Ariana Grande svarer på "bekymringer" om sin krop: "Jeg ved, at jeg ikke burde skulle forklare mig"
Foto: Shutterstock/Splash/Ritzau Scanpix
Denne artikel blev første gang bragt af Vi Unge. Dette er en redigeret version.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det at være i mediernes og offentlighedens søgelys kan afføde en masse opmærksomhed og kommentarer – som langt fra alle er positive.
Selv om ikke alle kommentarer behøver at blive adresseret, bliver uvelkomne og skadelige kommentarer nogle gange dæmpet med en kærlig og tankefuld opfordring i form af et modsvar fra den, kommentarerne berører.
Senest var Hailey Bieber ude at takke Selena Gomez for at italesætte de hadefulde kommentarer, som Hailey har modtaget ovenpå konspirationerne om drama mellem de to stjerner. Gomez har også tidligere sat ord på kommentarer om sin krop og vægt.
Og nu er det altså, desværre, blevet Ariana Grandes tur til at italesætte kommentarer om sin krop.
Det gør Ariana i en ny video på sin TikTok, hvor hun åbent og ærligt fortæller om de ting, som fans og andre har kommenteret om hendes krop.
Hun refererer både til de nyeste kommentarer om sin krop, der er dukket op på tværs af sociale medier, men understreger også, at det er en opmærksomhed, som hun har kæmpet med i hele sin karriere.
- Jeg vil bare gerne adressere jeres bekymringer om min krop, starter sangeren ud.
I løbet af den tre minutter lange videoer opfordrer popstjernen folk til generelt at lade være med at kommentere på andres kroppe og helbred. Hun understreger, at kommentarerne ikke er gavnlige, for selv kommentarer, der er positivt ment, kan være uønskede og potentielt skadelige.
Grande åbner også for, at den krop, som hendes fans anser som sangerindens "sundeste" krop, langt fra stemmer overens med virkeligheden.
- Der er mange forskellige måder at se sund og smuk ud på. Jeg ved personligt, at den krop, I alle sammenligner min nuværende krop med, var den mest usunde version af min krop, siger hun i videoen og fortsætter:
- Jeg tog en masse antidepressiv medicin, drak alkohol imens og spiste dårligt. Det var den dårligste tid i mit liv, da jeg så ud på den måde, som I nu beskriver som sund. Jeg ved, at jeg ikke burde skulle forklare mig, men jeg føler, at der måske kan komme noget positivt ud af, at jeg er åben og har en grad af sårbarhed her."
Det er den første pointe Grande deler i videoen: "Sund" kan se forskelligt ud.
- Den anden ting er, at du aldrig ved, hvad nogle mennesker går igennem, fortsætter hun.
Popstjernen afslutter videoen med en opfordring om at være sød og blid – både overfor andre og ved sig selv.
Videoen har allerede fået over 57 millioner visninger og mere end 170.000 kommentarer, hvoraf mange hylder sangeren for hendes åbne, rolige og ærlige tilgang til emnet.