Ny dokumentar "kopierer" realitykongens stemme. Men fungerer det?
Foto: Privatfoto/Jakob Mydtskov/TV 2
Denne artikel blev første gang udgivet af Vi Elsker Streaming. Dette er en redigeret version.
Det var som københawner-snuden, der på en og samme tid havde langt hår og vigende hårgrænse i panden, at vi første gang mødte ham. Huden orange af selvbruner og kæften fuld af amerikanske ord, der blev slynget ind imellem de danske.
Tilbagelænet stemmeføring og så meget karisma, at ikke engang Parken kunne rumme det. Blandt de andre wrestlere stak Sidney Lee ud. Han var the american dream. Eller det ville han gerne være i DR-serien "Blod, sved og springskaller". 2007 var første gang, at Danmarks ukronede realitykonge tonede frem på skærmen.
TV 2-dokumentarserien "Sidney" viser gennem tre afsnit ikonets vej til toppen af danske reality. Men også det hårde fald, der kulminerede med stjernens alt for tidlige død i en alder af blot 43 år i 2022.
Gennem interviews med familien, som for første gang nogensinde lader sig interviewe om Sidney, venner og samarbejdspartnere kommer vi helt ind under huden på rock’n’roll-versionen af Peter Pan.
Og så hører vi Sidney selv sætte ord på alle tingene via en stemme skabt af kunstig intelligens. Med den kommenterer han på tingene og sætter dem i perspektiv.
Resultatet er djævelsk underholdende som Sidney selv og også tankevækkende. For kongen af reality fik aldrig den hæder, han så rettelig fortjente, mens han var i live. Men det får han med "Sidney".
Fra Søren til Sidney
Sidney Lee blev født Søren Hassel Hansen 25. januar 1979. Forældrene var skolelærere, storesøsteren blev fotograf, og lillebror er journalist og arbejder som pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeret.
Sidney droppede ud af skolen efter to dage i 10. klasse. Han passede ikke ind i det konventionelle danske samfund, forklarer moren og vennerne.
Vi ser, hvordan livet hurtigt bliver en fest. Folk fra en myriade af alle de programmer, som Sidney Lee deltog i, fortæller, hvordan han havde en naturlig tilstedeværelse, som kameraet elskede.
Hvad enten det var med vilje eller ufrivilligt, så var Sidney som skabt til reality.
Det var også umuligt ikke at støde på realitystjernen fra midt 00’erne og frem, hvor han var fast inventar i tv, aviser og blade.
Folk undrer sig: Hvor er Barbie Girl henne?
Han blev sågar foreviget i Anders And under pseudonymet Slibri Lee. "Sidney" forfalder ikke til at være et ubetinget rosenrødt portræt eller omvendt en udstillende deroute. Den fortæller historien, som den skete.
Skulle man have glemt det, er serien en fremragende reminder om, hvor suveræn en entertainer Sidney Lee kunne være, når han var på. Heldigvis er det lykkedes produktionsselskabet at få adgang til de fleste af kongens mange tv-optrædener, på tværs af tv-stationer. Alene det er rimelig unikt i en moderne tv-verden.
Et sidste ”Hva så, mand”
Den kunstige stemme, som kommenterer, er en skøn oplevelse. Det bliver fra begyndelsen deklareret, at den er blevet skabt gennem grundig research og familiens velsignelse. De mener, at Sidney ville have syntes, det var fedt.
Sidney Lee med sin mor, Bente, og lillebror, Troels.
Og det er svært ikke at blive lidt rørt, når "Sidney” reflekterer over sit liv.
Det er en serie med varme. Selvom der til tider bliver talt med frustration over nogle af Sidney Lees valg, er det altid fra et kærligt udgangspunkt i de to afsnit, anmeldelsen bygger på.
Som akkompagnement til serien følger en podcast. Det er kælet for lyddesignet og brugt andre klip, men der er også meget, som går igen. Omvendt er det fuldkomment genialt at bruge den store mængde materiale på tværs af platforme, så man ikke er tvunget til at sidde og kigge på en skærm for at følge med.
Giv plads og tal pænt
Forhåbentlig skaber serien debat om, hvordan vi taler om reality-deltagere.
Ofte har de været genstand for spot og hån, fordi de er larger-than-life-personligheder, som siger eller gør ting, der er grinagtige. Men det er også vigtigt at huske på, at der for det første er nogle tv-folk, som sidder og redigerer programmerne sådan – og det er ikke alle, hvis etiske ståsted er det mest stabile.
Men deltagerne er også karakterer. Der skal skrues op for charmen for, at det bliver rigtigt fængende tv. Når først en personlighed har fanget, at det er sådan, spillet foregår, så spiller man da med på legen.
Så nej, det er ikke okay at sidde og svine folk til på Facebook, bare fordi man synes, de er dumme på tv. Det er trods alt mennesker, vi taler om. Giv plads. Giv fred til, at være de kan være sig selv, når de ikke er på.
Giv dem den ro, Sidney Lee gerne ville have, når han ikke kunne gå uden for en dør, fordi alle ville hænge ud med ham eller fortælle et eller andet. Husk, at de er mennesker, og husk Sidney Lee som en af de største entertainere, dansk tv har haft gennem de seneste 20 år.
Snup en Cult Shaker, og nyd en sidste omgang med kongen af dansk reality.