Mara har haft meningsløs sex med mænd. Nu har hun svært ved at give sig hen til kvinden, hun elsker
Foto: Aller
Det var en ny Mara, der vendte hjem efter fire år i udlandet. Hun havde lært sig selv og ikke mindst sin seksualitet bedre at kende.
I Cairo lærte hun at handle på sin lyst og give sig hen til spontan og uforpligtende sex med fremmede mennesker. Hun elskede at blive begæret af mænd, der ville have hende for øjeblikket.
Og fordi Mara med sine egne ord "ikke kan forelske sig i mænd", var det altid hende, der "havde magten" i den seksuelle akt, fortæller hun.
– Hvis jeg nogensinde har lært at have meningsfuld og hengiven sex med kvinder, så er det noget, jeg har glemt nu. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal tage den på mig igen, fortæller Mara i “Sexterapi”.
femina update-podcast: "Sexterapi"
I feminas podcastserie “Sexterapi” møder vi otte modige mennesker, der åbner op omkring en intim problemstilling, de netop står overfor. De vender deres tanker, oplevelser og følelser med Camilla Tved, der er jordemoder sexolog og sexterapeut. Hun taler til dagligt med folk om seksualitet og lyster med det fokus, at de skal hvile sig i det og have lyst til at udfolde sig.
I fjerde afsnit møder vi 29-årige Mara, der kan have svært ved at navigere i sin biseksualitet og at turde slippe kontrollen.
Og netop dét har givet hende et problem. For nu er Mara blevet forelsket i en kvinde og at have sex med én, man elsker, er sårbart på en helt ny måde.
I "Sexterapi" fortæller hun sexolog Camilla Tved, hvordan hun i Cairo blev vant til at have "ufarlig sex" med mænd, hvor der ingen følelser var på spil:
– Jeg kan se, at jeg har haft meningsløs sex med mænd, fordi jeg helst vil undgå at have betydningsfuld sex med kvinder.
Nu er Mara blevet forelsket i en kvinde og er bekymret for, at hun ikke kan have nærværende sex med hende. Hun er taget i "Sexterapi", fordi hun gerne vil være modigere:
– Hvis vores kærlighed skal lykkes, så skal jeg lære, hvordan jeg kan give mig hen til sex med hende, hvor det ikke bare er et spil, jeg spiller, eller en seksuel persona, jeg tager på mig – men hvor jeg er til stede med hele mig, som den jeg er, fortæller Mara i “Sexterapi”.