Jodie Foster: Der er andre roller end moderrollen
Foto: All Over, PR & Peggy Sirota /Trunkar chive/Bulls
Jodie Foster - helt privat
• Født 19. november 1962
• Har to sønner på 12 og ni; faderen er ukendt for offentligheden
• Begyndte sin karriere som treårig, da hun første gang medvirkede i en reklamefilm
• Tjente allerede i barneårene penge nok til at forsørge hele familien - og er blevet nomineret til en oscar tre gange. Første gang var hun bare 12 år gammel
• Har efterfølgende vundet de eftertragtede oscarstatuetter to gange (for "Anklaget" i 1989 og "Ondskabens øjne" i 1991)
• Har instrueret filmene "Little Man Tate" (1991), "Home For The Holidays" (1995) og den aktuelle "The Beaver", hvor hun selv spiller over for Mel Gibson (2011)
Sideløbende med sin mangeårige karriere som skuespiller har Jodie Foster til dato instrueret tre film. Den seneste er dramaet "The Beaver" med Mel Gibson i hovedrollen.
- Filmen handler om de øjeblikke, hvor du beslutter dig for, at du vil forandre dig. Hvor du insisterer på, at du vil leve på en anden måde, og hvordan du vokser med opgaven og lærer at overleve i de nye rammer.
Måtte sige fra
De situationer har Foster selv oplevet flere gange i løbet af sit liv, ikke mindst i forholdet til sin egen mor.
-Jeg følte, jeg var fanget i mit genetiske ophav og ikke kunne slippe væk, fortæller Jodie om forholdet til moderen, der fra barndomsårene fungerede som Fosters ambitiøse manager.
- Til sidst blev jeg nødt til at sige fra og fortælle hende, at hun ikke kunne være del af mit liv som skuespiller.
Alt handlede pludselig om børn
Men én ting er at slå sig tåls med sit ophav og sige fra over for en dominerende showbiz-mor. Noget helt andet er selv at stå med sin nyfødte i armene.
- Jeg fik mit første barn som 35-årig, og pludselig handlede alt om børn og den nye identitet, der følger med som mor. Det er det eneste, du vil, og du bruger al din tid på at udfylde rollen, siger Foster, der dog langsomt fik, hvad hun med et smil kalder "sin personlige version af en midtvejskrise".
Ville have mere
Efterhånden som hendes børn blev større, gik det op for hende, at hun ville have mere. Hun besluttede sig for, at hendes passion for sit arbejde skulle prioriteres igen.
- Mine børn skal vide, at de ikke er ansvarlige for mig og min lykke. Mit liv fortsætter sideløbende med deres liv, og deres succeser er ikke det eneste i mit liv, siger Foster, der nægter at bukke under for stereotype forestillinger om moderrollen.
- Der er det her tåbelige amerikanske fænomen, der handler om, at et kvindes liv kun er noget værd, hvis hun har fået børn, og det synes jeg simpelt hen ikke er sandt.
Holder børnene væk
Jodie Foster har aldrig offentligt fortalt, hvem der er far til hendes to sønner på 13 og 10 år. I det hele taget har hun altid værnet voldsomt om sit kærlighedsliv og har aldrig hverken be- eller afkræftet rygterne om et mangeårigt parforhold til en kvindelig filmproducer. Også resten af privatlivet er Jodie Foster normalt meget fåmælt omkring, og der er kun taget ganske få billeder af hende og sønnerne offentligt. Først for nylig har børnene fået en fornemmelse af, hvad deres mor egentlig arbejder med.
- Jeg har aldrig tilladt dem at beskæftige sig med, hvad jeg laver. Jeg vil simpelthen ikke have, at de ser det billede af mig som celebrity, så jeg har altid holdt dem væk, siger Jodie.
Eneste rynker i Hollywood
Selv om Jodie Foster er omgivet af Hollywoods' evige ungdom, rører det hende ikke at blive ældre, og hun regner med at arbejde mange år endnu.
- Plastikkirurgi er ikke noget for mig, min plan er at være den eneste i Hollywood, som ikke har fået lavet dét. Så er der ingen konkurrence, når de skal bruge én med rynker - de ringer bare efter mig.
Læs også:
Jennifer Lopez: Livet er bedre med børn
Nukâka: Satte karrieren på standby for familien
Går du heller ikke ind for plastikkirurgi? Køb anti-ageing cream i feminashoppen.dk