Kære mor ... Efter jeg har fået børn, er der kravlet en meget grim genstand ind i vores hjem

Kære mor

Hvornår synes du, jeg kan købe et nyt spisebord?

Jeg dagdrømmer om smukke egetræsplanker og glatte linoleumsplader. Om bearbejdet drivtømmer og farverige kakler. I min fantasi står jeg op hver morgen og beundrer mit pæne spisebord, der står i vores store rummelige køkken-alrum ... Ryddet og tørret af med en hårdt oprevet klud.

Dér står det - kun iført en enkelt vase med sprøde tulipaner i tilfældige og dog alligevel vidunderligt sammensatte farver i orange, gul og lyserøde toner, der nærmest flirtende spejler sig i morgensolen, der lander kælent på den uimodståelige bordplade.

Vi er slet ikke ude i marmor eller glas. Det bliver for køligt og hårdt. Nærmest sterilt. Spisebordet må gerne stå skarpt, men skal være blødt som en krop.

Skal det firbenede møbel være en forlængelse af mig – som jo er vigtigt for min generation på Instagram – så skal man jo helst få lyst til at slå sig ned og hygge sig her. Spise med! Få en kop kaffe eller et glas vin på en hverdag?

Få en god snak om livets op- og nedture, mens en håndfuld mandler med røgsmag og et glas oliven tilslutter sig lydløst i et par pastelfarvede serveringsskåle - et helt genialt loppefund fra Møn sidste sommer.

Der er kun ét problem - og derfor mit spørgsmål: Hver gang jeg visualiserer det her Instagram-opslag, optræder der ingen børn på billederne ...

Og da slet ikke mine egne på 2, 6 og 8 år, der ellers elsker at sidde ved det lange bord i køkkenet med tuscher, blyantspidsere, limpistoler, sakse, makrelmadder, maling og tape.

Det er flere år siden, vi overgav os til voksdugen, selv om jeg naivt svor, det aldrig skulle ske for mig.

For det første ved alle, der har været på jagt efter en pæn voksdug, hvor komplet vanvittig en forestilling, der venter i rulleform.

Som et galleri på syre med alt fra hjorte i skovbryn til nisselandskaber, striber og tern. For det andet, føles det lidt som at give op. Som et knæfald for dårlige manerer og manglende bordskik.

For hver voksdug jeg har købt, er jeg blevet mere og mere apatisk: "Hov, har du tegnet på dugen? Pyt med det" I december sidste år, brændte min datter hul i vores lysegrå voksdug, da hun skulle tænde kalenderlyset. Jeg var komplet ligeglad.

Jeg ved jo godt, at så længe meteornedslaget fra 2021 spiser havregrød til morgenmad, og de to store rent faktisk har lyst til at hænge ud i samme rum som os med alle deres kreaprojekter, så er voksdugen komplet uundværlig. Den er i hvert fald praktisk.

Men hold kæft, hvor vil jeg gerne have et pænt spisebord.

Kh Karen

Kære Karen

Åh, hvor jeg kan huske det. På den ene side vil man gerne kunne lide de møbler, som man skal se på hver eneste dag i sit hjem, og på den anden side er der heller ikke noget ved at skjule et smukt spisebord med en grim voksdug af hensyn til familiefreden.

Dit spisebord, med hollandsk udtræk, har haft et langt liv. Lige siden 1940’erne, hvor det blev indkøbt af dine nygifte bedsteforældre, har det vandret i familien fra det ene nystartede hjem til det næste.

Jeg tror, jeres hjem er det femte sted, hvor bordet er centrum for en børnefamilies hverdag.

Måske skal et af dine børn have bordet med, når de flytter hjemmefra? Det er slidt og ikke særligt kønt mere, så derfor er voksdugen et godt valg.

Da du og dine brødre var små, fik voksdugen også sit indtog i vores hjem. Det samme bord, først med et småblomstret blåt 80’er-design fra Sødahl, og siden kan du måske huske den skønne voksdug med røde jordbær og grønne blade, som vi arvede fra en familie, der ikke brugte voksdug.

Efter årene med børn, der spildte og tegnede uden for papiret, var det skønt at rulle voksdugen sammen.

Spisebordet blev udskiftet til et pænt, hvidmalet spisebord, der kunne tåle alt det, man i voksenselskab kunne komme til at spilde (mest rødvin).

Det var en afslappet periode, hvor jeg med glæde lagde en smuk dug på mit bord og ikke bekymrede mig om, hvad der kunne ske med bordpladen.

Men så investerede jeg for 12 år siden i et dejligt spisebord i egetræ designet af Cecilie Manz med den smukkeste ”svævende” bordplade. Og så kom voksdugen ind i mit liv igen.

I første omgang som et stykke, der var klippet til, så det præcis dækkede bordpladen. Så kunne jeg lægge en dug på og ikke være nervøs for at gæster skulle spilde (mest rødvin).

Det var første knæfald for voksdugen. Men jeg overgav mig helt, da jeg blev mormor og farmor. Jeg opdagede, at min fornøjelse og mit nærvær med de små blev forgiftet af, at jeg skulle forhindre dem i at spilde på mit smukke egetræsspisebord.

Så købte jeg en flot voksdug, og den bliver rullet ud, når vi spiser sammen, maler, tegner, bager eller har andre aktiviteter, som indebærer risikoen for at spilde.

Nogen vil mene, at med voksdugen giver vi måske også op på de gode manerer og bordskik i forbindelse med måltiderne.

Det bliver lige meget, om man spilder, for vi tørrer bare op. Vi vil så gerne have, at måltiderne skal være hyggelige, være uden skældud og krav.

Men nogen vil indvende, at når man som barn ikke bliver mødt med krav om at gøre sig umage med at bruge kniv og gaffel, undgå at spilde, holde bordskik, spise op, hvad lærer man så? At det hele er lige meget?

Nej Karen, jeg er overbevist om, at man lærer at holde af den stund, hvor familien er samlet om bordet, og stemningen er god.

Jeg har meget forskning i ryggen, som jeg læner mig op af, når jeg hævder, at børn lærer af at se, hvad deres forældre gør.

Så hvis du bruger kniv og gaffel, hælder op med opmærksomhed på ikke at spilde, og du bruger en serviet i stedet for trøjen til at tørre fingre af i, så kommer dine børn til at gøre det samme, når de bliver større.

Show, don´t tell, siger man på engelsk, for børn lærer meget ved at imitere andre og i særdeleshed deres forældre.

Du kan sagtens investere i et spisebord, der signalerer på en lækker indirekte måde, hvem du er – eller gerne vil være, men voksdugen tror jeg ikke, du kommer udenom.

Den er din hjælper, så du kan give al din opmærksomhed og dit nærvær til børnene, hvad enten de er i gang med farver og modellervoks, eller det er pastasovsen, de selv vil øse op.

Lær at elske din voksdug.

Kh Mor