satte gang i anden bølge af #MeToo herhjemme, viser sin begejstring. På en Instagram story skriver hun: "Wooow. Tak for al jeres hårde arbejde".

Det var et enstemmigt Folketing, der vedtog lovforslaget. Loven træder ifølge Folketinget med al sandsynlighed i kraft 1. april 2023.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.

Læs mere om:

Læs også