Louises datter græd - men ikke som de fleste andre spædbørn

Louise Akselsen havde forestillet sig, at barselslivet var gåture, møder med veninderne på café og hyggelige stunder med sin nyfødte.

Men i de første uger efter fødslen gik det op for Louise og hendes kæreste, at virkeligheden for dem var noget helt andet.

Parrets datter, Beate, græd, og ikke på samme måde som de fleste nyfødte græder. Hun græd de fleste af hendes vågne timer og med en intensitet, der fik det til at lyde som om, hun havde ondt. Louise fik mistanke om, at datteren havde kolik.

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at der kunne være så meget gråd, og at det ville være i en grad, hvor man blev helt udmattet og udbrændt, fortæller Louise Akselsen, på 31, der til daglig er kommunikationskonsulent i Danske Bank.

Før hun fik sit første barn, datteren Beate, i sommeren 2021, kendte hun godt til kolik, men hun var ikke forberedt på, hvor udfordrende og ensomt det var, at blive mor til et kolikbarn.

- Det var sindssygt hårdt. Vi mærkede selvfølgelig, at det var hårdt, da vi var i det. Men det var måske først, da det hele var overstået, at vi fandt ud af, hvor sindssyg en periode det havde været.

Datteren blev tilset af både sundhedsplejerske og læge. Her var beskeden, at der desværre ikke var så meget at gøre ved det, men at de måtte vente og se det an.

Parret opsøgte derudover selv zoneterapeut, kiropraktor og osteopat, som alle forsøgte at behandle deres datter for det, de mente kunne skyldes gråden.

Særligt hos sin egen læge oplevede Louise en manglende forståelse. Hun forslag var først, at hun skulle forsøge at amme sin datter mindre og vende tilbage efter en uge. Da det ikke hjalp, skulle hun amme hende mere.

Han foreslog, at hun brugte de få ledige øjeblikke, hun havde til at pumpe ud, og så kunne hun svinge forbi klinikken ugen efter og fortælle hvordan det var gået.

- Jeg følte ikke, at han kunne sætte sig ind i, hvordan det var. Bare at komme hen til lægen kunne være svært. Jeg følte mig ikke forstået eller imødekommet i situationen. Han var sådan “ja, men småbørn kan jo godt have lidt ondt i maven.”

Men gråden fortsatte. Størstedelen af de vågne timer græd Beate, og det hjalp ikke rigtigt at tage hende op eller forsøge at trøste hende.

- Vi gik lidt i survival mode. Det var en periode, der skulle overstås.

Udelukkelsesdiagnose

En af de ting, der kom mest bag på Louise var, hvor lidt hjælp der var at hente som forælder til et barn med kolik. Diagnosen åbnede nemlig ikke op for nogle behandlingsmuligheder.

- Det føles meget som en skraldespands-betegnelse.

Louise undrede sig over, at man ikke tog barnets gråd mere seriøst. Hun havde håbet på, at der var mere fokus på at barnet havde det skidt, og at der skulle findes en løsning på gråden.

- Som voksen kan man gå til lægen og få en henvisning til at blive tjekket yderligere. Den mulighed er der ikke for dem, der kun kan bruge det enste sprog, de har, nemlig gråd.

Kolik er det man kalder en udelukkelsesdiagnose. Det vil sige, at det er en betegnelse, man bruger, når andre årsager til gråden er udelukket. Der er altså ingen specifik årsag til, at nogle børn får kolik.

- Der er ikke noget andet, som kan forklare, hvorfor barnet græder. Det vil sige, at der er tale om et sundt og rask barn, som alligevel græder, fortæller sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der er forfatter til bogen “Helens bog om gråd og trøst”.

For at et barn skal have diagnosen kolik, er kriteriet, at barnet græder mere end tre timer dagligt, tre dage om ugen i over tre uger.

- Gråd er naturligt og alle børn græder. Men børn med kolik græder Så er det mere, end hvad børn bør græde, og de er langt sværere at trøste,

Ifølge en undersøgelse fra 2017 havde lige knap 6 procent af danske børn kolik.

Det kan påvirke forældrene meget at have et barn med kolik, fortæller Helen Lyng Hansen.

- Det påvirker jo den der helt grundlæggende følelse af, at det ikke kan ikke at være god nok. Fordi det vigtigste for os som forældre, det er jo at kunne opfylde vores børn sådan basale behov – og her f.eks. kunne trøste og berolige dem, når de græder. Og når trøst ikke virker, så føler man naturligt stor magtesløshed. Det er rigtigt hårdt.

Aflyste aftaler

For Louises barn var det mere end de tre timer.

Det var hver dag, i størstedelen af datterens vågne timer, at hun græd.

Det blev så opslidende at håndtere gråden, at Louise søgte professionel hjælp hos en psykolog.

Psykologen rådede Louise til at fjerne fokus fra gråden, men stadig være til stede fysisk med barnet. Det kunne for eksempel være at stå ved et vindue og kigge ud og tælle ting.

Hun foreslog også, at Louise kunne tage høretelefoner i og lytte til musik.

Samtidig understregede hun, hvor vigtigt det var, at Louise og hendes kæreste brugte tid for sig selv uden for hjemmet. Der var de heldige at have et stort netværk, der kunne træde til.

I tiden mens Louise var på barsel, tog hendes mor nogle gange fri for sit arbejde for at passe Louises datter, så Louise kunne få ro.

Hun havde også flere veninder, der tilbød at gå en tur med Beate. De tilbud tog Louise dog ikke imod. Hun ville ikke risikere, at veninderne skulle stå i nogle af de samme situationer, Louise selv havde stået i i offentligheden, med en helt utrøstelig baby.

Gråden gjorde også, at helt normale ting, som indkøb, lægebesøg og transport var en udfordring. Louise vidste aldrig, hvornår hendes datter kunne vågne og begynde at græde.

- Når jeg så på dem, jeg var i mødregruppe med, havde jeg en følelse af, at de kunne hygge så meget med børnene. De kunne nemt lægge dem til at sove. Nogle dage følte jeg, at jeg brugte mere tid i et andet lokale med mit barn og hoppede med hende på armen, end jeg gjorde på at hygge med de andre.

Louise husker særligt én gang, hvor hun skulle tage metroen for at besøge sin veninde, men fordi Louises datter var så utrøstelig, var det helt umuligt at komme ud ad døren, og hun måtte aflyse aftalen.

En anden gang var hendes kæreste til polterabend en lørdag. De to havde egentlig aftalt, at det var vigtigt de begge prioriterede tid med venner uden for hjemmet.

Men efter en hel uge, hvor Louise havde været alene med en grædende baby, mens hendes kæreste arbejdede, kunne hun mærke, at det blev for meget. Hun blev nødt til at ringe til sin kæreste og bede ham om at komme hjem, så hun kunne få en pause.

"Små børn græder bare"

Oplevelsen af at blive mor til et barn med kolik fik hende til at skrive et debatindlæg i Politiken. Reaktionerne har overvejende været positive, men der er også flere, der har den opfattelse, at "små børn græder jo”.

Og den reaktion har de også oplevet i deres omgangskreds:

- I starten fik vi lidt den der, "at sådan er det at have små børn, de græder bare". Men når vi selv var sammen med familie, der oplevede det, så kunne de godt se, at det var voldsomt.

Men Louise og hendes kæreste var heldige. De havde et stort netværk, der hjalp med at aflaste og de havde økonomi til at betale for ting som psykolog, osteopat og kiropraktor.

Louise undrer sig over, at der ikke er nogen tilbud til andre i deres situation. For eksempel en mulighed for tilskud til diverse behandlinger eller mulighed for ekstra barsel, så begge forældre kan gå hjemme samtidig.

- Jeg havde en følelse af, at man bare er overladt til sig selv, og så er det lidt heldigt, hvis man har et netværk, der kan hjælpe en, hvis man har overskud til at sætte sig ind i tingene eller har økonomien til at prøve alle mulige behandlinger.