Mens de kørte ad den bumlede og rødstøvede vej, mistede Jennifers mor mere og mere blod

Jennifer sidder på en hvid plastikstol i skyggen under et træ. Ved siden af hende sidder hendes far. Hans krop synker afslappet ned i hans plastikstol, mens han taler. Jennifer sidder med ret ryg og hænderne foldet i skødet, mens hun opmærksomt oversætter, hvad han siger.

Talestrømmen bliver indimellem overdøvet af hanen, der galer, eller Jennifers mindre søskendes legende stemmer.

Indimellem oversættelsen får Jennifer selv mulighed for at fortælle med sine egne ord.

Bag den stol, hvor Jennifer sidder, ligger familiens hus. Bag huset er hendes mors gravsted.

Det er omkring tre måneder siden, moren døde, da hun fødte Jennifers lillebror.

Hendes helbred havde ikke være godt under graviditeten. Hun havde besøgt den lokale sundhedsklinik, men de havde sagt, at der ikke var nogen problemer. En dag, da Jennifers mor og far lige var kommet tilbage fra kirken, begyndte moren at få veer. Hun fødte på den lokale sundhedsklinik med hjælp fra en sygeplejerske. Men sygeplejersken var, med Jennifers ord, hverken trænet eller specialiseret i fødsler.

Da barnet kom ud, var det sundt og rask, men Jennifers mor mistede meget blod. Derfor skulle hun hurtigst muligt transporteres til det nærmeste hospital.

Jennifers families hus ligger et stykke uden for byen Lira i det nordlige Uganda. Når man drejer af fra den cementerede vej, der løber fra den hektiske bymidte, skal man køre ad en lang, bumlet og rødstøvet vej for at komme til Jennifers hus. Indimellem må man dreje uden om mænd på rustne cykler, løbende børn og kvinder med vanddunke på hovederne.

Det var det stykke vej på omkring 10 kilometer, Jennifers mor blev kørt på motorcykel mod hospitalet. På vejen døde hun.

Da de kom frem, fortalte en læge faren, at hun kunne havde overlevet, hvis hun var kommet hurtigere til hospitalet.

Barnet overlevede, men Jennifers far vurderede, at det ikke var muligt for familien at tage sig af det. Derfor tog en ”frivillig” det med sig.

Jennifers far siger selv, at det var den lange afstand til hospitalet, der gjorde, at han mistede sin kone. Derudover har han en anden afgørende årsag.

– Et menneskes liv er i guds hænder.

Kvindernes ansvar og guds vilje

Jennifer er 21 år gammel. Når hun fortæller om sin mor og savnet til hende, er det først og fremmest de praktiske ting, hun nævner.

– Hun tog sig af os. Hun købte alle de ting, vi havde brug for, og hun betalte vores skolepenge, fortæller hun.

Derfor er det ikke bare hendes mor, Jennifer har mistet. Det er også hendes mulighed for at kunne gå i skole og lære sammen med andre unge mennesker. Det er hendes drøm om at blive lærer for de ældre klasser, og en sikkerhed for at få aftensmad hver dag.

For Jennifers mor forsørgede familien, og sådan er det ofte i familierne i Uganda.

Jennifers mor solgte tøj på de omkringliggende markeder, og på det tjente hun nok til, at familien kunne klare sig. Derudover tog hun sig af hjemmet, børnene og den urtehave, der ligger bag huset.

Nu er de ting overladt til Jennifer. Hendes far tjener lidt penge på at køre taxa i den nærmeste by, men ifølge Jennifer bliver hun selv nødt til at finde en måde at tjene penge på, så hendes søskende kan blive i skolen.

Af den grund er hun selv droppet ud af skolen og går nu derhjemme for at passe sine fem mindre søskende, skaffe mad og tage sig af huset.

Når hun går derhjemme, tænker hun ofte på sin mor.

– Jeg savner hende meget. Hun var en stor del af vores liv, jeg delte meget med hende, og hun gav mig mange gode råd.

– Når jeg er alene hjemme med de små børn, som jeg skal tage mig af, er jeg ked af det og bekymret. Fordi hun ikke længere er her.

Nu bruger Jennifer sine veninder til at snakke om de svære ting i livet. De mødes hjemme hos hinanden eller på vej til markedet.

– Når jeg har det svært, går jeg til dem. Vi deler meget. Vi taler om, hvordan jeg skal komme videre, og de giver mig råd til, hvad jeg skal gøre. Derudover beder jeg til gud.

Men der er én ting, hun ikke kan snakke med dem om. Skolen.

– Da jeg stadig gik i skole, var jeg glad og havde mange drømme for min fremtid. Men der er ingen muligheder for, at jeg kan komme videre med uddannelsen nu, siger hun og fortsætter:

– Hvis der er nogen, der fortæller noget om uddannelse nu, bliver jeg nødt til at gå. Jeg kan ikke holde ud at høre om det. Jeg bliver så ked af det.

Nu planlægger Jennifer at komme i træning som bankkasserer.

Da jeg spørger Jennifer, om hun kan have bekymringer om, når hun eventuelt selv skal føde, griner hun først forlegent. Så bliver hun stille og ser væk. Det er tydeligt, at hun helst ikke vil svare.

Planlægger du selv at få en familie?

Hun fniser, kigger væk.

– Det må være guds vilje, svarer hun efter lidt tid.